Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

ANMELDELSE
Frank Esmann:
Ondets rod
Spændingsroman
276 sider
Kr 279,-
Forlaget Forum
Udkommet marts 2003

 

Af
Ulf Joel Jensen


Omslag til bogen

"som journalist er der grænser for, hvor meget af sin egen mening man kan lægge ind i reportagen. Derfor fører jeg dagbog, når jeg rejser og arbejder. Udgangspunktet kan være de samme begivenheder, som jeg rapporterer hjem om, men i dagbogen er det ikke facts´ene, der tæller, kun følelserne og fornemmelserne. Indimellem leger jeg med fiktionen i min dagbog, opfinder nye personer eller omdanner de rigtige til nogle helt andre. Det er blandt andet fra hele dette forråd af indtryk, jeg har kunnet hente stof til »Ondets rod«

"man kan blive enige om, at Saddam Hussein repræsenterer en ond og undertrykkende styreform. Et andet, om det giver os ret til – i den gode sags tjeneste – at bruge en forhammer på at slå en flue ihjel? Jeg spørger mig selv, om det virkelig er nødvendigt at mobilisere 300.000 mand og den mest avancerede krigsteknologi på at afvæbne og skaffe sig af med en bestemt person? Vi snakker jo ikke forsvarskrig eller indgreb mod massakrer på civile, men om en forebyggende indsats. Her kan man frygte, at de voldsomme midler, der tages i brug i den gode sags tjeneste, vil være svære at skelne fra ondskabens. Alligevel er det godt, vi dog i det mindste forsøger at handle."

Citat: Frank Esmann (interview i Kristeligt Dagblad 22. marts 2003)


*

RELEVANTE LINKS:


Læs hele interviewet med Frank Esmann hos Kristeligt Dagblad


 

Fuld fart på detaljerytteren

Det er næsten ikke til at tro. Den pæne, gråskæggede herre med slips og venlig, distingveret onkel-agtig attitude fra DR2's temaaftner, Frank Esmann, kan faktisk være om ikke decideret uhyggelig, så dog nervepirrende spændende. I hvert fald på tryk. Til gengæld er han i dén grad ikke verdens største erotiske satyr. I hvert fald på tryk...

Sagen er den, at Frank Esmann i lighed med journalistiske kolleger som fx Leif Davidsen og Michael Larsen er sprunget ud af skabet og debuteret som spændings- eller krimiforfatter. Og helt i tråd med d'herrer Davidsen og Larsen så er Esmanns skrivemaskine på én gang særdeles velsmurt, forsynet med et internationalt farvebånd – og fuld af kedsommelige svinkeærinder.

Verdens hemmeligste selskab
Esmanns debut, Ondets rod, er et nyt bud på den klassiske spionroman. Scenen er nutidig, så skurken er ikke som for år tilbage en Warszawapagt-nation eller i nyere udgaver kinesere eller russisk mafia. Hos Esmann svinger plottet som et pendul hen over Mellemøsten, den vestlige verdens uigennemskuelige, højaktuelle og angstprovokerende problemzone.

Romanens good guys er agenter – og helt i tråd med de internationale vinde, der blæser over Europa i disse år, opererer de ikke for en national efterretningstjeneste, men derimod for en international koalition, kaldet Sektion 2, med håndplukkede agenter fra alverdens forskellige nationer. Sektion 2-folkene bliver sat ind i forskellige, internationale kriser, som af den ene eller anden grund er uhåndterbare for de nationale efterretningstjenester som fx CIA, PET og MI5.

En sådan opstår, da en dansk-israeler udsættes for et bombeattentat på Amager, og de danske og amerikanske myndigheder ikke kan hitte ud af, om det nu er palæstinenserne, israelerne eller en helt tredje nation, der står bag mordet. I øvrigt kan de ikke gå i gang med deres opklaringsarbejde, uden at den israelske efterretningstjeneste Mossads kender deres mindste bevægelse i samme sekund, som den bliver udført . Alle spionerer tilsyneladende på hinanden i diverse halv- og helofficielle koalitioner – og tilbage står kun Sektion 2. Verdens hemmeligste efterretningstjeneste med få, men særdeles effektive agenter.

Drukner i detaljer
Denne kerne får Esmann spundet en til tider spændende og medrivende historie omkring. Bogen er klart bedst, når agenterne lister omkring på et skib i rum sø og forsøger at gemme sig for besætningen samtidig med, at de søger at finde frem til attentatmandens identitet. Eller når en af agenterne flygter såret som et dyr gennem de mindre præsentable dele af Washington – sekunder efter en middag på den modsatte pol; blandt gnistrende Armani-sæt og velsiddende Chanel-dragter på byens fornemste restaurant.

Til gengæld falder Esmann alt for ofte for fristelsen til at demonstrere resultatet af sine mange år i udenrigsjournalistikken og sin uden tvivl omfattende research på romanen. Det giver nogle temmelig omfangsrige forklaringer på dette og hint – noget som ganske vist virker betryggende og troværdigt, lidt som en vellykket temaaften på DR2, men som altså ikke bringer historien meget videre. Tværtimod suser luften simpelthen ud af ballonen i disse afsnit. Også dét har han tilfælles med førnævnte Davidsen og Larsen:

Jeg kan huske en anmeldelse af Michael Larsens storsælgende Slangen i Sydney, hvor han blev rost for at kunne, turde og ville træde på spændingsspeederen og lade os drøne ned af boulevarderne med vind i håret og nedbidte negle. Men desværre brugte han kun den voldsomme acceleration til hurtigst muligt at komme til det nærmeste bibliotek, hvor han slog op i alverdens fagbøger for derefter at lade sin tilegnede viden regne ned over den sagesløse læser.

Pik, penis eller saltskummende søjle?
Det er præcis den fornemmelse, jeg også får, når jeg læser Ondets rod. På den ene side er bogen elementært spændende, velskrevet og medrivende, men på den næste drukner det hele i forklaringer, udflugter og tekniske detaljer. Og selvom forfattere som Davidsen, Larsen og nu Esmann altså gør deres bedste for at overbevise os om, at det skal være en fast ingrediens i spændingslitteratur, så er det en misforståelse. Alt andet end særdeles moderate mængder teknik og detaljerrytteri dræber intrigen.

Og så er der jo lige det erotiske... For selvfølgelig har vores helte i Ondets rod et aktivt og varieret seksualliv. Og selvfølgelig skal vi her i det nye årtusinde også følge det – vi er vel frigjorte. Eller er vi? For hér kæntrer skuden endegyldigt for Esmann, hvis erotiske ordvalg er skiftevis svulstigt, uforståeligt, ufrivilligt morsomt, knibsk og så blomstrende som nogen lægeroman nogensinde har været, når den skal beskrive de der ting mellem menneskets ben, som vi jo alle sagtens kan snakke om, fordi vi ikke længere er tynget af blufærdigheden… Vælg selv din favorit blandt pik, penis og en saltskummende søjle plantet i en blomstrende honning-grotte.

Læs bogen for de elementært spændende træk, fordi du i forvejen er vild med disse forvitrede og forvoksede spændingsromaner – eller for at kunne sige, at du har læst den, inden den bliver filmatiseret. For dét egner den sig nemlig fint til.

Ja, eller også skulle du bare finde noget andet at læse i.

[ t o p ]       [ h j e m ]