På idéplanet lyder det måske ikke dårligt. Men når man følger den praktiske udfoldelse på bogens sider, så er idéen ved nærmere eftertanke ikke så holdbar. Det er nemlig enerverende – ja, nærmest kedeligt – at følge Fru Nielsen mange virkelighedsplaner. På samme måde, som drømme oftest kun er spændende for den, der fortæller dem.

Irritation
Alle digtene indledes med navnet Fru Nielsen. Og det omdrejningspunkt er et symptom på, hvad der er med til at underminere bogens troværdighed. I al fald fordrejer det oplevelsen af bogens stemning til irritation. Det virker, som om Bodil Nielsen holder sin hovedperson ud i en arms længde. Som om hun bare betragter hende uden ægte indlevelse, og der opstår en utilsigtet ironisk effekt. Samtidig frustreres man på et helt andet plan over, at Fru Nielsen opfører sig som en kludedukke, der kostes rundt med af situationer. Hun finder sig helt passivt i sin skæbne. I stedet for at råbe op, gøre oprør – bare gøre noget.

Som man måske fornemmer er det stemningen, der går mig på nerverne. Fordi man ikke – selvom Fru Nielsens indre liv beskrives detaljeret – for alvor inviteres ind. Digtene bliver på overfladen. Det kan til en vis grad skyldes sproget, der består af korte staccatoagtige sansninger. Uden at turde give rigtig los og følge Fru Nielsens tanker i de yderste konsekvenser. Man får ikke den fuldt udfoldede historie, og man får heller ikke det gode poetiske digt. Digtene dejser omkuld et sted mellem prosa og poesi.

Alvor bag
Efter disse sure miner er det måske på sin plads i hurtig rækkefølge at nævne nogle af de lyspunkter, digtene også indeholder. Sprogligt er de formfuldendte, klare og direkte. De er velstrukturerede, og pointerne falder på de rigtige tidspunkter. Nogle steder ligner digtene næsten billedkunst – i deres bevidste brug af farver og fokusering på udvalgte enkeltdele i Fru Nielsens omverden. Og så fornemmes det – trods det ironiske – at der bag de enkelte digte ligger en bunke alvor.

For Bodil Nielsen har uden tvivl en masse historier og gods at drage nytte af. Grebet med at fortælle som Fru Nielsen kunne således være et raffineret psykologisk trick for at komme fri fra sin egen person og få frigivet den sproglige energi. For det er selvfølgelig oplagt at drage sammenligninger mellem Fru Nielsen og Bodil Nielsen. Men det lykkes altså ikke rigtigt. Bodil Nielsen må nok beslutte sig for, om hun vil skrive prosa eller poesi. Dernæst tage den sproglige konsekvens. Og give historien – eller sproget – en ordentlig én på tæven.

Sprog: Underholdning: Potentiale: Nødvendighed:

* * * * * * * * * * * * * *

[Der gives mellem en og seks stjerner]