Der er i og for sig ikke noget nyt i Hans Otto Jørgensens Exodus. Men hans sprog og form radikaliseres for hver eneste bog, og det bliver man aldrig træt af, mener vor anmelder.

ANMELDELSE: Hans Otto Jørgensens nye roman Exodus handler om to brødre, Kaj og Eskild, der elsker den samme kvinde ved navn Silke. Kaj er den ældste, og ham som landmandsfamilien investerer den kulturelle kapital i. Han bliver en stor mand i staden og lever tilsyneladende et succesfuldt forretningsliv.

Eskild, som er lillebror, bliver i første omgang hjemme i Jylland for at overtage den fædrene gård, men beslutter sig til stor frustration for Kaj, der ikke længere kan komme "hjem” og dyrke sin jagtpassion, efterhånden for at afhænde den. Eskild vælger at blive langturschauffør, men bliver boende i lokalområdet.

Til en start vælger Silke storebror Kaj og til Eskilds store fortrydelse, men trættes hurtigt i rollen som husmor i forstaden og som naboens elskerinde. Derfor vælger hun overraskende at flytte hjem til Eskild. Romanen slutter positivt med, at Eskild, efter at have givet Silke den kolde skulder i nogen tid, tager hende med på et af sine langturseventyr, og Silke der igennem længere tid har lidt af ”astma”, mærker pludselig, hvordan hun igen kan trække vejret frit.

Tvetydig titel
Den monumentale titel Exodus, der kan betyde udvandring eller afgang, og som samtidig er betegnelsen på Anden Mosebog, er en anelse tvetydig. Den kan naturligvis henvise til Eskilds og Silkes afgang til allersidst i romanen, men måske også til afviklingen af den landbrugskultur, som de to brødre kommer fra.

Den afvikles, eller med et mere præcist ord fra romanen, afhændes på to forskellige måder. Kaj får sig en uddannelse og flytter til storbyen, men vil gerne bevare relationen til sit hjem. Eskild derimod, der umiddelbart kan ligne en mere traditionel type end Kaj, viser sig at være mere moderne end som så, idet han pludselig vælger anderledes i sit liv. Det er altså moderniteten på godt og ondt, som er skyld i afviklingen af en helt bestemt kultur.

Erfaring og dannelse
Imidlertid ligger der måske den pointe i plottet, at Silke, som i øvrigt er en dame, der besidder en hel del kulturel kapital, vælger den mere primitive udgave af modernitetens brud på landbrugslivet i form af Eskild. Man spørger som læser, hvad det er, Eskild har, og som Kaj ikke har?

Svaret er måske, at han til trods for sin rodløshed muligvis har rod i livet, stedet, traditionerne. Han er mere autentisk end sin storebror, der ”kun” har læst sig til sin andel i moderniteten. Eskilds modernitet er baseret på erfaringer frem for dannelse, og det er den, pigen med den kulturelle kapital, Silke, falder for til sidst. Det er et af hovedudsagnene i romanen, ja og måske endvidere i Jørgensens forfatterskab.

Stemmen taler for flere
For det handler om den fysiske erfaring af moderniteten. Det er det, Jørgensen skriver på, og som man mærker helt ud i hver eneste sætning, der må strække sig på poetisk vis mellem den erindrede, men nu tabte bondekultur og en eksplosiv modernitetserfaring, som kun kan finde udtryk i en radikal modernistisk skrift.

Fx når Eskilds eksistentielle valg beskrives sådan her:

Der er ingen eksplicit dialog her. Fortæller-stemmen iscenesætter det hele. Men den taler på fleres vegne, især Kajs. Det er Kajs stemme, som man primært hører igennem fortællerens, men også Eskilds til dels sammen med det, ”man” mener om dette, fx i udtrykket ”Det tilgiver de ham aldrig”.

Erfaringer fra Udkantsdanmark
På sin vis er der derfor ikke så meget nyt i denne roman i forhold til det tidligere forfatterskab. Men det der er nyt, handler mere om, hvordan stilen for hver bog radikaliseres, bliver desto mere Hans Ottosk.

Muligvis er det også det, som projektet går ud på, nemlig at omsætte disse ikke-sproglige modernitetserfaringer fra et Udkantsdanmark i sprog og at gøre dette så præcist som muligt. Til tider via udtryk, som nærmest ikke findes længere, fx når Jørgensen bruger et udtryk som ”ralt” [betyder sølle, pjaltet, ussel, red.].

Stilen er hovedstolen
Man kunne objektivt set være bange for, at Jørgensen med de selvbiografiske romaner Hestenes øjne (2008) og The Factory (2009) havde skrevet sig ud, tømt lageret så at sige. Men hvis der er en såkaldt ”hovedstol” i Jørgensens forfatterskab, så findes denne ikke i romanernes handling, men derimod i deres stil og formsprog.

Uanset hvilken roman, det drejer sig om, om handlingen er baseret på virkelige eller fiktive hændelser, er det altid Hans Otto Jørgensens stemme, læseren hører, og den bliver denne specifikke læser aldrig træt af at høre på.