Svimlende højder og bundløse erotiske dybder

Vagn Remmes nye roman foregår i byen Rotterdam, hvor fortælleren i en begyndende febertilstand krydser rundt mellem småknejper, flodpramme og et virvar af dybsorte kanaler...

TEKSTUDDRAG:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Vagn Remme er en af den litterære undergrunds mere kendte skikkelser. Han har optrådt på slap line i mange forskellige sammenhænge, både med oplæsninger, shows og vildere performance-eksperimenter. Et af de mere vellykkede koncepter er Poesibanko, som han har turneret rundt med over det ganske land

I 2003 udgav han sin første novellesamling Øresundsvej – på eget forlag, Bændelormen – og den raketantændte enkelte af anmelderne med sin jordbundne kærlighed til den ældgamle socialrealisme, der blev blandet med et fortællermæssigt touch af skæv, kompromisløs stream of consciousness i forskellige hudløse dybdeskildringer af personkarakterer på randen af sammenbrud.

Vandring mellem småknejper
I hans seneste udgivelse Rotterdam – også på eget forlag, men nu et nyoprettet med navnet Forlaget Nord – møder vi en anonym jeg-person, der fortæller, hvordan han en kold decembernat bliver tvunget ud på en ufrivillig vandring rundt i den hollandske storby, fordi de venner, han er taget til tulipanlandet for at besøge, brænder ham af. De kommer aldrig som aftalt og henter ham på hovedbanegården.

I stedet krydser fortælleren i en begyndende febertilstand rundt mellem småknejper, flodpramme og et virvar af dybsorte kanaler. Og samtidig flyder beretningen om vandringen ud i en fragmenteret bevidsthedsstrøm om alt muligt i grænselandet mellem fantasi og realitet.

På den måde bliver skrivelsen om febervandringen i Rotterdam også til en febervandring i det indre sind. En tour de force, der nærmest svinger mellem himmel og helvede og både når de svimlende mareridtsagtige højder og de bundløse mystiske erotiske dybder – inden den anonyme hovedperson kommer ud på den anden side, nogenlunde hel og på vej hjem til Danmark med... ingen ringere end: Vagns turistbusser!

Den underspillede humor
Nogen vil måske indvende mod Rotterdam, at dens fragmenterede, bevidsthedsstrømmende teknik er et for længst afprøvet og udspillet felt. Men det ville være synd at feje Vagn Remme af på hurtige fordomme – han har så mange ting at byde på, så mange ting på både hjerne og hjerte.

Når det gælder beskrivelsen af den genkendelige hverdag, der pludselig vender vrangen ud, er Vagn Remme fx en indlevende fortæller. Og gengivelsen af den menneskelige bevidstheds arbejde med at holde sammen på sig selv i en verden af subjektiv og objektiv forvirring er umanerligt godt skruet sammen. Den art pludselig forvirring, der ikke kun optræder under voldsomme omstændigheder som krig og kærlighed, men som også kan slå ned på en helt almindelig tur til Rotterdam.

Især holder jeg af hans små sproglige påfund og den underspillede skæve humor, der ofte bobler lidt halvtørt frem i tekstens kanter. Som i fx følgende lille passus fra bogen:

"Her er en kanal… og vejene, de hedder alle sammen noget knudret… foran dørene ligger der pakker, i julepapir, sikke en forbrugsfest, smid gaverne ud inden de er pakket op, man udviser rigdom her… femte december… og så alle de kanaler! de ligner hinanden, men det er vel vandets egenskab, at ligne sig selv."

Roman i pixilængde
Rotterdam er altså bestemt værd at få fingrene i – men måske bliver det også en forholdsvis kort fornøjelse, for selvom feberfortællingen ikke lider af mindreværd og kalder sig selv for "roman" på omslaget... ja, så er den på 16 sider – ud af i alt 32 – nøjagtig i pixi-længde.

Resten af bogen er et teoretiserende efterskrift, skrevet med stor energi af en af Forlaget Nords redaktører, Kristian Schou, som forklarer lidt om, i hvilken retning Vagn Remmes fabulerende bevidsthedsstorm kan læses. Resultatet af denne sammenstilling af fragmenteret tekststrøm og essay, der supplerer hinanden sideordnet, er en udfordring af vores forståelse af genrerne og den måde litteratur kan læses, defineres, vurderes og kategoriseres på.

Men vil man hellere læse selve fortællingen uden teoretiserende vedhæng, så står Vagn Remmes fortælling udmærket på egne ben.

Rotterdam – en feberskrivelse
NB! Uddraget er de to første sider i bogen

det er klart ... selvfølgelig! kærlighed vil være bedre ... men her! det siger jeg Dem! mellem disse huse ... beton og glas ... her er jeg på spil ... i denne by hvor mine ben vader rundt på mine hænders ordre ... hænderne ved lige så lidt om, hvor de er, som benene ... det kan være det samme ... man har placeret mig her ... her, hvor mine fødder ender ... og jeg aner ikke, hvor jeg er ... Central Station ... i blå neon over indgangen ... hvor fører byen hen ... og pladsen foran stationen! ... et rodsammen ... sporvogne, busser, biler, cykler ... med og uden lys ... fulde mennesker med lys over det hele ... rygsøjler i neon ... hvor skal jeg gå hen? ... jeg prøver et eller andet ... til højre ... en blind vej ... tilfældigheden har aldrig været min ven ... nord eller syd? jeg aner det ikke ... mørket ... klokken er 23.15! det står med rødt på en gavl ... mine fingre er tykke af varme, jeg kunne have feber, ja, hvorfor ikke ... helt almindeligt ... måske 38,5 celsius ... ikke noget at tale om ... jeg skulle møde venner her, brødrene Kristoffer og Mathias ... man har aftaler, men her er ingen venner, ingen modtagelseskomité ... det er, som man kunne forvente, vores tid er ikke til venner ... jeg går videre, den rigtige vej? her er en kanal ... er det den gale vej? her er en kanal ... og vejene, de hedder alle sammen noget knudret ... foran dørene ligger der pakker, i julepapir, sikke en forbrugsfest, smid gaverne ud inden de er pakket op, man udviser rigdom her ... femte december ... og så alle de kanaler! de ligner hinanden, men det er vel vandets egenskab, at ligne sig selv ... denne by! mine Herrer, uvirkelig ... ikke som en drøm ... bare uvirkelig, alle de veje der ikke fører til Rom, men heller ikke ender andre steder, blinde er de, blind skønhed ... ja, sådan stavrer mine ben rundt ... i et vildnis, en urskov uden centrum, og jeg ender det samme sted hver gang, ved en kaj, himlen åbner sig, store fede måne, din hånd ryster på vandet ... dette frygtløse vand, bundløst! mine Herrer ... på molen står jeg ... for hvilken gang? jeg er holdt op med at tælle ... vandet vil have mig, det nærmer sig med fiskeøjne og dernede i dyndet: afpillede hestehoveder ... flygt! og med benene på nakken, armene flyvende hid og did ... ind på en knejpe ... en øl, kelner! øl! og det fås ... Oude Geuze, De Koninck, Grimbergen ... ahh! og her, her på kanten af en øl er der en ny mole, en ny kaj, og her er illusionen fuldendt, øllet er ikke bundløst, jeg kan nå den tilsyneladende bund ... igen og igen ... jeg læner mig tilbage ... hold illusionerne i live, drik godt til ... til kærligheden skyder lodne striber op langs mine rygstykker ... [...]