Vor anmelder finder små fine sætninger ved læsningen af Ea Jeppesens første bog – og keder sig lidt også.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Ea Jeppesens romandebut Hun bryder sig langsomt om hunde er sådan en let og luftig sag, der har hængt sine korte, simple og stærke sætninger ud i tavshedens blafren.

Der er mange rigtigt fine små sætninger i det forrevne landskab af sort og (meget) hvidt. Når forfatteren er bedst, formår hun at skabe en tekst, der både er ligetil og underfundig. Når hun er værst, er hun kedelig og virker selvoptaget.

Vi følger en pige
På handlingsplanet følger vi en pige, der ikke har det særligt godt med sig selv og sine omgivelser. Det bliver hverken værre eller bedre gennem tekstens forløb. Så vidt jeg kan se, drejer vi en omgang rundt i håbløsheden og ender med at lade som om, vi besvimer (indirekte citat fra den sidste side.)

Som det så ofte forholder sig i den nudanske litteratur, har man elimineret plot i en klassisk forstand og forsøgt at flytte de dynamikker, der skaber værdi og læseglæde, ind i små og store spil med synsvinklen. Jeg har set det gjort. Jeg har ikke set det gjort godt endnu.

I denne tekst veksles der lidt mellem første og tredje person, uden at der af den grund opnås andre effekter end, at man tænker: "Det er også rigtigt. Der findes to slags fortællere, og det véd du så også, kan jeg se."

Hvis det skal forstærke følelsen af splittelse i hovedpersonen, at hun både kan være jeg og hende, er det kun gjort med risiko for at forstærke muligheden for en biografisk læsning. Nå-åh, så det er altså både forfatter, fortæller og hovedperson, der er "den samme", og de har det ikke så godt?

Skaber litterært nærvær
Det gode ved bogen er, at den i sine bedste passager – når forfatteren forsøger at skrive afsnit, der kan strække sig en lille smule ud over den enkeltstående side – skaber et litterært nærvær af endda nogen overbevisnings- og livskraft. Det dårlige ved den er, at denne kvalitet hele tiden smadres af alle de små prosa-poetiske ditten-datten'er som fletter sig sammen med den påtagede naivitet for at forsvinde ind i stiløvelser.

De eksperimenterende aspekter er dels for uoriginale, og dels stiller de sig i vejen for, at Ea Jeppesen kan udfolde sit talent for at skrive noget, der glider, og noget der taler.

Eksperiment med sprogtonen
På falderebet et lille eksperiment med sprogtonens fortolkningsbund. De følgende citater er typiske for teksten.

"Men det er altid en mulighed at gå i stykker." "Hun gør et halvhjertet forsøg på at finde noget." "Hun siger til sig selv, du er utrøstelig." "Indimellem kommer der en mærkelig gråd ud af hende." "Det er ikke nok." "Der er ikke noget der snurrer." "Jeg går forgæves." "Jeg bliver også væk." "Der er ingen der hører efter."

Som de umiddelbart læses, handler de om hovedpersonens liv, men hvis vi nu sagde, at de i stedet handler om forfatterens holdning til sin tekst og til sig selv som skaberen af denne – ja, så kan vi vel alle sammen se, at der er ugler i mosen og strøm på tågen.

 
Teksteksempel