Niels Frank
Er født 1963. Debuterede i 1985 med digtsamlingen Øjeblikket [Gyldendal].

Kunstskifteoperation

Hvor har Niels Frank dog skrevet en god bog! Vor anmelder indstiller ham til Nordisk Råds Litteraturpris og håber, at de rette personer lytter.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: I guder, havde jeg nær sagt, hvor har Niels Frank dog skrevet en god bog, og for hver gang, han udgiver en digtsamling, bliver han tilsyneladende bare bedre og bedre. Med tiden synes jeg således, at Frank har formået at raffinere sin stil, nærmest til det perfekte.

For selvom en digtsamling som Tabernakel fra 1996 er vældig god, så er der stadigvæk en snert af noget anstrengt over den, en sproglig villet-hed, om man så kan sige, en art Language Poetry på dansk, som Frank har formået at overvinde. Måske nok ved en total integration af denne Language Poetrys forskrifter, jovist, men nu sådan at man ikke længere bemærker en kontrast mellem Franks dansk og denne stils idealer.

Det er måden at skrive det talte, uanstrengte digteriske sprog, som Frank er blevet så forbandet god til. Frank, helt Frank: The Frankly Way. Eller: You name it.

En slags mangestemmede portrætter
Om Små guder lyder det i pressemeddelelsen, at den består af "en art portrætdigte. De portrætterede er ind imellem genkendelige, ind imellem tydeligvis private relationer og ind imellem tilsyneladende næsten fiktive."

Flere anmeldere har budt ind med, hvem de portrætterede måtte være. Jeg har selv overvejet, om personen i følgende linjer fx kunne være den altid nyligt afdøde Claus Beck-Nielsen: "...Så let/ at være ingen, når man har forvist de andre/til deres gennemsnitslykke. Ingen som muligvis/er Gud. Eller i det mindste: Mesteren. Eller/ i det mindste: Iscremens kejser. Eller/ i det mindste: XX der bærer demokratiet ind/på scenen."

Men portrætterne kan sjældent oversættes en til en, og i flere af digtene genkender man ind imellem stumper, som meget vel kunne have en relation til bestemte forfattere. Jeg genkendte om muligt, eller fik i hvert fald associationer til så forskellige digtere som Grotrian, Thomsen og Nordbrandt under læsningen, men måske det bare skyldes min egen poetiske opdragelse, hvem ved?

Det kan jo også skyldes, at digtene med presseomtalens præcise ord er sammensat "af mange stemmer, af fundne tekster, af forvanskede tekster, samtalestumper, metasprogligheder, refleksioner og af udbrud."

Selvironi og spydigheder
Indholdsmæssig er det også en digtsamling, der handler om at blive ældre, og at blive det som homoseksuel mand, og selvom det af og til kan lyde usundt i digtene undervejs (HOST, HARK, SPRØJT), så er det også befriende: "Bentøjet er ikke, hvad det har været,/ og det er jeg heller ikke. Gudskelov".

Hvad digtningen angår, så er det derfor utroligt sundt for Frank at blive ældre, der demonstrerer fantastisk selvironi og kaster ustyrlige spydigheder af sig, både i forhold til sig selv og en hel del andre:

DIGTER MIG HER og digter mig der. Du fremstiller
digte iført kittel, men du er ikke hjemme
ét sekund i dem. Du har aldrig mærket poesien
hærge i dig. Du kravler op mod den
på blødende knæ, du er slesk over for den,
trygler den om bare ét godt ord
og får "tissetrængende". Så prøver du nye ord
foran spejlet, men alt sidder dårligt på dig.
Dine verslinjer ligner ordensbånd, skal
dekorere dig i højere verdener. Du giver dig selv
poesi for, og så snart du har skrevet
et nyt digt, ringer du til Gud
og læser det højt.

Taler direkte
Vi taler altså her, om den måske bedste digtsamling nogensinde fra Franks hånd. Frank rammer en mundtlighed og bestemt stemmeføring mere præcist end nogensinde før. Denne stemme er ikke nødvendigvis Franks egen, men hans helt egen på papiret og fuldstændig original netop dér.

Tidligere har jeg været i tvivl, om Franks projekt med at tale sådan, lige ud af posen, som man gør i en del amerikansk poesi, egentlig ville lykkes. Det gør det i al sin rigelighed på dansk her. Måske fordi han så direkte taler til et du. Hvem dette du er, ved man aldrig helt, det kan både være Frank selv og en masse andre, men det gør, at kommunikationen hele vejen igennem er særdeles ligefrem, uden at være banal.

Det er raffineret gjort, og selvom jeg ikke har beføjelserne til det, så vil jeg alligevel tillade mig at indstille bogen til Nordisk Råds Litteraturpris. Det fortjener den. Det fortjener Niels Frank.