Da Christina Englund i 1994 havde skrevet romanen Itu, bemærkede Poul Borum i sin temmeligt arrogante anmeldelse tørt, at Englund kunne skrive, og så kunne det jo blive til "hvadsomhelst".

Og nu da den så er her, "hvadsomhelst", er man jo lidt spændt. Har hun noget på hjerte, Englund? Kan hun skrive? Virker det?

Hverdagstrummerumsk
Løse ender er en hverdagstrummerumsk roman om en ikke særligt ophidsende dansk familie, som ved nærmere eftersyn selvfølgelig har et par skeletter i kosteskabet.

I følge bogens egen bagsidetekst rummer den skiftende synsvinkler. De er rent faktisk tre, der får ordet på skift: Henholdsvis moren Martha, enlig mor, medindehaver af et stk. forstadsstrikkebutik og i en eller anden grad bogens hovedperson eller omdrejningspunkt; dernæst sønnen Mikkel Emil, den attenårige søgende og tilpas famlende søn; og endelig mormoren Gudrun, den begyndende demente plejehjemsbeboer.

Englund kan skrive
Og Englund kan heldigvis skrive – når det altså tager hende. Når hun gider sine egne figurer, når hun forsøger og lykkes med at finde ind til det underlige, lidt tågede univers, som den demente Gudrun balancerer rundt i, ja så kører det. I sådanne øjeblikke bliver man hevet med ind i stuen på plejehjemmet, hvor de gamle sidder apatisk og døser, helt ind på værelset, hvor saftevandet får glasset til at klistre til bordet og blandes sammen med den linde strøm af minder og drømme, som bliver én pærevælling af billeder, lykkelige, uforløste, hver gang øjnene glider i.

Men når det ikke tager hende, så dasker bogen underligt derudaf. Og figurerne bliver håbløst karikerede. Fx æder jeg simpelthen ikke, at en attenårig knægt skal tænke sådan her om sit forhold til sin mor:

"Selv om de boede i det samme hus, føltes det nogen gange som om de levede med hver sin tid. De havde godt nok begge to travlt. Han mest med at komme videre, i gang […], og sådan gik deres liv i hver sin retning, syntes han, og det var kun hans, der var tæt på en begyndelse."

Her hører jeg ikke Mikkel Emil, men Christina Englund. Det er ikke oplevet eller anet, men villet og tolket.

Også personen Martha har jeg svært ved at iklæde kød og blod. Hun beundrer Dalai Lama, Grevinde Danner og Greenpeace, og ved lidt om Dali – men har ikke hørt om Salman Rushdie. Og har følgende perspektiv på sit eget liv:

"Marthas liv var som en togtur gennem landet. Flere steder brød solen igennem skyerne i lige støvede kegler, som om noget ville forbinde himmel og mark, ville trække noget op eller trække ned, dét krydsfelt hang hun i, det var hendes plads. Livet er skabt til den slags rejser, tænkte hun."

Kan man sige, det er troværdigt? Bare forfatteren kunne nære sig for at forklare alting. Martha ender med at blive helt gennemsigtig – og Englund selv skinner igennem.

Mangler tillid
Problemet er måske, at det virker som om Englund ikke har tillid til Martha og – især og på trods af enkelte gode glimt – Mikkel Emil. Den eneste, læseren har noget til overs for, er egentlig gamle Gudrun. De to andres fremtidige liv, er man revnende ligeglad med. Måske skulle man tro, man ville håbe det bedste for dem – men man håber slet ikke på noget, for de er flade som konvolutter og interesserer én næsten lige så lidt.

Men at tiden slæber sig afsted i selskab med de mange løse ender, hænger nok også sammen med Englunds univers: En gråmeleret masse af regnvejr, forspildte chancer og trækken på skuldrene. Det er der ikke meget tjuhej ved. Og fair nok – der skal mod til at gå i gang med noget så kedeligt. Det er noget af en udfordring at gøre dét til en læse-oplevelse.

Livtag med hverdagen
At nogen tør og gider tage litterært livtag med hverdagen, kan man kun tage hatten af for. Men det vil ikke rykke noget, før hun stoler mere på sine figurer og ikke klistrer dem til med udenomsforklaringer.

Det sker lige præcis nogle gange med gamle Gudrun. Her har forfatteren noget på spil, noget i klemme i forholdet til sin egen tekst. Fx i en scene, hvor en flue, der flyver tæt forbi Gudrun, sætter et erindringsskred i gang, og Gudrun kigger sig i spejlet og ser, hvordan farven er løbet fra øjnene. Her er ingen forklaringer. Her gør det ondt – og dét gør godt.

Med Gudrun in mente vil jeg snakke den klartseende Borum efter munden: Det kan stadig blive til hvadsomhelst. Når Christina Englund finder noget, hun virkelig brænder for, så kommer der nok noget ud af det. Noget tættere og mere slidstærkt end Løse ender.