Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k

 

ESSAY


Af
Martin Elmer

 

Den journalistuddannede forfatter med tilbagestrøget hår og piben i munden. Billedet er fra 1958, omkring den tid han mødte Kristensen første gang.

Martin Elmer er født 1930 i København, men bor på 23. år i Spanien. Han debuterede i 1959 med romanen Verden uden drøm, Vennens Forlag, og har siden udgivet 45 bøger, lige fra voksen- og ungdomsbøger til fagbøger.

Den 5-årige forfatter på løbehjul i barndommens baggård, Matthæusgade 25 i København. I øvrigt kun et stenkast fra Senturas redaktionslokaler.

Som han selv siger, kan hans "generalieblad" findes på www.forfatternet.dk
/jhm

Martin Elmer som han ser ud i dag. På solsiden.

 

En bajer med Tom Kristensen

For at blive en klartseende voksen må man bevare kontakten med sine barndomsoplevelser, siger forfatteren Martin Elmer i dette essay.
Selv søgte han tilbage til vicevært Hansen og Vesterbro og skrev senere en vinderkronik, der gav ham chancen for at drikke øl i Nyhavn med Tom Kristensen.

Man skal, så vidt det er muligt, bevare forbindelsen til barndommen, alene fordi den har været bestemmende for mangt og meget i ens personlige udvikling, og vil man fortsat lære sig selv bedre at kende, er den et naturligt udgangspunkt.
Det var forfatteren Knud E. Andersen (1920-1970), der kom med denne betragtning i et brev til mig i sommeren 1954 under sin research i det sydsjællandske med henblik på en artikel til et søndagstillæg om sin barndom.

Jeg havde netop læst i "Psykologiske essays":

»Alle fødes svage og syge og nedbøjet af Ødipuskomplekser, men de mener, at hvis de rigtigt studerer det, de oplevede i deres tidligste barndom og koncentrerer sig om deres bleer og deres fornemmelse af at være blevet korsfæstet i deres hjælpeløshed og lidenhed, så bliver de klartseende kæmper, så bliver de sådan nogle mænd med store sjæle, som Aristoteles talte om.«

Tilskyndet af brevet fra min gode ven gav jeg mig til at granske i mine barndomsoplevelser uden forventninger om at blive en af de klartseende kæmper, Aristoteles talte om. Jeg var heller ikke så sikker på, at mine erindringer var så ufejlbarlige, som jeg altid havde troet. Men alle de forandringer og begivenheder fra dengang og til nu ville efterhånden, og måske meget snart, gå tabt for mig, altid, medmindre jeg fik nedskrevet dem, jeg stadig huskede – eller mente at huske.

Det begyndte at forekomme mig vigtigt at bevare i det mindste nogle af disse spredte, løsrevne stykker af den usikre, lille dreng og ofte rådvilde teenager, der viste sig at være mig. Om få år ville det være for sent at samle dem og sætte mig sammen igen.
Således gik det til, at jeg en varm sommerdag sidst i 1950'erne vendte tilbage til en baggård i Matthæusgade med alle antenner slået ud.


Guirlanderne af vasketøj
På denne ucharmerende gårdsplads har tiden altid stået stille (og gør det stadig, år 2001). Velnærede flokke af duer og måger basker omkring over baggårdsbygningerne eller fjæler sig på tagrygge og gesimser. I sommermånederne emmer varmen fra asfalten op i den stillestående luft. Tøjsnore trækker guirlander af vasketøj fra hus til hus. En sødlig kvalmende os dunster fra åbenstående køkkenvinduer og drager horder af summende spyfluer til sig.

Som kvarterets andre baggårde er også denne adskilt fra de omkringliggende med plankeværker, hvis mørnede lægter appellerer til drenges klatreinstinkt. Her og der stikker rustne søm frem og lurer på at ridse flænger i deres tøj eller bare ben.
Mod denne gårdsplads, hvis få kvadratmeter engang afgrænsede min udendørs lilleputverden, rejser en pudset husmur sig i fem etager med en gammel fyldingsdør til køkkentrappen oven over et slidt stentrin, og længst væk, i et hjørne af gårdspladsen, findes retirader og skraldebøtter.

Til baggårdens dyreliv hører rotter og mus, som sammen med de enfoldige – og over for den fare, der bestandigt truer dem – langsomtopfattende duer holder liv i omstrejfende, herreløse katte, som har kronede dage i stenørkenens vildtreservater.

Modsat køkkentrappen og næsten hældende sig til stakittet stod det gamle kastanietræ engang og stræbte med sin krogede stamme og forvitrede grene efter at strække sig op over hustaget som for at komme til at ånde mere frit.
Lænet til det, sad jeg undertiden og lyttede til den gamle mand, som hed Hansen og var ejendommens vicevært.


Vicevært Hansen
I sommermånederne stillede vicevært Hansen om eftermiddagen en vakkelvorn klapstol op ved husmuren ved siden af den rustne vandhane, tændte sin pibe med en gennembidt pibespids og et pibehoved, hvis øverste del var en krans af forkullet træ, og så derefter gennem tobaksskyerne spekulativt på mig.
»Nå, knægt, skal vi ha' os en lille sludder, hva'?« spurgte han så.

Hansen havde et stort repertoire af eventyr, hvis vi ikke kunne finde på noget at snakke om. Han var enkemand og havde ikke mange voksne at tale med (beboerne i opgangen, inclusive mine forældre, syntes, han var en striks vicevært og undgik ham helst), så han fik måske en smule afløb for sit behov for at tale med andre ved at holde små foredrag for mig om tilværelsens gode og dårlige sider.

Urolighederne i verden, der var resulteret i 2. verdenskrig, forklarede han mig, skyldtes diktaturstaternes forsøg på at ødelægge demokratierne i Europa. Begrebet demokrati blev jeg introduceret i af vicevært Hansen. Han var en vigtig voksen person i min barndom (dem var der ikke mange af).


Vinder af kronik-konkurrence
Efter mit første besøg i barndommens baggård skrev jeg en kronik om Hansen, som vandt 1. præmien i Politikens kronikkonkurrence i juli 1958.

I dommerkomitéen sad Tom Kristensen, Harald Engberg og Carl Johan Elmquist, store navne i dansk litteratur. Tom Kristensen gættede på, at Harald Herdal havde skrevet vindermanuskriptet og ville have væddet med Harald Engberg om det, men denne var ikke utilbøjelig til at mene, at den litteraturkyndige Tom godt kunne have ret, og så var der ikke rigtig noget at vædde om.
Tom Kristensen ville gerne se det sted, hvor jeg sad og blev klog på verden ved at lytte til vicevært Hansen, og det tog ikke så lang tid.
Bagefter gik vi i Nyhavn 5 og drak øl.

"Færgekroen", Nyhavn 5, er opført så nogenlunde samtidig med kanalen. Her har alle dage været hotel og værtshus, men også andre foretagender. Hvis man kigger på første sals vinduer, kan man i den rigtige lysvinkel se rester af reklamer for rejser til "over there". Her fandtes nemlig et billetkontor for et dampskibsselskab, der ifølge min ledsager, der måtte anses for et troværdigt vidne, også solgte billetter til Titanic.

Inden for i restauranten er kælder og første sal forbundet med en vindeltrappe, som engang har siddet på sporvognen linie 29 til Klampenborg, og de interessante fliser stammer fra det gamle Dagmarteater. Teatret har tillige leveret nogle af husets beboere, blandt andet dansk skuespils megastjerne Anna Larssen. Hun havde dog svært ved at udholde det feterede liv og endte sine dage meget sørgeligt – som prædikant.

Atmosfæren og de gedigne, museumsagtige omgivelser i det ærværdige hus' restaurationslokale, fascinerede mig allerede under mit første besøg sammen med Tom Kristensen. Vi talte mest om litteratur, men også lidt om politik.
»Til daglig er jeg tilhænger af demokrati, men i weekenden slapper jeg af,« sagde forfatteren til Hærværk med et lunt smil.

Da vi anden gang mødtes i det historiske lokale, var Tom Kristensen så elskværdig at kommentere det med ordene: »Et venskab forynges, når det ældes.«
Sådan har jeg det også med bøger, jeg holder af og har læst 4-5 gange, blandt andet Hærværk.

 

[ t o p ]       [ h j e m ]