Flakkende roman

Det lykkes ikke Thomas Boberg at forløse sit digteriske overskud i romanformen.

ANMELDELSE: 24 år efter sin debut som lyriker udkommer Thomas Boberg med sin første roman.

Indholdet er noget med narkopenge, svampetrip, hashrus, tyndslidning af mennesker, lurende vold, had og galskab. Den er sådan lidt mere løs end fast og kommer vidt omkring og minder om en rejsebog og skifter retning et par gange og savner ikke kloge betragtninger.

Den har en masse poetisk sprog, som hamrer læserbevidstheden ind i lysets mangfoldige opgange og flytter sine personer rundt mellem hinanden, og de er alle sammen pisse-for-meget interesserede i sig selv og hinandens søgen efter en søgen efter en søgen efter noget.

Og den kommer så endelig frem til en slutning, der forveksler trætte banaliteter om narrativitetens panacea [: helbredende virkning, red.] med at redde sig i land efter det store forlis.

Poetiske one-linere
Hvis man ikke var klar over det i forvejen, ser man det nok i de veloplagte poetiske one-linere, der hænger som flydebøjtler rundt omkring i den utætte romans skæve skelet; her har vi en digter.

Værs'go' – her en håndfuld flotte blomster: En ulykke blafrede i hans øjne. Stumper af tid hvirvler op omkring hende i flager af aske. Trafikkens tusindøjne i tågemørket. Men øretæverne hang i luften som modne frugter.

Ærlig talt for rodet
Men Flakker er ærlig talt for rodet. Den hænger og dingler på sin egen vippe. Oppe i luften, højt, højt deroppe, synger billedkraften sin poetiske indsigt ind i spillet mellem mystik og væren. Og imens fumler en svag fortællerstemme rundt nede på jorden mellem et tyndt plot og en række selvfede personer, der alle er fyldt til bristepunktet med en umættelig lyst til at tænke på og tale om sig selv.

Det lykkes simpelthen ikke Boberg at forløse sit digteriske overskud i romanformen. Flakker er, når alt kommer til alt, og det gør det jo en gang imellem (det sker gerne på mandage) – et eksempel på at skomagere skal lave sko og digtere skal skrive digte.