ANMELDELSE
Eske K. Mathiesen:
Eske – Forsamlet poesi 1969-2004
[Red. Lars Bukdahl og Christian Dorph]
Efterskrift af Erik Skyum-Nielsen
407 sider
Kr. 229,-
Udkommet 28. marts 2005

Mere Eske? Tidsskriftet Ildfisken udsendte d. 29. april 2005 et særnummer om Eske K. Mathiesen. Det indeholdt bl.a. et langt interview med forfatteren.

Ekset med Eske

Endelig en bog af Eske K. Mathiesen der er nem at finde i boghandelen. Slut med små underfundige og eksklusive forlag. Eske indtager med sin samlede vægtfylde langt om længe en synlig plads blandt de store, hvor han hele tiden har hørt til.

ANMELDELSE: "Velkommen til Eskes univers" synes der at stå på den indbydende, lette og luftigt layoutede bog med titlen Eske – Forsamlet poesi 1969-2004.

Med fare for at anvende en kun alt for oplagt sammenligning, må det gøres klart, at læseren med denne bog pludselig ser sig selv med en æske af poesi i hånden. For Eske er en æske, hvori der ligger meget fine digte fra en beskeden, overset og fabelagtig digter, der har skrevet så meget i så mange år, at et moderne menneske kan få dårlig samvittighed over ikke at kende mere af det.

Når man åbner bogen, er det som at forsvinde ind i Pandoras æske, eller det er som at blive trukket ind i en verden af babuskaer, ind i de store maver – den ene efter den anden – på disse udgaver af en rund, stærk og trivelig russisk bedstemor.

Strittende idéer
Eske går poesien og dens genrer i møde med idéerne strittende i mange retninger. Genremæssigt sværmer han blandt andet til folkedigtningen, epigrammerne og andre digteformer og havner på den måde i en blanding af digteri og fortællende prosa – og selvfølgelig er det hele udført med et fantastisk øre for musikalitet.

Som digter er Eske sit univers. Han drager på listefødder sin læser med ind i de utallige naturbeskrivelser, fabler og ikke mindst i fantasien, hvor dyrene taler og opfører sig som mennesker burde, når de er gode mennesker.

Alt sammen er enkelt og sirligt nedskrevet på den gamle skrivemaskine. Man ser det for sig, ligesom man ser marsken, den yndige skov og fuglene. Dér sidder Eske foran skrivemaskinens taster, beredt med farvebånd til alle årene.

Gærdesmutter og erotik
Fuglen er en gennemgående skikkelse, og dyrene yndede figurer i de små eventyr og historier. Men der er plads til så meget i Eskes poesi, og det gælder alle årene. Eske er på en gang alt det en digter skal være: Politisk, kunstnerisk og filosofisk. Som Erik Skym-Nielsen skriver i sit efterskrift til bogen: "Hans [Eskes, red.] digtning er yderligt verdensvendt og på samme tid inderligt svøbt om sig selv. Han er 'global' som kun få, men også stedsbunden, 'lokal'."

Vi er snart i den danske natur sammen med gærdesmutten, snart i Aberdeen i et hus af regn. Og skifter så pludselig til en filosofisk verden som i digtet Samtalen [fra Fuglevarsler, 1986]: "Samtalen forløber/med samme varsomhed/som den,/hvormed støvregnen/skyller jorden af de små kartofler,/ingen gad samle op./Hen under aften/ligger de i tusmørket/og lyser." Her er stemningen mindre skør eventyrlig, mere seriøs og overvejende.

Linjen er den samme, men der ses bestemt også en udvikling gennem årene. Læseren mærker klart tilstedeværelsen af naturelskeren, der begyndte i det unge, romantiske og fantastiske og siden rejste gennem det realistiske til det absurde og erotiske.

Men er der da slet ikke noget ved Eske, som man ikke kan lide? Man kan være uenig i den socialistiske politiske overbevisning, i 68'ernes dagsorden, i det romantiske livssyn. Og man kan holde så meget af byen, at musvitten, lærken og agerhumlen er noget fjerne i forhold til den realistiske hverdag blandt biler og brosten.

Men alligevel er det jo det, vi alle mangler, det vi søger og savner. Det er jo dér, vi gerne vil hen! Og så er det dejligt at have en digter, der kan fortælle én, at det er der, at det stadig findes tæt på, og at man bare skal gå derhen.