Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 

LÆSNING
John Banville:
Eclipse
214 sider
Kr. 225,-
Picador


Af
Peter Due Jensen

 

John Banville
John Banville (1945)
 

Tidens støvfald

Eclipse er en intens læseoplevelse, der handler om en typisk moderne, tragisk anti-helt, der er fanget i en kafkasks labyrint, hvor han jagter sin egen identitet.

Alexander Cleave er 50 år og skuespiller, men har for nylig haft et sammenbrud på scenen og forventer ikke at komme til at optræde foran et publikum igen. Han er rejst tilbage til sit barndomshjem for at være alene og derved prøve at finde ud af hvad der er gået galt og hvordan han kommer videre.
    Han er, med andre ord, på jagt efter sit egentlige selv eller sin identitet i det virvar af roller, han har spillet på teatres såvel som på livets scene. Han søger ensomhed, men snart er huset alligevel invaderet af forskellige folk: Quirke, der er sat til at passe på det tomme hus og dennes datter, Lily. Også den forladte kone, Lydia, dukker uventet op igen.

Det er stort set hvad der er af plot i Eclipse, den irske forfatter John Banvilles 11. bog, hvoraf Newtons brev, Den urørlige og Bevisernes bog findes i dansk oversættelse. I baggrunden for det hele er temaet om Cleaves datter Cass, der både fysisk og psykisk er fjernt fra ham. Cleave føler sorg og smerte over tabet af datteren, som psykisk er meget skrøbelig og har voldsomme angstanfald foruden epilepsi. For sent og med tragiske konsekvenser indser Cleave, at hans søgen egentlig er en søgen efter at opnå en menneskelig kontakt med Cass, der i historiens finale og sidste akt begår selvmord. Det viser sig at hun var gravid.


At finde sig selv
Eclipse er en meget intens læseoplevelse netop fordi Banville vælger at lade plottet være underordnet en række andre diskurser, der holder læserens interesse fanget og bærer oplevelsen igennem. Centralt i den forbindelse står tre elementer: Persontegningen, fortælleren og sproget.
    Det er karakteristisk at Cleave føler sig invaderet eller trængt op i en krog af andre væsener, og han konfronteres undervejs med spøgelser, som taler til ham. Manden er i krise og vi får allerede i bogens optakt en følelse af denne mærkelige følelse af at Cleave er ude af sig selv og overtaget af en anden.
    Cleave er en typisk moderne, tragisk anti-helt, der er fanget i en kafkasks labyrint. Til tider får det også et komisk udtryk, men labyrinten lukker sig om ham og lader ham ikke komme ud, selvom han kæmper bravt for at slippe fri af den psykiske indespærring. Det tragiske og ironiske ligger blandt andet i, at hans enorme selvoptagethed og evner til at analysere sig selv og gennemskue problemerne snarere er en hindring end en hjælp til at nå kontakt med andre og derved bane vejen til datteren og opleve det som han benævner a human moment. Ikke for ingen ting betyder cleave både at være splittet og klynge eller klamre sig til noget.

Fortiden
Derfor går han rundt i sit barndomshjem eller falder i staver siddende i en stol i en krog, medens minderne vælder op i ham og han prøver at danne en mening i det alt sammen, men tingene fra barndommen giver ikke mening, men har derimod en betydning for ham, som han ikke er i stand til at se forbi. Han er som en kustode i et museum og støvet har lagt sig tungt på de udstillede genstande. Samtidig optræder der spøgelser i huset som forsøger at formidle et budskab til ham, blandt andet ser han en far og en datter. Han er med andre ord på sporet af gådens løsning og nævner selv tidligt i bogen at hans søgen i sidste instans har mere med fremtiden end med fortiden at gøre.

Fortælleren Cleave er en selvoptaget person der ikke ser andre end sig selv og glemmer sine medmennesker. Ordet solipsisme er det man griber efter for at beskrive Cleave og hans dilemma. Han beundrer for eksempel konens brug af et bestemt versemål fremfor at forholde sig til hendes beklagelse om hans fravær i forhold til hende. Derfor er fortællersynsvinklen i romanen også af afgørende betydning for den måde vi oplever den på: I centrum for det hele står Cleaves stemme, der taler og taler, og til det sidste er vi i tvivl om, hvor meget af det han fortæller, der er digt og fantasi, og hvor meget der er sandt: "See how I parry and duck, like an outclassed boxer", siger han om sine egne digressioner, når han når til smertefulde punkter i sin historie.
    Han er den upålidelige fortæller par excellence og Banville opnår derved at tematisere fortællingens væsen og sætte forskellige narrative diskurser over for hinanden. Der er referencer til Shakespeare, romantik og meget andet, men pointen er også at denne stil passer til hovedpersonen Cleave, der er klassisk skolet skuespiller og i høj grad bruger sin dannelse til at holde livet og andre mennesker på afstand.
    Tabet af datteren tvinger for første gang nogensinde den selvoptagede mand til at møde verden mere åbent.

Det poetiske sprog Er plottet underordnet, kan man ligeledes sige at grundtematikken, selve grundhistorien, er en gammel og meget velkendt traver: Barndomstraumer i freudiansk udlægning: en mand der søger i fortiden for at skabe mening i en kaotisk nutid og liv. Det freudianske aspekt er på en gang en mulig tolkning, men også en indforstået vittighed fordi den lægges så tydeligt frem i teksten. Det originale ligger andre steder – i sproget som antydet, og i den måde detaljerne fremhæves i et mønster og man helt overgiver sig til det sørgmuntre kammerspil. "I am a stranger to myself", siger Cleave ligeud og det er selvfølgelig problemet i en nøddeskal, han er indhyllet i en eksistentiel tåge og kan ikke bruge sine hidtidige erkendelser til noget mere.


Far og datter
Efter datterens selvmord overgiver Cleave huset til Quirke og Lily på den betingelse at han må komme tilbage og benytte sig af værelset, som han holder af, som en sidste rest af tilknytningen til fortiden for som Cleave siger "I am happy, or happiest, at least, in this sealed champer, suspended in the tideless sea of myself". En åben slutning med andre ord for ligningen i det spil synes aldrig helt at gå op. Cleave er blevet klogere og er ved romanens slutning stadig gift med Lydia.

Eclipse handler om fædre og døtre og om sorgen der følger med, når vi holder livet på afstand. Der er håb og fortvivlelse, latter og gru i denne roman om tidens støv, der lægger sig over fortiden og hvirvles op, når vi nærmer os og dækker os til så vi ikke kan se, selvom vi tror vi kan. Banville er en meget modig forfatter, der i modsætning tidens litterære tendenser, tør lade sproget bære oplevelsen igennem.
    Banville kan i denne roman noget særligt med det engelske sprog, som er en dybt tilfredsstillende æstetisk oplevelse. Læseren tryllebindes af sprogets klang og rytme og bliver til tider nærmest forført af Banvilles overlegne sprogbeherskelse og sans for kunst. Måske er det også romanens eneste lille problem at den kan blive for manisk og til tider for enstrenget i sin brug af virkemidler, der kan trætte en smule. For den læser der har mod på en anderledes læseoplevelse er der meget at komme efter i denne eftertænksomme og smukke roman. Billedet man sidder tilbage med er af Cleave der samler mod til sig og går op på sit barndomsværelse og er tæt på erkendelsens bitre indsigt, da han forventer at møde sandheden men finder effekterne belagt med tidens støv, the dustfall of time, et rørende og isnende øjeblik, som tiden og barndommen selv.

 

[ t o p ]       [ h j e m ]