Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Offentliggjort d. 27.8.2003
[Opdateret d. 8.9.2003]

ANMELDELSE
Ken Follet:
London kalder
Spændingsbog
(Oversat af Henrik Enemark Sørensen efter Hornet Flight)
406 sider
Kr. 299,-
Cicero
Udkommet 27. august 2003

 

Af
Bent Otto Hansen


[Bent Otto Hansen er journalist og forfatter. Seneste bog er fodbold-krimi'en Mord på landsholdet, Forum 2002. Læs lyninterview.]


Omslag til bogen


*

RELEVANTE LINKS:

Læs en smagsprøve fra London kalder

Læs mere om Ken Follett og bogen på Cicero.dk – også links til andre anmeldelser mm.

Besøg Ken Follett's officielle fanside


 

Ta' den, Fritz, og sig mig, om du ka' li' den!

Vor anmelder lod sig rive med af Ken Follets nye thriller London kalder, der tager udgangspunkt i en række faktuelle hændelser i Danmark under 2. Verdenskrig.

Da jeg var dreng betød krig kun én ting, nemlig besættelsen fra 1940-45.
    Og vi vandt krigen – nå ja, med en smule hjælp fra amerikanerne.
    Det var en fryd som dreng at læse tegneserier som Kampflyver, hvor de allieredes jagerfly pumpede de tåbelige tyske angribere fulde af frihedens befriende og glødende bly, og når kuglerne flænsede ind i de nazistiske kroppe, så udbrød de feje piloter "ARGH!" eller "URGH!" og rallede "Fordømt!…den knægt er jo lynhurtig!" inden deres brændende Messerschmitter tæskede ned i de iskolde engelske kanalbølger.
    2. Verdenskrig var et næsten trygt og positivt fænomen, fordi vi allerede havde vundet den, og fordi nationen dengang tilsyneladende havde samlet sig mod fjenden og havde sunget danske sange helt frivilligt.
    Jeg kunne glæde mig over at tage min fars falske kørekort frem fra hans tid i modstandskampen, hvor hans dæknavn var 'Carstensen', og hvor han på fotografiet lignede en Chicago-gangster med blød hat og stålhage.
    Jeg kunne småskændes i al gemytlighed med min klassekammerat, præstens søn, der havde boet i London først i tresserne, og derfor var stensikker på, at det suveræne engelske jagerfly med de ovale vingespidser hed 'Spitfighter', hvor jeg bestemt mente, at det hed en 'Spitfire' – selvom jeg ikke havde været længere vestpå end Fanø.
    Så sorgløst var mit forhold til krig.
    Fred og ingen fare.
    Jeg blev jo født tolv år efter krigen, og vi er for længst blevet gode venner og handelspartnere med tyskerne igen. Alles in ordnung.

Imellem Morlunde og Sande?
Bestseller-forfatteren Ken Follett blev født fire år efter krigen, og han kedede sig efter sigende bravt i skolen og lavede ballade, indtil han fandt ud af to ting: At han kunne skrive, og at pigerne i skolen kunne andet end at slå syv kors for sig over drengenes umodenhed.
    Hans nye thriller London kalder er en omskrivning og gendigtning af en autentisk bedrift, som den unge danske løjtnant Thomas Sneum stod for i juni 1941, da han sammen med en kammerat fløj fra gården 'Elsesminde' ved Odense til en mark udenfor Newcastle i et lillebitte Hornet Moth-sportsfly. Med sig havde de vigtige oplysninger om tyske militære anlæg i Danmark, navnlig på Fanø.
    Ken Follett omdøber i romanen hovedpersonen til Harald Olufsen, og selv om Winston Churchill optræder i romanen under eget navn, så synes Ken Follett sjovt nok ikke, at han vil kalde Esbjerg for Esbjerg og Fanø for Fanø. Det virker underligt under læsningen at huske sig selv på, at Morlunde og Sande er Esbjerg og Fanø, men det er de jo nok ligeglade med i Sevilla og i Bergamo, hvor læserne allerede nu er i gang med Hornet Flight, som romanen hedder på engelsk.

Tillader De, frøken?
Jeg lovede mig selv, inden jeg gik i gang med de 408 sider, at jeg ville være dræbende kritisk.
    Det er skønt selv at skulle bedømme andres arbejde, og jeg behøver ikke engang betale 299 kroner for at få lov at læse bogen.
    Indtil ca. side 200 holdt jeg mit løfte til mig selv og syntes, at det hele var lige lovligt smart skruet sammen, fikst, flot og behændigt, men med irriterende og forstyrrende elementer og detaljer.
    Danskernes navne er ind i mellem meget spøjse: Ingemar Gammel, Erland Berten og Luther Gregor – og da man for anden gang fik at vide, at vinduerne i præstegården på Fanø…undskyld, på Sande…var rombeformerede, så lavede jeg fluks et æseløre.
    Det virker også ret pudsigt, at Follett forestiller sig, at man på åben gade i København kan fornemme et vindpust med saltfornemmelse fra havet. Vist var det i 1941, men alligevel.
    Men ærlig talt.
    Efterhånden som walisiskfødte Follett samler trådene, og med sikker hånd dækker op til en intenst spændende afslutning, må jeg vifte med et lille hvidt flag.
    Jeg overgiver mig og tager hatten af for så fornemt et håndværk. Der er psykologisk spænding, psykopatiske skurke, dobbeltbundede kvinder og brave mænd. De flotteste fyre får ikke nødvendigvis de bedste piger, og hurra for det, og selv den frækkeste husar spørger først pænt om tilladelse til at lægge hånden på sin udvalgtes buddingbløde bryststykke.
    Selv om jeg allerede fra side ét vidste, at vi ville vinde krigen til sidst, så fulgte jeg med Harald og Arne og Poul og dejlige Karen Duchwitz og Tik og Christian X og den malmfulde præstefar og dumme Peter Flemming og katten Pinetop hele vejen til slutningen.
    Det tog en del timer og hvert et sekund var godt brugt i det selskab.
    For samme beløb som man ellers kun kan få ca. 22 minutters samtale med en autoriseret psykolog for, kom jeg ud godt op og flyve, og fyldte endda brændstof på undervejs. Det lyder usandsynligt, men er faktisk én af de utrolige detaljer fra Thomas Sneums bedrift, der holder vand, ifølge Sneums egen berettelse i Odensebogen 1995 udgivet af Byhistorisk Udvalg, Stadsarkivet i Odense.

Krig for sjov?
Ken Follets håndværk er blændende, og den eventuelle succes fortjent.
    Men efter at have glædet mig over at heltene i bogen endnu engang fik pelset de onde nazister, så kan jeg mærke en usikkerhed. For er det stadig muligt at betragte krigen som noget rart og overstået og anvendelig til underholdning, medens man nipper til en agurkesandwich og skolder tepotten?
    Medens jeg skriver disse ord sidder Ken Follett og signerer sin bog i Magasin på Kongens Nytorv i den såkaldte frie verden.
    Det er jo fint nok.
    Det er bestemt også en glæde, at danske modstandsfolk får sin fortjente hyldest, uanset om Esbjerg kaldes Morlunde – eller Morlille – og Herlufsholm Kostskole kaldes Jansborg.
    Men hvad kan jeg bruge det til i august 2003, hvor danske kampfly kaster bomber i Afghanistan, og hvor danske soldater i Irak kommer til at skyde på hinanden, fordi fjenden er svær at genkende?
    Kan jeg bruge Ken Folletts gode gamle opdeling i godt og ondt til at perspektivere nutiden?
    Næppe.

[ t o p ]       [ h j e m ]