Kirsten Brenøe er f. 1939, har arbejdet som husholdningslærer og diætist. Indledte sin skribentvirksomhed i 1971 med en bog om børneernæring. Har senere udgivet bl.a. børnebøger, noveller og en bog om sorgarbejde. Har leveret mange klummer og causerier til dagbladene, herunder BT, Ekstra Bladet og Berlingske Tidende.
Hun har tidligere udgivet digtsamlingerne Scener fra et samliv [Vistoft, 1993], Set med andre øjne [Attika 1997] og Slip strømmen [Attika, 2000].
"Når jeg skriver causerier, er det dagligdagens drillerier, der inspirerer mig. Fx. indkøbsturen hos Ikea, hvor det pludselig går op for mig, hvorfor der står leveres usamlet på varerne de kan nemlig ikke samles, hverken af mig eller Ikea og må derfor byttes, indtil en af parteren kapitulerer. Det kræver en god portion humoristisk sans at være forbruger i dagens Danmark. Den ulykkelige, der er født uden, må gå til i frustration.
Digtene bliver til, når en stemning er påtrængende, fx. den øredøvende ensomhed, sterilitet og knirken fra rulletrapperne i et indkøbscenter en søndag eftermiddag, hvor alenefolket trisser rundt og får has på dagen."
Citat: Kirsten Brenøe om sin inspiration hos Forfatternet
"Kirsten Brenøe har bevæget sig i forskellige skrivende genrer, men dette er hendes tredje digtsamling. Og mere end tak for det. Det er ikke epokegørende som poesi, men det er alligevel meget gørende. Bare det at læse en digtsamling uden en fortænkt og højrøvet poetik. Undskyld, jeg jubler. Men Brenøe har et letløbersprog som solskin, og så har hun frem for alt altid en historie at fortælle. [...] Skønt, at man i digtningen stadig kan møde levende mennesker." Citat: F.P. Jac i anmeldelse af Kirsten Brenøes forrige digtsamling Slip strømmen [i Ekstra Bladet 14. juni 2000]
|