En levende fortæller fra Guadeloupe

Ved flere litterære sammenkomster var det i foråret 2006 muligt at få et strejf af karibiske krydderier. Dér kunne man nemlig møde forfatteren Ernest Pépin fra Guadeloupe. Den levende foredragsholder fortalte om egne værker, skrevet i en rytme med udspring i afrikansk fortælle-tradition – og om litteratur fra Guadeloupe generelt. Vi bringer en kort introduktion til hans forfatterskab.

PRÆSENTATION: For første gang i historien har en forfatter fra den franske ø i Karibien, Guadeloupe, været på officielt besøg i Danmark. Og det er ikke en hvilken som helst forfatter. Det drejer sig nemlig om Ernest Pépin, en af de mest kendte og velansete forfattere på Guadeloupe, der gennem tiden har modtaget flere litterære priser og officielle ærestitler for sine værker, der spænder over både romaner, noveller og poesi.

Flere af værkerne er oversat til spansk, italiensk og nederlandsk, men endnu ikke til dansk.

Forfatter, kritiker og producent
Og hvem er denne her forfatter Ernest Pépin egentligt? Se, det fortæller han os vidt og bredt om i en af sine ungdomsromaner "Coulée d'or".

Ernest Pépin er født i 1950 i Castel i byen Lamentin på Guadeloupe. Han voksede her op med sine forældre, en streng og autoritær far, der var skoleinspektør, og en kærlig mor, og med sine mange søskende. Da barndommen var vel overstået rejse han til Martinique, den anden franske ø i Karibien, for at studere der. Han blev efter sine studier fransklærer, men viede hurtigt senere sit liv til kulturen.

Han fungerede som litteraturkritiker, som producent på tv-programmer og som foredragsholder. Og vel hjemme på Guadeloupe igen, har han fra 1985 været "Directeur des affaires culturelles, Sportives et du Patrimoine" ved "Conseil Général" på Guadeloupe (direktør for kulturelle og sportlige anliggender ved en af de lokale myndigheder). Og fungeret som forfatter har han løbende gennem hele sin karriere.

Forholdet mellem mand og kvinde
Nogle af Ernest Pépins mest kendte værker er romanerne "l'Homme au Bâton" (1992), "Tango de la Haine" (1996) og "Tambour Babel" (1999). I alle tre værker behandles på den ene eller den anden vis forholdet mellem mand og kvinde på Guadeloupe, omend det ikke altid er det fremherskende tema. Ofte behandles også modsætningsforholdet mellem hvid og sort, forholdet mellem koloniherre (Frankrig) og koloni (Guadeloupe), og Guadeloupes befolknings fortid som slaver og den betydning det har for befolkningens forståelse af sig selv. Værkerne er således altid et portræt af samfundet på Guadeloupe.

"L'homme au bâton" er et kulørt og humoristisk portræt af Guadeloupe og hvordan et rygte her næsten blev til virkelighed i forfatterens barndom i 50'erne. Man troede at "l'homme au bâton" (manden med kæppen), en mand uden ansigt og udstyret med en kæp, som han trængte ind i kvinder og piger, med det resultat at de blev gravide. Rygtet skabte panik i Guadeloupes befolkning, og mændene traf alle mulige og umulige sikkerhedsforanstaltninger, for at den samme skæbne ikke skulle overgå deres døtre eller koner.

Guadeloupes eksotiske univers
Ernest Pépin arbejder således med temaer og forholder sig til emner, der er meget specifikke for Guadeloupe og dens kultur, og han henter helt tydeligt sin inspiration fra sin fødeø. Det vil gennem hans værker for eksempel være muligt at opdage indbyggernes farverige mentalitet og psykologi og dykke ned i Guadeloupes eksotiske og anderledes univers. Det vil være muligt at få et indblik i et folk og en mentalitet, der er gennemsyret af sin historie, af sin fortid som slaver.

Men det er ikke blot værkernes temaer, der er specifikke for Guadeloupe, det er også en fortællestil, der er en overlevering fra den mundtlige afrikanske tradition, og en rytme, der genfindes i det kreolske sprog, der lever side om side med fransk på Guadeloupe. Ernest Pépin fortsætter sine historier i tråd med denne tradition og er derfor en aldeles levende fortæller og foredragsholder.

Krydderier og egnsretter
Og ind i det franske sprog, som hans romaner unægteligt er skrevet på, sniger der sig altså små kreolske ord og vendinger, "sé fanm ki mété nonm an mizè", "ban-mwen-lè", der krydrer sproget og naturligt placerer historien, der hvor den nu foregår, nemlig på Guadeloupe. Det hverken kan eller skal der tages fejl af. Og enhver franskkyndig, der går i lag med et af disse værker vil uden tvivl næsten kunne smage de eksotiske egnsretter, som "colombo", og dufte de lokale krydderier, som "bois d'inde" og "roucou" i Ernest Pépins fortælling.

Med de ovenstående temaer indskriver Pépin sig unægteligt også i en karibisk tradition. Med et karibisk broderskab. Med en søgen efter en egen identitet uafhængigt af moder- og kolonilandet. Med en higen efter anerkendelse. Ved at sætte Karibien i centrum og kæmpe en fælles kamp for sortheden. En fælles søgen efter en identitet, der først starter i Europa og i Afrika, for langsomt at vende denne søgen efter identitet imod Karibiens egen midte, men samtidig have en åbning udatil, og forstå at det er her deres force ligger. I deres egen livgivende moderkage.

NB! Artiklen blev oprindeligt bragt som optakt til Ernest Pépins besøg. Den er siden blevet lettere omskrevet, så henvisningerne til de aktuelle arrangementer er udeladt.