Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

UDDRAG
Ole Knudsen (red.):
Digte til min elskede – 96 danske kærlighedsdigte
Antologi
192 sider
Kr. 99,-
Gyldendal
Udkommet i november 2004


[Digtet bringes med venlig tilladelse fra forlaget]

 

Af
Ove Abildgaard



 
Omslag til bogen

Ove Abildgaard (1916-90) debuterede i 1946 med digtsamlingen Uglegylp [Gyldendal] – dvs. tidligere samme år udgav han faktisk en anden kort samling digte, Aarstiderne, som han selv finansierede og udgav i privattryk. Siden fulgte hen ved tyve titler – overvejende digte, som gerne kredsede om kærligheden og naturen. Han har modtaget adskillige priser, legater og udmærkelser for sit forfatterskab – bl.a. Emil Aarestrup Medaillen i 1963.

Naturdyrker og skeptiker
"[...] Som forfatter var han næsten udelukkende lyriker, men han var desuden virksom som kronikør – prøver heraf i essaysamlingen Det langsomme forår, 1957 – og som anmelder og formidler, dels i den socialdemokratiske presse, dels som programmedarbejder i Danmarks Radio 1967-85. A. Var jævnaldrende med Heretica-digterne, men havde til dels andre husguder: Thøger Larsen, Otto Gelsted, Jens August Schade. Han er på én gang naturdyrker og skeptiker; han har vid. Hans digte fra den første periode er naturbeskrivende, erotiske og reflekterende. [...] Da A. efter en pause på 10 år igen fra 1964 udsendte digtsamlinger, havde de et noget andet præg, bl.a. eksperimenterende med 60'er-digtningens typografiske skabeloner [...]".
Citat: Lars Peter Rømhild i Dansk forfatterleksikon [Red. John Chr. Jørgensen. Rosinante, 2001].

Kendte og ukendte
Digte til min elskede – 96 danske kærlighedsdigte er en antologi i udvalg ved Ole Knudsen. Digtene handler om kærlighed, elskov og romantik og præsenteres på bagsiden som "Digte til at længes med, digte til at læse op for hinanden." Ud over den relativt ukendte Ove Abildgaard tæller samlingen også en række mere kendte forfatter, som fx Naja Marie Aidt, H.C. Andersen, Inger Christensen, Sophus Claussen, Tove Ditlevsen, Per Højholt, B. S. Ingemann, Johannes V. Jensen, Frank Jæger, Tom Kristensen, Henrik Nordbrandt, Klaus Rifbjerg, Jens August Schade, Pia Tafdrup, Morti Vizki og Emil Aarestrup.

Fra lort til lovestory
Redaktøren bag Digte til min elskede, Ole Knudsen, er mest kendt som forlagsmand og redaktør af meget forskelligartede opslagsværker/antologier. Fx har han begået to bøger med opskrifter på drinks, ligesom han er én af bagmændene bag den årligt tilbagevendende Lokumsbogen [Gyldendal].

Ole Knudsen fortæller selv til branchebladet bogmarkedet.dk, at han han udtænkte idéen til Lokumsbogen, fordi han trængte til at læse noget andet end kataloget fra Matas, når han selv var i gang med "trykken"…
Læs interviewet



*

RELEVANTE LINKS:

Læs lidt mere om Ove Abildgaard hos litteraturpriser.dk – gode henvisninger til fx sekundærlitteratur...

Læs en grundig bibliografi om Ove Abildgaard hos bibliografi.dk...

Læs Henriette E. Møllers lille, søde anmeldelse af Digte til min elskede hos E-pressen/LitteraturNu...

 

Teksteksempel

Under nattens hattepuld

Jeg dykked i dine øjne
som ænder i mosevand.
Drak af dine læber
som kalven af en spand.

Sank i dine bryster
som i en dynge hvede
og mine lunger blæste
som bælgen i en smedie.

Da alt igen var stille,
som sammensmeltet guld,
spandt vi os i søvn
under nattens hattepuld.


NB! Under nattens hattepuld blev oprindeligt trykt i Ove Abildgaards digtsamling Uglegylp [Gyldendal, 1946].




 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

[Tilbage til Lyriklisten]