Læs Senturas anmeldelse af Thøger Jensens roman Serpentine fra 2002...

Godt nyt til kvalitetsbevidste tryghedsnarkomaner

Thøger Jensens roman Fugle i frostvejr vil især begejstre læsere, som ikke allerede er blevet forvænte med forfatteren. For garvede fans er der ikke så meget nyt at hente – ud over et par gode, trygge timer i selskab med en fin historie og en bunke underholdende finaler på romanens forskellige tekstbidder.

ANMELDELSE: Ole og Ellen skal til Provence i to måneder. Det er Ellens idé og slet ikke noget for Ole, men han indvilliger, og kort tid før afrejsen ombestemmer Ellen sig, hun har alligevel ikke tid, men Ole kan da bare tage af sted alene, nu har han jo alligevel planlagt at sidde dernede og arbejde på den oversættelse, ikke også?

Dette er udgangspunktet i Thøger Jensens nye miniroman Fugle i frostvejr. Jeg læser altid Thøger Jensen med fornøjelse, og sagde med sædvanlig glæde ja til at anmelde også denne bog. Og også denne gang var det en fin læseoplevelse, og tak for det, men umiddelbart efter indfandt mismodet sig, for hvad skulle jeg skrive denne gang, som jeg ikke havde skrevet i tidligere anmeldelser. Men det vender jeg tilbage til, først lidt mere om historien...

Den modvillige rejsende
Ole, den modvillige rejsende, tager altså alene med biltoget ned til den lille bjergby og tilbringer to måneder i ophøjet ensomhed, i hvert fald i begyndelsen, og man kan sige, at så er Ellen jo sådan set også selv uden om det, for Ole befinder sig bedre, end man skulle tro. Han hugger brænde og tager på opdagelse i området og stifter bekendtskab med den smukke engelske Elisabeth, som bor fast i den lille by og er kæreste med sin franske cykelrytter Robert.

Ellen sender Ole bøger om Cézanne, og Ole læser bøgerne, mens han kigger ud på Mont Sainte-Victoire – det bjerg, som Cézanne malede i hundredevis af variationer af. Cézanne arbejdede hårdt med at få malet det bjerg; det samme kan man ikke sige om Ole, han vegeterer vist mere, end han stræber. Men på ét punkt er der alligevel en slags parallel mellem Ole og Cézanne; nemlig malerens forelskelse i en for eftertiden ukendt kvinde. For hvad er det ellers for stilfærdige, og vist nok gensidige, kærlighedserklæringer, der efterhånden – ganske vist på falderebet, lige før det er tid at tage biltoget tilbage til Nørresundby – får lov til at hænge i luften mellem ham og Elisabeth?

Bidder med charme
Det er et meget fint og nænsomt portræt, Thøger Jensen folder ud på de godt hundrede siders tekstbidder, mange af dem på cirka en halv sides penge. Som tidligere i Jensens bøger møder vi en af de lidt forsagte mænd, som dyrker antydningens kunst og ikke kaster sig ud i noget uoverlagt. Stille mænd. Mænd der ikke er vilde med al den samtale, som deres kvinder higer efter.

Og vi har også som tidligere fornøjelsen af Thøger Jensens efterhånden meget kendte form – de korte kapitler, som forfatteren eller forlaget eller hvem, det nu har været, tidligere har kaldt "roman i stykker", meget betegnende, og disse stykker eller bidder er ofte er rundet af med en skøn lille finale, som giver teksten en ubetalelig skævhed og charme.

Ud på dybt vand!
Så alt er godt – lige som sidst og gangen før. Sproget er skønt, strukturen kører smukt og på alle måder upåklageligt, og historien er fin og diskret...

Og jeg kan snart ikke kende bøgerne fra hinanden, selv om deres historier er helt forskellige – formen er så identisk. Næste gang håber jeg, at Thøger Jensen vover det ene øje og springer ud på nyt, dybt vand, gerne sammen med sin hovedperson.