Demokratiets tomme tønde

Skolemesteragtig og plump satire.

ANMELDELSE: Flemming Jensen har et rigt virke som skuespiller, dramatiker, entertainer og altså også som romanforfatter.

Bankrøver blues er hans tredje roman og et forsøg på satirisk samfundskritik i en tradition, der går tilbage til Ludvig Holberg. Ligesom Holberg er Jensen bevidst om, at en fri, demokratisk offentlighed styrkes af en satirisk pen, der formår at holde magtens alvorsfulde skyggespil i skak.

Spredehagl og sprogrenseri
Her hører ligheden mellem Holberg og Jensen imidlertid også op. For hvor Holberg skrev nuanceret, elegant og sofistikeret med dyb indsigt i magtens strukturer og frem for alt satte sig selv på spil, så skriver Jensen plumpt, karikeret og karakterløst drevet af den glade amatørs fordomsfulde indignation.

I Bankrøver blues skydes der således med spredehagl efter alt fra spindokteri, amerikanisme og imperialisme til forbrugerkultur. Forfatteren får også luftet diverse idiosynkrasier og en lummer, jantelovsagtig forargelse, som når Prins Henrik latterliggøres i følgende passage:

"Prinsen havde igen fået en depression og var flygtet ned til sit franske vinslot. Der sad han nu – ulykkelig og ensom. Kun omgivet af 6 lakajer, 2 kokke, 4 serveringspiger, 600.000 hektoliter rødvin og en fustage foie gras."

Jensen holder sig i det hele taget ikke for fin til at slå eller gribe fat under bæltestedet, når han fx fremhæver, hvordan den fiktive statsministers frue får kjolen løftet op af vinden, hvormed det afsløres, at hun går uden trusser! Sådanne detaljer fungerer naturligvis også som et ironisk vink overfor pressens sensationslyst, men samtidig er det en understregning af romanens (bund)niveau.

Dette gælder også de elementer af sprogrenseri, der sniger sig ind i romanen: "Hvor er det rimelige så i, at et nydeligt fransk låneord som ressourcer skal slæbes i sølet? Resurser!"

Et læserbrev i fiktionsform
Det må siges at være ironisk, at en bog, der er så gennemført dårligt skrevet, stiller sig op på den høje, sproglige hest. Bogens titel er i øvrigt endnu et eksempel på den sproglige "finurlighed". Der er ikke tale om det lånte, amerikanske navneord "blues", men det gamle udsagnsord "at blues", der betyder at føle skam eller undseelse. Dette påpeges didaktisk i starten med et citat fra Ordbog over det Danske Sprog.

Og sådan er det i hele taget med bogen: Den er utrolig skolemesteragtig, og selve romanens plot er så søgt, at det knapt kan betale sig at referere, men det handler kort sagt om en spindoktor, der slår statsministeren ihjel med en whiskyflaske, og denne historie fortælles så i en rammefortælling af en bankrøver. Selve fortællingen er dog ligegyldig, for bogen er snarere et læserbrev iført fiktionens gevandter.

Det bedste ved demokratiet er, at det giver alle en stemme, men her er det vist mest Jensens kendte navn, der berettiger til en hel bog og så høj en stemme. Som det gode gamle ordsprog siger: "Tomme tønder buldrer mest".