Mord i elven

Norske Frode Gryttens prisvindende kriminalroman flytter sig, som den slags skal, fremad i små læsevenlige kapitler, og spændingen holder og underholder. Men derudover er Flydende bjørns meget typiske og velsmurte udfyldning af amerikanske skemaer ikke videre prisværdig.

ANMELDELSE: Oppe i Norge er den lille industriby Odda stille og roligt gået i stå for langsomt at dø; det er den anlagte kulisse i Frode Gryttens Flydende bjørn. I denne melankoli render så en flok letgennemskuelige og iltre racister rundt og pisker lynch-stemning op over en ung hjemmeværnsmands dødsfald. En sen nat kørte han i elven, og man mener, det er mord. Man mener også, at en gruppe serbere fra det lokale asylcenter er involverede.

Så ankommer mediecirkuset, meget behændigt skildret, med stor appetit på følelser og flere mord. Midt i det hele finder vi journalisten, antihelten og klichéen Robert Bell, der som historien skrider frem får sværere og sværere ved at gøre de to ting, han finder vigtigst: at beskytte det eneste vidne, en østeuropæisk dreng, og at duske Irene, broderens kone.

Sort lommepsykologi
Med sine korte, kontante kapitler, sine simple, ligefremme sætninger og et persongalleri, der kæmper en drøj og forgæves kamp for at hæve sig over en truende vandstand af sort lommepsykologi og flad satire, sørger Grytten (det kan man åbenbart godt hedde i Norge) for, at det vigtigste i en kriminalroman, nemlig plottet, får lov til at opsætte, udvikle og afvikle sig selv i afmålte doser af jævnstrøm. Sproget er tilpas gennemsigtigt – både pænt lavet og meget kedeligt at se på – og stiller sig på intet tidspunkt i vejen for spændingen.

Stemmeføringen er tydeligt amerikansk hårdkogt og det er også fint nok, men udover at være ny og norsk har Flydende bjørn intet i eller over sig som ikke findes mere, bedre, dybere, hurtigere, stærkere, ægtere i talrige amerikanske forfatterskaber; fra Chandler over MacDonald til Crumley og Ellroy, for blot at nævne nogle få. Den humor, der opstår, når jeg-fortælleren drikker whisky af flasken, skodder smøger i kæften og generelt spiller med pokerfjæs, er heller ikke overvældende vellykket. Det hele kommer indimellem til at virke lidt opstyltet og gebrokkent, som om det ikke helt er besværet værd at spille så sej. Konstruktionen er så at sige for amerikansk uden at være det.

Tilpas blandet fornøjelse
Stilen er altså ikke skarp nok til de hårde emner, og tonen tager fejl af jeget, som fortæller og hovedperson. Han har det, med andre ord, for let – især i dialogen hvor troværdigheden langsomt siver ud i det spil med modstanderne, som (anti)helten altid vinder med en simpel sarkasme, der ikke undgår at blive ramt hårdt og lige i tænderne af en række genreklichéer.

Henimod slutningen lader forfatteren detektivhistorien træde i baggrunden i forhold til kærlighedshistorien, hvilket – bizart nok – ender med at være en god idé. Et par gedigne litterære passager kommer der faktisk ud af det, selvom de ikke rører ved romanen som krimi, og den derved dør lidt ud til sidst. Alt i alt en ikke udelt fornøjelse, der er tilpas blandet til lige netop at være værd at læse.