Peter Laugesen fedter ikke for læserne. Det er en af hans styrker – og får os til at mærke livet blafre gennem digtene.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Giver det mening at anmelde Peter Laugesens nye bog Fotorama?

Man kan sagtens komme i tvivl, når man kender en smule til forfatterskabet. Som der står i følgesedlen til bogen, der som sædvanlig bærer en umiskendelig stil, men ikke en signatur, der er Peter Laugesens, så er der tale om "hyldestdigte til livets eksplosivitet".

At læse Laugesen handler ikke bare om at læse det enkelte digt, men om at befinde sig i en diskurs, en større rytme der forsøger at tale med og imod denne livets eksplosivitet.

Sproget betyder noget
Digtsamlingen begynder med et stort anlagt og næsten apokalyptisk digt. Det er dagen efter nytårsaften. Som sædvanlig er Laugesen i tvivl om digtenes nytte, kan det overhovedet betale sig at digte? Men netop i trods finder digtet alligevel vej, en rytme midt i det umulige og det tomme:

"Det handler om, at handling/er umulig, at ingen findes,/der kan handle, at der kun/findes handel, og at den/har bemægtiget sig alt,/at den fylder det hele, /at dens regler er de eneste/der gælder, den eneste,/der er så meget enighed om/at anerkende som faktiske/livsbetingelser, at det/skulle kunne være grund til/at skrive om det; det eneste,/kort sagt, der ganske vist/heller ikke har mening,/men dog betydning, hvilket/er vigtigt for sproget,/eller hvis sproget ikke/bare skal være brugbart, men/også kunne bruges til noget."

Poesiens indhug
Versene, tvetydigheden, ordspillene – eller kort sagt: poesien – gør sit indhug og kløver disse ellers nytteløse sætninger, som det eneste med betydning. Der skal poesi til, hvis sproget ikke bare skal være brugbart, men også skal kunne bruges til noget, som det hedder.

Poesi er nødvendigt, selvom ingen længere mener det. Eller måske præcis derfor. Laugesen orker næsten ikke at skrive, og ingen gider at læse det som Laugesen skriver (ifølge Laugesen selv), men skrives skal der: "du/er medie – ikke håndværker", som der står. Det betyder ikke, at inspirationen kommer fra oven i Laugesens poesi, men at den skal være tro mod livet, få det skrevet ned, som det er: eksplosivt og forsvindende for øjnene af os.

Digterens daglige dont
Derfor er det også, at digteren stempler ind til sin daglige dont, hvor skriften søger det, "der ikke er fælles./Den søger ikke sin egen forsvinden, den forsvinder bare.".

Og indimellem i denne skriftstrøm opstår den så, poesien og rammer sin læser med en hammer: "tyste latter af spindelstøv/flyver fra mørkets grenværk/tunge dråber af smeltet bly/dratter fra midnats tinde/ind under morgen brænder byen/og gnisterne antænder solen".

Med angsten og apokalypsen tændt
Så lad bare Laugesen vrænge af sin læser, fx når han i en parentes skriver "hvis det skulle interessere dig,/der alligevel ikke læser det her". Han tror måske, at vi ikke findes, men muligvis er det én af styrkerne ved Laugesen: Han er pisseligeglad med sin læser, eller måske bare genert?

Alligevel kaster digtene ham ud skriftens eksplosion, eller med ordene fra et af bogens flotte poetologiske digte: "at blive revet ud af søvnen, kastet i/skrækslagen, svedende tilstand ind i mørket fra/tribunens lys".

Men jo mere ligeglad han er, jo mere han bare er Laugesen, med hunden, med døtrene og med angsten og apokalypsen tændt, desto mere nødvendigt er det for os andre at blafre i diskursen og mærke livet live.

 
Teksteksempel