Gertrude Steins klassiker Ømme dupper er udkommet for første gang på dansk. Et fascinerende og vitalt kunstværk, der muligvis slet ikke er et 'værk'...

I en note af Marcel Duchamp finder man følgende formulering: "Kan man lave værker, som ikke er 'kunstværker'?" Dette spørgsmål kunne Gertrude Steins Tender Buttons fra 1914 siges at tage op. I den danske oversættelse af Peter Laugesen, som i øvrigt fungerer godt, bliver titlen til Ømme dupper, hvilket er fint og bedre end den mere prosaiske Bløde knapper, som man ellers også kunne anvende (i sagens natur kunne buddene være flere, Laugesen nævner selv Spæde knopper).

I første omgang slår det læseren, at værket er fuldstændig ulæseligt, og det værste ved det hele er, at sådan slår det også læseren i anden omgang, og i den tredje, og den fjerde og sådan videre i det uendelige. Peter Laugesen skriver i sit forord, at Ømme dupper er meget et sværere at oversætte end fx James Joyces monstrøse Finnegans Wake, for Joyce fortæller i det mindste historier, det gør Stein ikke. Ømme dupper fortæller ingenting, hverken mere eller mindre.

Dannelsesrejse i køkkenet
Men måske er det ikke helt rigtigt, for inventarlisten – det løsøre som bogen udgøres af – tilhører i en vis forstand et kvindeligt perspektivs, i hvert fald som et sådant fortrinsvist så ud for en vesterlandsk kvinde i 1914.

Man kunne således læse Ømme dupper som en slags feministisk dannelsesrejse igennem køkkenet, for nu at parafrasere en af Simon Grotrians formuleringer. Især er der meget køkkeninventar med dertilhørende maddele, som i en vis forstand sættes til at meddele sin hemmelige viden om køkkenet, set fra et umuligt perspektiv, der er ømt og på en særlig måde hengivent og dermed kvindeligt på en for manden hemmelig måde. Men altså også hengivent til ingenting.

Man forstår simpelthen ikke, hvorfor man(d) ikke forstår!

Ordene er jo umiddelbart ikke noget særligt; de er ikke vanskelige eller særligt poetiske, men de forbliver på overfladen og vil under ingen omstændigheder trækkes ned eller ind i en betydning. Dét gør dem til gengæld poetiske, men på en ny og vital måde.

Ord udstillet som ting
Stein skriver i et essay, poesien bør navngive tingene uden at sige deres navne. Hun forsøgte således at skrive sig helt fri for navneordene med Ømme dupper. Men som i et af Højholts digte, hvor tingen kritiseres ved at blive skrevet sammen som tingentingentingentingen, så finder ingenting selv sted midt i ordet/ordene.

Det er det samme, der sker i Steins værk, men hvad tingen er i sig selv, forbliver et spørgsmål hinsides ordene, eller rettere svaret ligger åbenlyst på overfladen af disse. Ordene udstilles som ting og ingenting, og denne udstilling er ironisk, en slags kritik af ordene – de selv samme eller sælsomme ord, der bl.a. hos filosoffen Kant har produceret et begreb om 'tingene i sig selv'.

Måske giver Steins værk derfor et svar på Duchamps spørgsmål, eller rettere: Det formulerer et lignende spørgsmål ved at være et værk, som muligvis også er et kunstværk, eller et kunstværk, som muligvis ikke er et værk.

Under alle omstændigheder er det rart, at værket nu også kan læses på dansk. Og hurra for Borgens verdenslyrikserie, der er et must for enhver lyrikinteresseret.

Teksteksempler:

[NB! Opsætningen af teksterne kan være lidt anderledes end de originale]