Camilla Christensen opdaterer den danske naturdigtning.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Det er jo en klassisk beskæftigelse for en digter at kaste ord ind mod naturen og se, hvordan de bliver kastet tilbage. Det har længe været umoderne at gøre sådan noget. Snarere har det været sproget, man har kastet ordene ind i, og der har de så haft en tendens til at blive siddende og synke ned.

Men måske er der nye tider på vej.

Menneske og natur
Man skal følge usædvanligt ringe med i nyhederne, hvis ikke man har hørt noget om, at den er gal med klimaet. Og hvis det forholder sig sådan med digtekunsten at den, blandt andet, afspejler sin tid, må man jo snart forvente at se en tilbagevenden til digte, der undersøger forholdet mellem menneske og natur.

Romantisk metafysik og besjælinger er nok ikke helt til at undgå, men de kan ikke længere alene være bæredygtige for en sådan digtning. Endnu kan man vel ikke sige, at denne af visse efterlyste økodigtning er nogen stor bevægelse, og kun tiden vil vise, om der kommer en regulær skole ud af det eller ej, men hvis der gør, kan Camilla Christensens Fugl eller fisk snildt ende med at blive set som en kompetent deltager i begyndelsen.

Opdatering af naturdigtning
Det overordnede projekt ser ud til at være en opdatering af dansk naturdigtning, så den afspejler vores multimedierede virkelighed og dens primære potentielle katastrofe lige for tiden: klimaet.

Dette kompleks samler Fugl eller fisk i et af sine mest brugte motiver, isbjørnen, der har det skidt, og som er ved at dø på flere forskellige måder: "traskende hen over skydækket, våd og snavset og gal af sult, på vej hjem til sin barmhjertige isbjørnegud."

Stilistisk holdbart
Stilistisk set er det meget holdbart. Der spilles ikke, som man siger, med særligt stor risiko. Emnet og perspektivet har i sig selv tilstrækkelig vægt. Digtsamlingen består af små prosabrokker, der alle forsøger at være én lang sætning, uden helt at blive det.

Opsætningen er sådan lidt beat-agtig i det, helt uden pomp og pragt, og det lader til at have været et princip, at man ikke sætter punktum, men når man ikke kan undgå kolon og semikolon over det hele, er der ikke meget vundet ved sådan et lille krumspring.

Stykkerne er bygget op af hverdagsbetragtninger, ting fra internettet, perspektiver til den globale klimakrise og så ting og sager om dyr og planter af alskens art. Der arbejdes især med kontraster, i størrelse, betydning og tid. Det er kun en lille smule sært og alle burde kunne følge med. I længden afsættes et diskret jeg, der bør mane til eftertanke hos enhver læser, og hen imod slutningen er der nogle rigtigt gode digte.

Digte som små lyskegler
I det hele taget kan man læse den uden at blive voldsomt fremmedgjort, hvilket jo er både godt og skidt for en digtsamling.

Der er ikke tale om en afgrundsdyb digtning, men snarere om små lyskegler sat op mellem digterjegets nære verden, haven, gåture, skoven, Zoo, og så det man ser i fjernsynet og endeligt den egentligt virkelige natur i-sig-selv.

På den ene side er nogle af digtene lidt for simple og har svært ved at bære deres til tider spinkle pointer, men på den anden side kaster de alle tilsammen nyt lys ind i menneskets forhold til naturen, herunder forurening og mediering.

 
Teksteksempel

[NB! Digtet står side 58 i bogen.]