Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k

 

ANMELDELSE
Henrik Nordbrandt: Fralandsvind
72 sider
kr. 150,-
Gyldendal
Oktober 2001


Af
Ulf Joel Jensen

 


 

Langt til havs

Der er skrevet ganske meget om Nordbrandt (og heldigvis er der jo også skrevet en del af Nordbrandt), men alligevel er det ikke helt let at destillere, hvad det er, der giver hans bøger den helt særlige og gennemført fantastiske nordbrandtske tone.

Det er noget med det klare, bearbejdede, smukke og rytmiske sprog. De velvalgte og gennemskrevne billeder. Den på én gang morbide, melankolske og verdenskloge tone, som emmer af fravær og savn.
Det er så forbandet smukt (og overraskende grimt), så enkelt (og dybt kompliceret), så rigtigt (og hamrende forkert), at man kun sjældent og i korte glimt er i tvivl om ophavsmanden, når man læser Nordbrandts tekster.

Forandret tone
På samme måde er det tilsvarende svært helt at sætte fingeren på, hvad der gør Fralandsvind til en lidt anderledes Nordbrandt-oplevelse end de tidligere bøger. Først og fremmest og måske mest tydeligt er digteren vendt "hjem" til Danmark. Måske er hjem ikke det rigtige ord i denne sammenhæng – al den stund, at Nordbrandt tilsyneladende aldrig for alvor har hørt til nogen steder; aldrig har haft noget hjem i gængs forstand.

Men i Fralandsvind er mandeltræernes duft erstattet med duften fra de noget mindre eksotiske hyldeblomster; de snævre og støvede bazarer er blevet til et digt om Toftegårds Plads i København, og de intellektuelle og forfulgte systemkritikere har fundet deres afløsere i Esbern Snarre og Harald Blåtand.

På samme måde er tonen også forandret. Til det mere forsonlige – måske endda afklarede. Det er som om, at Nordbrandt ikke alene færdes i Danmark i en stor del af digtene (det er trods alt set en del gange før), men også at det er helt okay at være i Danmark. Og det er nærmest revolutionerende nyt.
Desuden har mange af digtene et mindre klart udtryk – de virker lidt mindre gennemkontrollerede. I enkelte øjeblikke næsten, og altså kun næsten, improviserede. Hastigt nedskrevne drømmeglimt.

Nye og gamle konturer
Lad os kigge på et par af digtene. I digtet "Notat fra Kosovokrigen" findes både skyggen af den "gamle", velkendte Nordbrandt og konturerne af den "nye": Vi genkender umiddelbart den morsomme og distræte famlen efter brillerne – og ser også, at denne famlen kan bruges som en slags allegori på noget andet og større... Men i modsætning til tidligere digte, så udebliver den gåsehudsfremkaldende aha-oplevelse, når fixerbilledet glider fra ens øjne, og man ser laget bag det umiddelbare. Genkender den store sammenhæng. Pointen i dette digt bliver næsten for lille til det magtfulde sprog.

I "Udsigt med hængelåse" er den "ny" Henrik Nordbrandt derimod sluppet helt fri fra den gamle. Og vi møder ham i et underligt drømmende univers, hvor logikken ganske enkelt er hørt op. Stort set ingenting er genkendeligt – og alligevel aner vi et foruroligende velkendt mønster bag ordene. Det er på en gang barokt, morsomt og skræmmende.

Endelig møder vi atter den gode, gamle Nordbrandt i et digt som "Æbleskrog". Der er de klassiske ingredienser i form af en fraværende veninde, og et savn, som har slået rod, men endnu ikke er foldet ud i fuld flor. Og selvom jeg aldrig, aldrig, aldrig kan få nok af netop den go'e gamle Nordbrandt, så virker digtet – i al sin melankolske og forbitrede skønhed – en lillesmule trist og træt (en lillebitte smule) i sammenligning med de elenfantastisk trompeterende nye digte.

Så nordbrandtsk, så nordbrandtsk
En ny vind har blæst gennem Nordbrandts poesi, og den har båret hans digte et stykke ud fra den velkendte kyst. Og selvom den nye stil stadig er noget famlende i forhold til den velkendte og særdeles stilsikre (både åndeligt og fysisk Armani-klædte) digter, så er der dog et drive og frem for alt nogle fremragende digte i samlingen, der gør det hele så nordbrandtsk, så nordbrandtsk, så nordbrandtsk.


Tre tekst-eksempler:


Notat fra Kosovokrigen

Nede i kælderen kunne jeg intet se
på grund af mine solbriller
fandt jeg ud af, da jeg endelig tog dem af
og smed dem fra mig i vrede.

Nu sidder jeg og kan ikke se havet ordentligt
fordi jeg har læsebriller på
og heller ikke læse, hvad jeg skriver
fordi solen er for stærk.

Af stædighed beholder jeg læsebrillerne på
og ingen magt
skal få mig til at gå ned i kælderen efter solbrillerne!
Sådan er mit liv. Sådan er menneskelivet.

Sådan fortsætter krigen.

 

Udsigt med hængelåse

Efter september er der bare hængelås på hængelås.
Ingen spørger, hvorfor ingen spørger
derfor er der ingen, der spørger.
Overlægen siger, det er hans elefant
der venter udenfor, den er rasende
utålmodig, så han kan først operere i næste uge.
Dermed er hans historie fortalt.
Kran hedder bare kran.
Ingen forklaring på, hvorfor den løfter en rødmalet båd
op i luften her midt i bjergenes stilhed.
Og det er, når det er onsdag. Den 13. derimod
når vi står og holder øje med båden
om den nu også når havet
hvirvler de gule blade hen foran vinduerne
hver af dem ramt af en solstråle
så det gør ondt helt ud til toilettet for enden af gangen.
Det venter vi alle på.
Engang hed det jeg, med det er roligere med vi.
Elegant hedder bare elefant.
Og der er nætter hvor de farer trompeterende gennem byen
på bagbenene, og arm i arm
så månen ser de hængelåse, vi andre blot hører knirke.

 

Æbleskrog

Som det vigtigste af mine principper
spiser jeg altid æblet
med kernehus og det hele.
Så det må være hendes tænder
der har sat deres mærker i det skrog dér
nu hvor hende læber
i fugleflugt
er over tre tusinde kilometre borte.

Det ligger på trappeafsatsen
indtørret, brunt og lige så grimt
som der er langt
ud af byen, gennem skovene, bjergene, sølvminerne
over havet og hvad man ellers drømmer om
til man finder sine vinger
og møder hende i flugten.

Men indtil videre hader jeg hende
fordi hun smed det skrog her.

Så den stakkels orm
der betragtede det som sit hjem
og aldrig havde hørt om Vestens Filosofi
og specielt Freud
som hun siger, i modsætning
til dyrene var en idiot

tørrede ind et trappetrin længere nede.

 

[ t o p ]       [ h j e m ]