Et andet liv slår Per Olov Enquists navn fast som en stor europæisk forfatter. Det meste af historien er egentlig allerede fortalt – men det tåler en gentagelse.

ANMELDELSE: Det er en simpel lille genistreg, der gør Et andet liv til en meget mere læseværdig bog end de fleste andre biografier i litteraturen. I stedet for et erindrende jeg har Per Olov Enquist valgt at træde et skridt tilbage og fortælle sin egen historie i tredjeperson.

Det gør faktisk hele forskellen. Mærkværdigvis.

I stedet for støvede erindringer, selvros og efterrationaliseringer får læseren en levende fortælling, der måske nok er båret af fakta, men sagtens kunne gå for at være velskrevet fiktion.

Og set i den optik kan man sagtens følge forlagets forslag om at læse den som en dannelsesroman. For det er, hvad der bliver præsenteret på de næsten 500 sider.

Må lyve sig til sine synder
Enquist blev født i 1934, men fortællingen begynder to år før, hvor hans mor nedkommer med en dødfødt dreng. Og dødebroderen, som Enquist navngiver ham, bliver omdrejningspunktet i et livslangt traumatisk selvforhold. Den nyfødte Per Olov arver endda sit navn efter den døde broder.

I barndomsafsnittet følger man livet i landsbyen Hjoggböle i det nordøstlige Sverige. Her lever den lille Per Olov i et lille, grønt hus med sin mor. Det er en verden delt mellem en fundamentalistisk kristen gruppe og en mere sekulariseret gruppe. Enquistfamilien tilhører den første gruppe. Det betyder dog ikke, at bogen bliver en trist omgang gråt i gråt. Tværtimod giver det rum for en hel del barok humor.

Moderen kræver således af den lille Per Olov, at han en gang om ugen skal bekende sine synder. Og det går drengen umådeligt meget på. Ikke fordi han er uartig, men fordi han er overordentlig velopdragen og derfor sjældent kan komme på noget at bekende. Altså må han lyve sig til sine synder. Det opdager moderen hurtigt, så den efterfølgende lørdag har han faktisk noget at sige. Bekendelserne stopper dog brat, da han spørger moderen, hvorfor hun er så streng overfor plejesøsteren.

Ligeledes er fortællingen om en kvinde i landsbyen, der vil myrde sit eget barn, men stoppes i forsøget ganske morsom. Historien er sikkert autentisk og egentlig ikke noget at grine af. Men det er landsbybeboernes efterfølgende reaktion, der gør den sjov. De omfortolker nemlig i historien i lyset af bibelhistorien om Abraham, der skulle ofre Isak. Og den gale kvinde tages til nåde.

Alt andet end en god kristen
Mere tragisk er fortællingen om faderen, der døde da Per Olov var seks måneder. Han bliver en skikkelse som følger drengen og manden Per Olov som en rejsekammerat gennem livet. Selvom det eneste Per Olov kender til faderen er en dedikation i en salmebog, hvor faderen beder ham blive en god kristen.

Per Olov bliver alt andet end en god kristen. Han studerer kristendommen væk, skriver han. I stedet kaster han sig over først en sportskarriere siden forfattervirksomheden. Men da forfattervirksomheden rammer en overvældende succes sidst i 60'erne går det galt.

På toppen af livsprojektet indtræder en ødelæggende og selvdestruktiv tomhed, som med årerne bliver til en mere og mere omsiggribende alkoholisme. Og heri ligger dannelsesdelen – kampen mod alkoholen.

Selvom man fra virkelighedens Per Olov Enquist kender slutningen på historien – han er i dag fuldstændigt tørlagt – så bliver det alligevel fortalt, så spændingen bevares.

Tingene tåler en gentagelse
Bogen er samtidigt en rejse i den moderne europæiske og amerikanske historie. Lige fra efterkrigstidens Sverige over borgerrettighedskampen i 60'ernes USA og terrortragedien ved OL i München 1972 til murens fald. Men de store begivenheder får ikke hovedrollen.

Enquist oplever dem som et meget højt, men omvandrende fyrretræ – altid som en biperson. Selvom begivenhederne også kommer til at danne grundlag for flere af hans bedste litterære værker. Men altid med det samme blik fra sidelinjen.

Det meste af historien er allerede fortalt. Enquist har aldrig lagt skjul på, at hans forfatterskab lever af at give fakta et fiktivt liv. Men her får man for første gang de mere eller mindre gådefulde fortællinger fra et langt forfatterskab sat ind i en sammenhæng.

Samtidigt er det netop Enquists litterære kvaliteter, der bærer den lange fortælling. For kendere af forfatterskabet bliver det et gensyn med rigtigt mange af de stærke sproglige billeder, som har båret de forskellige bøger og skuespil. De sorte huller, som den tidligere professor i nordisk litteratur, Thomas Bredsdorff, kaldte dem i sin bog om Enquists forfatterskab af samme navn. De står stadigvæk så stærkt, at de kan bære en tur i den litterære genbrugsmaskine.

Et andet liv viser nemlig først og fremmest, at Enquist ikke ufortjent bærer sit ry som en af de helt store europæiske forfattere i nyere tid.