Da Lone Hørslevs anden digtsamling Ærgerligt, ærgerligt udkom, nægtede Senturas anmelder at låne bogen ud...

Lone Hørslev har været gæsteanmelder hos Sentura i 2002 – hun skrev om bogen Motorvej til Babylon, der er en interview-bog med fire yngre, danske digtere...

 
Uddrag fra bogen

Kapitel 1 fra afsnittet Sommerferien

Det var én måde at gøre det på, vi vikler armene ud igen, vikler os ud af hinanden, det var Janniks ide at drikke dus. Kluddermor, kluddermor, og nu er der kommet tequila sunrise på min skjorte, og Jannik griner og kling slår sit glas imod mit. Han forsvinder om bag baren og mikser endnu en drink. Og én til og én til, et sugerør, en lille paraply, en gul skive citron på kanten. Han hælder små grønne shots op i snapseglas, Jannik, han er i sit es, han smiler bredt og siger, hvorfor skulle man ha' en bar i sin stue hvis man ikke kan mikse en drink? Sidst jeg var i byen, var for en lille måneds tid siden, en uge eller to før vi kom her, før vi for første gang satte vores fødder på Afrikas rustrøde jord. Vi sad i baren, mig og Camille, og lod et par fyre fra Hirtshals give os drinks, da et stearinlys (som stod på bardisken) væltede og stearinen sejlede hen over bordet, ud over kanten og ned på min frakke i mit skød. Min nye frakke til næsten 3000 kroner, undskyld, men hvorfor sker den slags altid for mig? Altid vil jeg være sådan en med uglet hår og lilla stearin på tøjet.

Jannik står i sine lyseblå badebukser og badesandaler og shaker og blender og skåler mens Lotte forpustet (hun er meget tyk) går frem og tilbage med sugerør og isterninger, i ny og næ retter på en pude. Camille lagde nakken tilbage og grinede sin mest charmerende, perlende latter, ja, jeg tror ligefrem hun NØD den opmærksomhed stearinen havde givet os i baren. Du har også smidt tøjet (undtagen dine shorts, de blafrer i vinden fra ventilatoren), du taler med en lyshåret pige og idet hun vender hovedet, bukker sig, tænder sin smøg ved stearinlyset på bordet, fanger du mit blik og holder hånden op foran munden, gab, du er festens smukkeste mand. Du tænder selv en cigaret og Jannik hælder blenderens indhold over i et plasticbæger med Mickey Mouse på, han rækker mig Mickey og siger SKÅL. Skål. Han siger, vidste du, at „Cocktail" kommer af „a cock's tail" engang brugte man en hanes farvestrålende hale til at røre rundt i glasset med? Han siger, vidste du at en han-natsværmer bliver døv når den har udsigt til sex? Turen hertil var besværlig. Vi skiftede mellem fly og tog og bus og fætter Bjarne kom og hentede os på stationen. Nu skal I bare se hvordan man kører bil HER, sagde han, og et lyskryds senere blev han vinket ind til siden af en betjent. Jeg tænker på det særlige i at man - når man bevæger sig - automatisk måler tiden i afstande. Hvornår er vi der? Om tre stationer. På den anden side af bjerget/floden/byen. Da jeg var togstewardesse skulle jeg begynde at pakke ned i Høje Taastrup. Da jeg gik i femte klasse målte jeg jævnligt Anne Louises hår med en lineal, det voksede mellem en og halvanden centimeter om måneden. Mit eget hår var forholdsvis kort og permanentet, det ville først have Anne Louises længde engang i ottende klasse, så ufatteligt langt ude i fremtiden at jeg ikke engang fandt at det ville være værd at begynde forsøget. Fætter Bjarne lagde 30 dollars ind i sit kørekort og rakte det til betjenten som nikkede og kørte igen uden at sige et ord. Og så sad vi dér, i et fremmed land, i fætter Bjarnes bil, vi sad et øjeblik uden at turde sige noget, som om vi var gidsler i en bank som en bankrøver netop havde forladt. Festen. Shu-Bi-Dua vælter ud af højtalerne og vi vælter alle sammen ud i haven, ud i Lotte og Janniks pool, det er ikke en kedelig fest. En pige siger „hvad helvede" og smider også undertøjet, en mand der hedder Hansen viser mig de grundlæggende trin i tango.

Sikke en fest, siger jeg til Lotte, hun bliver ved med at stille mad frem, fade og tallerkner på plasticbordet ved poolen, Lotte vil vide hvor lang tid vi bliver i byen. En uge, siger jeg, vi skal bo hos fætter Bjarne, i hans lejlighed på bjerget i en uge. Sandwich og danske frikadeller, det er godt med noget ordentligt mad. På vejen hertil overnattede vi i en gammel kobberminelandsby, efter 16 timer i bus igennem det varme og knastørre landskab, satte vi os sultne til bords. Kort tid efter forlod vi det lige så sultne igen, kogt fårekød bliver aldrig lige mig. I stedet gik vi på bar. Eller bar og bar, det mindede vel mest om en stald. En stald med hvide plasticmøbler og mænd og plakater med nøgne og glinsende damer, fedtede kasketter og sprut. Og hunde overalt, både indenfor og udenfor, herreløse, fulde af sår og skaldede som dybfrosne kyllinger. Bartenderen gemte et venligt smil under skægget, han stillede en flaske og to små glas på vores bord og forsvandt så om bagved disken igen. Vi lagde arm. Vi drak. Og jeg tænkte: hvilket fantastisk land, hvilket fantastisk sted at sidde og se på at solen går ned.

NB! Kapitel 1 fra afsnittet Sommerferien står s. 107-110 i bogen.