Ud i lyset med Niels Frank

Niels Franks nye digte fra midt-i-livet er mesterlige. Vor anmelder har set lyset i lyrikken igen og forlanger forfatteren på Danmarksturné.

ANMELDELSE: Da Niels Frank (f. 1963) sidste år udgav tekstsamlingen Første person, anden person, kunne man ikke lade være med at være en smule skuffet. Teksterne var gode, til tider fremragende, men man havde læst de fleste af dem før – i andre versioner vel at mærke.

Og selvom teorien om en genskrivning af værket – ud fra et teoretisk perspektiv – måske nok er uhyre interessant, så efterlod teksterne alligevel sin læser med en art tomhed. Derfor var det med desto større forventninger, at jeg modtog Franks nye digtsamling til anmeldelse, den første siden Tabernakel fra 1996, som på mange måder i min private kanon står som ét af hovedværkerne i halvfemserne.

Franks egen danske tone
Niels Franks samling skuffer heller ikke. Tværtimod.

Den er som sin forgænger igen med til at sætte standarden, men denne gang for det man kan kalde 00'erne. Med sin hvasse tone og mundtlige ligefremhed skærer Niels Frank sine digte ind til benet i en sådan sjælden grad, at man får mindelser tilbage til Johannes V. Jensen prosadigte. Her er ingen kære mor, men et modersmål som bliver testet igen og igen af sprogets mange mundtlige mekanismer.

Ligesom Jensen rapporterede hjem bl.a. fra Amerika, fornemmer man også, at de fleste af Franks digte er blevet til på den anden side af Atlanten. Måske kan man bedre ramme sin egen tone i det danske sprog, når man er omgivet af fremmede stemmer, hvem ved? De to forfattere er under alle omstændigheder gode eksempler på dette.

24 snapshots af livet
Bogen er opdelt i 24 digte – altså samme antal som en gammeldags filmrulle – der alle er, jeg kan ikke nære mig for at bruge ordet, snapshots af livet her og nu. Stort set alle digtene har relationer til billeder eller billedet som sådan, og de er på samme tid både del af en billedkritik og en hyldest til det selv samme. Et sted står:

Som Per Højholt sagde det, kan man kun kritisere billedet og metaforen med andre og flere metaforer – i Franks tilfælde de "siamesiske tvillinger", og den position kalder han "med på en kigger". Der er refleksionen til forskel. Digteren som seer derimod boltrer sig i billedet, bliver ét med det. Franks digte placerer sig dermed i en position, hvor de hverken overgiver sig til Jensens velnærede billeddannelse, eller til en ren kritik som Højholts sene digte.

Frapperende ærlighed
Selvom mundtligheden går igen både hos Højholt og Frank, er de forskellige i tonen. Højholt bruger mundtligheden som et middel til at vinde læserens lydhørhed – mens den for Frank er et mål. Rytmen, gentagelserne, fraseringerne er lige så vigtige som det, der står på siden.

Og netop her er Frank, siden sidst, blevet endnu bedre og endnu mere præcis. Tonen er præget af at stå midtvejs i livet, det sted hvorfra der med en frase kun går én vej: nemlig nedad bakke. Franks ærlighed er frapperende og styrker digtene hele vejen igennem:

Lyset går gennem samlingen
Undervejs når Frank dog at se lyset. Ikke blot i overført forstand, men også en i en bogstavelig: som den måde lyset konkret fremkalder vores rum på, både i et kamera og i vores liv som sådan. Lyset er gennemgående element for disse erindringens snapshots, som livet i bund og grund er hængt op på og det betyder:

Lyset taler sit eget sprog som Frank forsøger at skrive, ja at fremkalde her i livets midlife crisis – i hvad der svarer til forfatterens egen version af Hölderlins berømte digt Halvdelen af livet. Det lyder måske metafysisk, men er såre konkret på samme tid, fordi digtene hele tiden følger kameraet, eller bliver filmet undervejs. De er med på en kigger, som det hedder.

Mesterdigte på Danmarksturné
Jeg håber inderligt, at Frank drager på Danmarksturné med disse digte, for det vil være en fryd at høre dem blive læst op. Digtene er mesterlige. Var det ikke mere lys over landet, som gode gamle J.P. Jacobsen efterlyste? Med Niels Franks nye digte er der i hvert fald en chance for, at vi får det. Måske nok på en lidt anden måde, end den Jacobsen forestillede sig, men hvilken måde.