Ingen kan tage Sonnergaards distinkte stemme fra ham, selvom han måske og til bruger stemmen for meget som en sofa og klør sig rigeligt på bollerne.

ANMELDELSE: Forfattere skriver også andet end bøger, har du tænkt på det?

Og når de så har gjort det længe nok, har de en bunke, og den kan de så smide gennem maskinen inde på Gyldendal, og så får vi en bog med det, man indenfor musikbranchen kalder B-sider; alt det skrald der ikke var godt nok til at komme med på selve pladen, men som måske alligevel kan have sin berettigelse og i hvert fald har fortjent et omslag.

Ok, dårligt er det faktisk slet ikke. Hvem kan ikke lide Jan Sonnergaard og kan det stadig efter Gamle historier?

Den revseriske holdning
Fælles for dem, disse umiskendeligt sonnergaardske, gamle historier er det revseriske over og i dem. Der er altid et budskab og en holdning, og det handler meget om at leve livet lidt eller måske ret meget på kanten og turde være et dumt svin uden at ville være et rigtigt dumt svin.

Sproget stiller sig ikke i vejen for historierne, der hiver og slider og glider af sted så det er en fryd for smørret at smelte ned i den varme grød.

Hvis der er én ting Jan Sonnergaard er, så er det Jan Sonnergaard. Kritisk og kærlig, ærlig og herlig. Der er noget dansk over det. Helt uhyggeligt, det bliver det i hvert fald sjældent.

Sejere end andre navlepillere?
Og så skulle jeg lige huske at hilse og sige, at det der med, at Jan Sonnergaard skulle være lidt sejere end alle de andre æstetiske navlepillere, fordi han har noget at sige om noget; det er kun delvist sandt.

Alt det han siger, siger han med et usandsynligt dejligt udgangspunkt lige midt i sig selv som forfatter – ja, mig og min pen og så var jeg i Sydfrankrig og Moskva og Paris, og så var jeg i Aalborg, hvor jeg drak noget ekstremt dyr rødvin, og det er der ikke noget, om jeg så må sige, odiøst i, og jeg véd, hvad en rocker-fucker er og siger det gerne tre gange og lader som om, det ikke er noget særligt og har været i Berlin og læst Walther Benjamin og Kant og lytter til musik fra 80’erne og fremefter og gebærder mig gerne lidt som en kender på området og synes, det er ganske naturligt at blande klassisk europæisk finkultur med postmoderne popkultur og uden at gøre et stort nummer ud af det, er jeg faktisk både kritisk og politisk og personlig.

Forskellen er blot at navlepilleriet ikke er så frygteligt æstetisk hos Sonnergaard.

Distinkt stemme
Jan Sonnergaard har en helt distinkt stemme, og den er der ingen der skal tage fra ham.

Hvis bare vi kunne sy den sammen med Kim Larsen og Benny Andersens, så ville vi efterhånden være ved at være fremme ved målet, hvor både Dansk Folkeparti og Hizb ut-Tahrir var en saga blot.

Nå, derinde sidder han så i sin stemme, der er en sofa og klør sig på bollerne og råber af fjernsynet engang imellem – det er jo ikke svært at være kritiker vel?! – og selvom han godt kan hidse sig lidt op over alt det pis der er galt med verden og Danmark, så har han det egentlig slet ikke så forfærdeligt ringe endda med at være lige netop og ingen ringere end Jan Sonnergaard.