"Man må forsøge at tale med overbevisende kraft om de bøger, det er værd at læse. Jeg er formidler, og når man er det, er man et eller andet sted bare en markedsprædikant, der står dér helt patetisk og råber: De her bøger er gode! Dem har jeg haft det skønt med at læse. Det synes jeg også, at I skal have".
   "Formidlingskunsten må være at tale med en sådan glød i stemmen, at folk tænker: Nå, men hvis han kan tale med så overbevisende begejstret om den bog, så lad os dog give den en chance".
Citat: Lars Bukdahl i interview med Dorte Hygum Sørensen i anledning af Generationsmaskinen [Politiken 27. november 2004]

"[...] Som anmelder kan jeg ikke tillade mig at lade være med at anmelde alt det dårlige, men her behøver jeg for helvede kun at skrive om det gode, og den gode pointe i bogen – og årsagen til, at den er så åndssvagt tyk – det er, at der er ret meget godt på alle mulige forskellige ledder. Hurra, og tydeligt hurra, for det. Og så må alle de andre hyle og skrige, det kan denne her bog ikke tage sig af [...]".
Citat: Lars Bukdahl i interview med Søren Kassebeer i anledning af Generationsmaskinen [Berlingske Tidende 24. november 2004]

I selskab med hyggeonkler og strikketanter

Manden med fyrværkeri i munden, Lars Bukdahl, har læst ALT. Det er et problem og en kvalitet.

ANMELDELSE: Dengang i 90'erne, hvor litteraturen for det meste var kort og kedelig, dukkede der en anmelder op i spalterne med et fyrværkeri i munden. Anmelderen hed Lars Bukdahl, og han fablede løs om alt muligt og ingenting, om hvad god litteratur er og var og skal være osv. Især efter ansættelsen på Weekendavisen fik mange øjnene op for denne sprogfilur. Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup fik pludselig storsmæk; de var ikke længere så uantastelige, som man gik og forestillede sig. Vejen til et fader- og dronningemord blev banet. Døren til 80'erne var nu for alvor lukket.

Nu har Bukdahl så bogstavelig talt placeret sig i midten af en diger behandling af den nyeste litteraturs beskaffenhed. Også selvom han tilsyneladende og desværre har fået en mindre mundkurv på i Weekendavisen, der efter et redaktionsskifte mestendels har valgt at skrive om USA, hævn over gamle danske kommunister og krig. Før i tiden kunne man ellers falde over alle mulige indstik og omtaler af hemmelige danske litteraturagendaer, som Bukdahl på litteraturdetektivisk vis havde opsnust rundt omkring i landet, især i København naturligvis, hvor det meste sker.

Charme, sødme, fiks
Det nye, digre værk hedder Generationsmaskinen. Dansk litteratur som yngst 1990-2004. Og uanset hvordan man griber det an, så er værket en storslået bedrift. Naturligvis er det til tider temmelig anstrengende at læse Bukdahls rastløse stil, men bogens kvaliteter skal formentlig ikke ses ud fra en læsning i eet stræk. Snarere skal man slå op hist og pist og lade sig forundre, dels af de ofte ustyrligt fikse ord som man genkender fra avisen: charme, sødme, fabuleren og ja, netop fiks, dels af den litteraturkategoriske optælling og opsummering af de seneste femten års litteratur.

Og bedst er Bukdahl faktisk, når han tæller, fx når han ved at læse alle nyere danske tekstantologier laver en decideret hitliste over, hvem som er blevet mest kanoniseret. For Bukdahl har faktisk læst ALT, også alt det vi andre ikke orker at hidse os op over. Det er både et problem og en kvalitet. Et problem fordi Bukdahl insisterer på at skrive med spredehagl, hvilket formentlig er nødvendigt, men med det resultat at alt for meget lort bliver ramt. Kvaliteten er, at bogen bliver en slags dokumentarisk beretning på samme tid.

Fred med hyggeonklen Thomsen
Netop den kvalitet får mig til at tænke på Dan Turèlls storbydigte, som beskriver en verden, der forsvinder for øjnene af digteren [læs Kjerkegaards essay om Turèll andetsteds på sentura.dk, red.] På samme måde skal Bukdahl også skynde sig at få alt med, inden det er forbi. For jeg tror på mange måder, at Bukdahls æra er ovre.

Én ting er Weekendavisens og den generelle konservatismes mundkurv, en anden er, at litteraturen nu har taget den retning, som Bukdahl både profetisk og besværgende proklamerede i midten af halvfemserne. Nu kan man igen slutte fred med hyggeonklen Thomsen og strikketanten Tafdrup. Fredspiberne er fundet frem, således skriver Bukdahl også ordspillende på én af de første sider "DEN DER SLÅR/ SIG SELV FOR/ MUNDEN/ ER INDIANER/ (UGH ER HAN SÅ)". Nu må Bukdahl så bare sidde der i sin tipi på prærieparnasset, indtil nogen kommer for at (sk)rive ham ned. Det er jo sådan, det foregår.

Skal man gå mere i dialog med bogens teser – "nøgleromanens" havde jeg nær skrevet – så er der ikke meget, som man kan være uenig i. Måske kunne man argumentere for, at det først er dels med Bukdahls træden op på den litterære scene, dels ØK, dels kortprosa osv. fra 1996-97 og frem, at 80'erne for alvor overvindes, og det endda med et stort smil. Bukdahls små hævngerrige skriblerier fra starten af 80'erne, som der citeres fra i det drilske og selvbiografiske midterstykke (som for mig at se egentlig er bogens højdepunkt), får pludselig medvind i offentligheden. Fx citerer Bukdahl også fra sine egne konsulentudtalelser, bl.a. skrevet af Thomsen og Tafdrup, og det er da for morsomt.

Den æstetiske lummerhed muges ud
Men lad mig diskutere videre. Bukdahls opdeling i to perioder: den regelrette halvfemsergeneration fra 1990-96 og den kaotiske degeneration 1996-2004, mener jeg, man kan reducere til et enkelt, men vitalt skifte i tidens toneklang. I midten af 90'erne bliver den æstetiske lummerhed muget og buh'et ud og en uskyldig avantgarde ser dagens lys. Litteraturen bliver mere mundret og mudret. Fx hentes der ting og sager ind fra mundtlige fortælleformer, og disse fungerer som et slag i ansigtet på den offentlige smag. Man kan bare forsøge at opregne, hvor mange nye genrer, man finder i den nyeste litteratur: optegnelser, metaforismer, frasagn, anekdoter, vitser, protokoller, tilstandsrapporter osv. Ikke alle har nødvendigvis noget med det mundtlige at gøre, men mange af dem har det.

Hvorfor det er sådan, kan man kun gisne om. Man kan pege på stand-up komikkens indtog, poetry-slam og på en afmatning ovenpå dekonstruktionens fokus på det skriftlige i firserne og i starten af halvfemserne herhjemme – men det er måske i virkeligheden ikke så interessant at gå udenfor litteraturen for at forklare, hvilket også er én af Bukdahls pointer. Måske kan man blot tale om en fortsat afæstetisering, der tager sit udgangspunkt i at lægge afstand til 80'erne.

Med udtrykket afæstetisering mener jeg, at firserne om noget er kendt for sit fokus på det æstetiske, som dengang var en modreaktion på 70'ernes politiske såkaldte samfundslitteratur. Afæstetiseringen er tillige en omæstetisering, der viser sig som en indførelse af mere lavkulturelle fænomener på kunstens område, eller i hvert fald en sammenblanding af høj- og lavkulturelle fænomener. I litteraturen fx ved brug af vitser og ordspil og generelt ved brug af lavkomiske elementer.

En ny form for avantgarde?
Spørgsmålet er, om der er tale om særlig form for ny avantgarde? Det tror jeg næppe, men der er tale om genbrug af nogle bestemte teknikker – og nok især fra den tidlige modernisme. Selv Casper og Mandrilaftalen ernærede sig jo ved en slags dadaisme, men også gennem det man kunne kalde en underliggørelses-teknik. Måske vil man tilbage til en mere uskyldig form for avantgarde, end den der prægede sentresserne herhjemme: meget teoretisk og meget skrift- og systemorienteret og dermed anonymiserende.

Den nye litteratur er snarere pseudonymiserende, patologisk og ikke mindst patafysisk (noget der kommer efter metafysikken). Man kunne jo fx bare læse nogle af de første linjer fra indledningen til Ursula Andkjær Olsens første bog Lulus sange og taler [Lindhardt og Ringhof 2000]. Kunne det ikke snildt have været linjer, man havde hørt i Casper og Mandrilaftalen? Og man glemmer jo heller ikke da Casper Christensen påberåbte sig retten til at kalde Kieslowskis trilogi for noget kedeligt lort!

Uskyldig som Mona Lisas overskæg
Den nævnte afæstetisering skal forstås specifikt, som at fjerne sig fra en bestemt æstetik, den smagfulde eller firsernes, som jeg mener, bogstaveligt går igen, når man læser mange af de tidlige værker fra 90'erne. Den nye litteratur vil i stedet være overskæg, mere sjov, mere rå, mere sød, mere finurlig og såmænd også mere oprigtig, end den man tidligere har set.

I 90'erne var modreaktionen på 80'er-litteraturen noget, der skete på et tematisk plan. Man begyndte at skære i kroppen, som en reaktion på kropsmodernismen. Men den tid er ovre, nu sker det på et formæstetisk plan; det er sproget, der står for skud. Der skal renses ud for kvalmende æstetik; æstetikken skal være ren og rå på samme tid, uskyldig måske – men en uskyld som Mona Lisas overskæg.

Det er en ændring af æstetikken, der skal males nye overskæg, en ny sansning af ordene, ordene som sagte. Nu er sagte jo et lille ordspil med to betydninger, men begge kan sagtens komme med i min definition. Både den blidhed, nemhed (sagtens) og naturligvis brugthed, som ligger i betydningen sagte, en kombination af disse betydninger. Det er mit beskedne bud på den nye litteratur. Den sagte litteratur, en litteratur som ikke kommer ud af stedet, men som alligevel påberåber sig at være avantgarde: avantgarde og biedermeier på samme tid, en litteratur der kan råbe højt og lavt på samme tid.

Bukdahl har derfor efter min mening ret i sin påstand, bortset fra at 90'er-generationen måske aldrig rigtig fandtes – som han i øvrigt selv er inde på: Den var kun en udfasning af 80'erne. Men en udfasning uden en udluftning og en ordentlig udfisning.

Lad mig til slut – og inden jeg bliver for opkørt over min egen retorik – kort vende tilbage til Bukdahls bog og slutte af med en salut: Kære Lars, tak for én af de hidtil bedste og i hvert fald mest omfangsrige samtidsfortællinger, vi endnu har set i og af vores tid.