Lars Frosts Ubevidst rødgang er et tegn på at romanen kunne være i bedring. Den er et lokalt højdepunkt i dansk litteraturhistorie, mener vor anmelder.

ANMELDELSE: Det er med litteratur som så meget andet her i livet. Ikke alle kan nå lige langt. Forskellene på, hvor meget man kan opnå med de givne eller fundne evner, er store og uretfærdige. Der kræves et eller andet for at være med og for at blive taget i betragtning.

Det korte af det lange er, at nogen har det, og at andre ikke har det – det? Alt det der skal til! Lars Frost har det, uden tvivl.

Nu er Sentura – for en sjælden gangs skyld jo – lidt sent ude, og vi har derfor kunnet kigge de andre anmeldere i kortene og kan indledningsvist berette, at Frost har høstet sine roser derude i dagbladene, og at roser sjældent har været mere fortjente.

Vi kaster endnu én i bunken og vil endda gerne lægge trumf på. Årets bedste bog. Den irriterende og misvisende titel til trods, nærmer vi os med en bog som Lars Frosts Ubevidst rødgang et lokalt højdepunkt i dansk litteraturhistorie.

Lethed og tyngde
Grunden til, at Ubevidst rødgang absolut holder, er, at den både har form og indhold, lethed og tyngde, et glimt i øjet og en alvorlig stemme. Først og fremmest er det alle de stilistiske aspekter, der giver Frost sin styrke som forfatter.

Hvis man virkelig ville give den gas, kunne man sige, at Frosts tone formår at realisere noget så mærkværdigt som Nietzsches ideal om en distancens pathos. Hvorom alting er: Hvis litterær skrivning er en balancekunst og en kastekunst, så rammer Frost helt rigtigt uden overhovedet at vakle.

Sproget kan blære sig
Hans sprog er stærkt, og det kan både blære sig og lade være med at blære sig. Over alle de skarpt optrukne linjer har lagt sig en blød afdæmpning, der rummer stor stoflighed (hvilket er noget ganske ualmindeligt for tiden).

Her glimrer især første halvdel af romanen, der tegner et kærligt og humoristisk Danmarksbillede, hvor et så sjældent møde som det mellem indlevelse og udleverelse finder sted.

Afklaret holdning til allegorien
Lars Frosts største styrke er hans afklarede holdning til allegorien. Han er – ja, undskyld, at det ligner et ordspil – iskold, hvilket er det samme som at trække store veksler på læserens tålmodighed.

For eksempel må man beundre hans vilje til at bruge op mod tyve sider i romanens slutning på at gennemgå løst og fast om arkitekturhistorie, tilsyneladende uden berøring med plottet i øvrigt.

Den mest gængse blandt de helt gængse læsere vil nok ikke gide at følge med, når hele meningen med det hele netop ikke er den mening Frost fremstiller på sidens overflade, men den der ligger nedenunder, og som han slet ikke gør noget for at fremhæve. Den får bare lov til at eksistere i fred og ro nedenunder alting. Det eneste clue, han giver, er i den noget påtrængende genrebetegnelse "ingeniørroman".

Skifter aldrig linje
Han har forelsket sig i idéen, om at litteratur består af blokke, man har hugget ud af tiden selv. Derfor skifter Lars Frost aldrig linje. Man vænner sig til det efter godt hundrede sider, men stadig er det dog ikke ren og skær magi at lade være med at skifte linje, hvor man med al tydelighed normalt ville gøre det.

En anden ting, der holder mig tilbage fra den helt betingelsesløse anbefaling, er plottet, der kun er middelstærkt og i øvrigt nærmest er flyttet ind i synsvinkelen, hvilket bestemt ikke er så originalt som det vist nok giver sig ud for at være.

Udover at spille lidt rundt med en første- og en tredjepersonsfortæller, drysser han lidt med verbernes tider og bytter rundt på et par navne. Det er ikke ligefrem til at blive høj af.

Det lave tempo
Personligt har jeg ingen problemer med et lavt tempo, og jeg er lige typen, der aldrig bliver træt af de der cirklende håndbevægelser, overlegne, elegante og langstrakte. Hvis de er ligeså velskrevne som Frosts.

Litteratur handler jo blandt så meget andet netop om at blive ved. Men jeg kan som sagt på den anden side godt forestille mig læsere, der før eller siden vil føle kedsomheden komme snigende gennem den stærke stil.

Stærk stil
Hvis romanen har været i krise – og er den ikke altid det? – så er Ubevidst rødgang et umiskendeligt tegn på stærk bedring.

Med en usædvanligt stærk stil i behold, kaster den sig ud i alle de samme kravlegårde som resten af unge danske forfattere: de dårlige manerer, genrespillene, tendensen til indforståethed med sig selv, at inkludere en akademisk litteraturliste, legen med fortællerposition, tiden og så videre.

Siger og gør noget
Derudover – og dette udover er et reelt udover, det vil sige udover de grænser, hvor alle de andre vender blikket ind imod tomrummet og manglen på styrke – tør Frost med stor bæredygtighed både at tage sine temaer og personer alvorligt.

Vigtigst af alt er hans tilbageholdenhed overfor at bryde alle sine illusioner og vende vrangen ud på læserrollens arbejde med allegorien.

Lige såvel som han er meget påpasselig med at tage munden for fuld, sørger han hele tiden for rent faktisk at sige og gøre noget. Her stables byggesten ovenpå byggesten, og her åbnes der et rum, hvor forfatteren ikke blander sin traurige stemme ind i fortællerens højstemte piben.

Tingene står underforstået
Hos Frost er litteraturen begyndt at hænge sammen med sig selv og lyde rigtigt igen. Alt det andet, som romanens indhold kan betyde og pege på og handle om, får lov at stå underforstået, uudfoldet mellem linjerne, i ro og kølighed, uden at forfatteren selv falder for fristelsen til at afsløre alle sine egne tryllekunster.

På den måde kan man måske sige, at Lars Frost med en bog som denne både er med til at fuldbyrde nulpunktet og bane vejen udad, fremad og opad. Når boet engang skal gøres op efter 90'erne og 00'erne, tror jeg, det bliver svært at komme udenom Frosts bidrag til den danske litteratur.