Overordnet betragtet er jeg endda meget varm på ideen bag Det elektroniske forlag. Gratis bøger! En mulighed for unge forfattere til at trænge igennem den traditionelle forlagsverdens skodder! Anderledes litterær tænkning! Det er simpelthen en god og prisværdig idé. Derfor var jeg også meget spændt, da jeg åbnede den første lille pakke bits og bytes, som jeg havde downloaded fra www.eforlag.dk. Gemmer der sig oversete superpoeter i cyberspace? Eller er digtene blot næsten forventeligt gennemsnitlige? Eller måske endda værre endnu?
Efter at have tygget mig igennem digtene i den første el-bog må jeg desværre erkende, at jeg blev en smule skuffet. Og den skuffelse holdt sig gennem læsningen af de to næste udgivelser fra forlaget. Der er en ganske enkel grund til, at disse digte ikke er at finde på papir nede hos boghandleren: De er ikke gode nok. Jeg er næsten ked af at måtte erkende det. Som en entusiastisk lyrikmaratonløber havde jeg naturligvis håbet på at finde i hvert fald nogle dejlige digte – men det må blive i den næste pakke elektriske ord fra webhut…
Det ændrer dog ikke ved det grundlæggende interessante i Det elektroniske forlag; det er litteratur på nettet på en ny og anderledes måde – ligesom det heller ikke ændrer ved, at de tre bøger skal have en fair anmeldelse hver for sig.
Niels "Kræn" Jensens udvalgte tekster består af en række feriebilleder. Et kamera følger en kvinde foran en fontæne i Rom. Først fascineret og seksuelt tiltrukket på afstand, siden tættere og tættere på, inden det kulminerer i en befrugtning af kvinden – og vi vender tilbage til fontænen. Denne gang er kvinden gravid.
Tanken bag for så vidt ganske god. At følge et forholds udvikling i en serie digte gennem en kameralinse er sjov og kunne være blevet til noget godt, hvis det ikke var, fordi sproget mildest talt ikke er vanvittigt ophidsende. Det er dødt og temmelig ordinært. Det er som om, alle billederne er taget med autofokus; det hele bliver lidt gennemsnitligt og kodak-agtigt; man sidder med fornemmelsen af at bladre igennem en andens fotoalbum fra en færdigarrangeret charterferie sydpå.
Lennart Björneborns meget korte samling "Spredte hensporinger" (ni sider!) er først og fremmest kendetegnet ved en fascination af sproget og de muligheder, der ligger i det. Han konstruerer sjove ordsammensætninger, som ind imellem fungerer ganske godt. Man er f.eks. ikke i tvivl om stemningen, når han i et enkelt digt slår "saltovitaler".
Svensk-fødte Björneborn har fornemmelse for ordenes rytmik, men det kommer aldrig helt op at ringe. Dertil mangler digtene dybde og mening. Der er for mange ord for ordenes skyld alene. Desuden er digtene enkelte steder lidt for uoriginale – f.eks. er cirkelstrukturen i digtet "Universets begyndelse" set før – og ikke mindst set bedre før. Digtenes mangler overskygger desværre de positive sproglige oplevelser og gør i sidste ende den ultrakorte bog til en hurtigt overstået og ligeså hurtig glemt oplevelse.
Den sidste digtsamling fra Det elektroniske forlag er en underlig sammenblandet størrelse. Den bærer præg af de samme og for en digtsamling ganske væsentlige problemer som de to forrige – nemlig at den ikke er hverken sindsoprivende velskrevet eller vældig original. Snarere tvært imod. Heidi Glisborgs digte er MEGET unge. Jeg kan godt lide ordsammensætningen "Min evighed" i digtet af samme navn – men så er det også ved at være sagt. Hendes digte er mere henvendt til en dagbog end til en udefrakommende læser. Man sidder med en ubehagelig fornemmelse af at læse i andens private poesibog.
Og det er det generelle problem for denne samling; digtene er ekstremt private, og der er så lidt sprog i dem, at de ender med at blive alt for banale og uvedkommende. Jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at de er vigtige for forfatterne – og jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at menneskene bag er sympatiske, men som læser får man stort set intet ud af læseoplevelsen.
Hverken Bianca Fløe Kviesgaard eller Helene Løvstrøm får sproget til at synge; deres digte er måske knap så umodne som Glisborgs – til gengæld er de ikke et komma mere nærværende eller vedkommende.
Kun Christian Borch-Kristensen formår at vende digtene ud mod en læser og gøre dem tilnærmelsesvis interessante. Han er også den eneste af de fire, der ikke fremstår som sproglig utilstrækkelig. Hans digte lever og lugter ind imellem endda ganske kraftigt af poesi, og han er nok det tætteste vi i denne ombæring kommer på en overset forfatter fra Det elektroniske forlag.
