Størstedelen af Erlend Loes nye roman er skrevet i replikker.

ANMELDELSE: Med Stille dage i Mixing Part folder Erlend Loe et at sine efterhånden velkendte temaer ud. Den midaldrende mand med krise i livet.

Hovedpersonen, den 42-årige dramaturg på Nationalteatret, Bror Telemann, er noget modvilligt blevet slæbt på ferie til Garmisch-Partenkirchen i Tyskland. Det er konen, Nina Telemann, der er tosset med det tyske. Så familien, der også består af tre børn på 5, 8 og 14 år, har indlogeret sig i et lejet hus.

Telemann er imidlertid langt fra i feriehumør. Faktisk bruger han det meste af tiden til det, som han kalder Telemann-tid. Han låser sig inde på toilettet, hvor han drikker rødvin og tænker på teater. I hvert fald en halv time om dagen. Han tager tid ved at tænde konens elektriske tandbørste og lade den køre tør for strøm.

Telemann forestiller sig, at han i sig har kimen til at skrive fantastisk og fænomenalt teater. Det bliver dog ikke til så meget mere. Faktisk bruger han mere tid på at fantasere om tv-kokken Nigella Lawson. Alt i mens konen har en affære med deres tyske vært, Bader. Børnene får mere eller mindre lov til at passe sig selv.

Titlen på romanen kommer af en google-oversættelse af den korrespondance, som konen har med det tyske værtspar, da hun lejer huset. Garmisch-Partenkirchen bliver simpelthen oversat til Mixing Part Churches. En lille humoristisk detalje, som Telemann ikke forsømmer nogen lejlighed til at drive konen til vanvid med.

Skrevet i replikskifter
Selvom Telemann ikke får skrevet nogen form for stor teater, så er bogen i sig selv en slags teater. Loe har valgt at skrive størstedelen af den i replikskifter og tager på den måde endnu en nyorientering af skrivestilen.

Ikke at det egentligt kan siges, at være nyt for Loe. Hans produktion er netop kendetegnet ved stadigt skiftende fortællemæssige strategier. Fra den sære jeg-fortæller i Doppler over den rablende bevidsthedsstrøm i Fakta om Finland og den metafiktive synsvinkel i Volvo Lastvagner til dagbogsnotatet i Muleum.

Man kan sagtens følge idéen i Loes replikskifter. Det demonterer så at sige den episke fortælling. Og der er jo ikke meget episk over almindelige parforhold, når det kommer til stykket.

Telemann har ret. Livet er teater. Det er replikker og kulisser.

Meget humor
Med Loes humor får ægteskabsdramaet en ganske absurd drejning. For humoren kan man ikke tage fra Erlend Loe. Der er mange øjeblikke af bizarre og fantastiske optrin i bogen. Og som sådan er den ganske underholdende. Problemet er imidlertid, at Loe har udspillet bogens tema lidt for ofte.

Livskrisen og isolationen fra omverdenen blev udfoldet helt genialt i Doppler og Volvo Lastvagner. Og bitterheden og vreden over omverdenen fik sit højdepunkt med Muleum. Så Loe har faktisk allerede skrevet bogen flere gange. Og der kan ikke koges ret meget mere te på de blade.

På den måde er Stille Dage i Mixing Part er faktisk lidt af en skuffelse.