ANMELDELSE: Er du på Facebook?

Et spørgsmål, der oftere og oftere stilles, når mennesker møder hinanden i den virkelige verden. For på Facebook kan man blive venner. Man kan vise et billede af sig selv, som man selv ønsker det. Og Facebook er blot seneste skud på stammen over sider, hvor almindelige mennesker udleverer sig selv på forskellig vis.

Adskillige kulturkritikere og psykologer som fx danskeren Lars Lundmann kalder det for nynarcissisme, mens tidsskriftet Time forrige år tog konsekvensen af et nyt internet med brugerskabt indhold – web 2.0 – og udnævnte you til at være årets person.

Fragmenteret kommunikation
Christian Yde Frostholm tager med Ofte stillede spørgsmål livtag med web 2.0. Eller måske nærmere med de mennesker, som skaber kommunikationen og derigennem skaber sig selv.

Sprogligt set bliver Frostholms Ofte stillede spørgsmål til en fragmenteret kollage af dating- og Facebookprofiler, af hjemmesider om kæledyr, debatfora om alt og intet, skandaløse og chokerende nyhedshistorier og af sammenhænge så søgte, at kun Google kan finde dem for os. Fx da han tager rejsen fra shæferhunden Keiko over den internetdatende japaner Keiko til spækhuggeren Keiko, der jo som bekendt endte sit liv i norsk fjord efter at have spillet Willy i Free Willy-filmene.

Kaotisk og festligt
Det lyder kaotisk og er det også.

Men det er en festlig rejse, som Frostholms faq [: frequently asked questions = ofte stillede spørgsmål, red.] tager os på. Det er Ursula Andkjær Olsens Atlas over huller i verden version 2.0 – opdateret til internettet. Eller alt sludderet mellem handlingen i Douglas Copelands nyere bøger om internetgenerationen – som til eksempel hans Jpod.

Hverken de poetiske sprogspil hos Andkjær eller den barokke handling hos Copeland genfinder man i Ofte stillede spørgsmål. Og heldigvis for det da. For Frostholm betræder ny grund ved at lade internettets guldmine af håbløst sludder, naiv selviscenesættelse og fragmenteret virkelighed stå nøgternt og realistisk frem.

"Hvordan tilføjer jeg indhold?"
"Astrid har tilføjet dig som ven./Vi har brug for at du bekræfter/at du faktisk er venner med Astrid./Vær venlig at svare/ellers tror Astrid at du har sagt nej." Det er jo egentligt ikke noget digt, men en servicemeddelelse fra Facebook – lettere omarbejdet. Men samtidigt udstiller det den moderne idé om, hvad venskab er. Det er noget, man kan tilføje. "Hvordan tilføjer jeg indhold?" Som der står et andet sted.

Det er en digtsamling med stor humor. Man kan ikke lade være med at smile, når man pludselig mødes af teksten "Dette indlæg er blevet fjernet af forfatteren," på en ellers tom side. Eller en kontakt-side one-liner som "Vred ung mand søger beskæftigelse." Eller den typiske selvudlevering, "Jeg er et fjols./Jeg har glemt min pinkode."

Men kollagen af internet-klicheer giver også mening. Efter en masse eksempler på dating-tekster møder vi den lakoniske fejlmeddelelse "Det du søgte eksisterer ikke."

Livets store faq
Digtene falder i to afdelinger. Den første leder os ind i en labyrint af livets større og mindre spørgsmål og menneskets søgen efter kontakt. Den anden del lægger fokus på homoseksualitet og homofobi. Men selv med det fokus er det lige så uoverskueligt. I forhold til internettet er den sagnomspundne labyrint på Knossos, hvor Thesus skulle have besejret Minotaurus, blot et tarveligt lille hundehus.

Digtene er præcis som det internet, de handler om: en myriade af livets store spørgsmål. Der er forhåbninger, forventninger og udfordringer. Og som på nettet står spørgsmålene aldrig tilfredsstillende besvaret. Derved bliver det et billede af det moderne menneske. Skrøbeligt og usikkert. Selvudleverende. Narcissisme eller ej – man kan godt blive en lille smule forelsket i Ofte stillede spørgsmål.