Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 

Af Louise Kidde Sauntved
Barsk og skrøbelig

ANMELDELSE
Girl interrupted
USA, 1999.
Instr.: James Mangold
Prod.: Douglas Wick
Klip.: Kevin Tent
Fotograf: Jack Green
Manus.: James Mangold
Medv.: Winona Ryder, Angelina Jolie, Whoopi Goldberg, Vanessa Redgrave, Elisabeth Moss, Brittany Murphy, Jared Leto m. fl.
Baseret på Susanna Kaysen selvbiografiske roman: Girl Interrupted

Ideen er set før: Man tager en forholdsvis normal person, og anbringer ham/hende på en sindssygeanstalt sammen med en masse skøre kugler, der lige så stille viser sig at indeholde nogle kvaliteter, der får een til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad normalitet er. Et af de fornemmeste eksempler er Milos Formans Gøgereden. Det er imidlertid ikke den fortælling, der ligger mest lige for, når man har set Girl Interrupted. Den er snarere en slags The Wizard of Oz, som der da også refereres til flere steder i filmen.

Winona Ryder spiller Susanna, titlens afbrudte pige. Hun er afbrudt i sine glade teenageår, der for hende er alt andet end glade, og hun er først og fremmest afbrudt fra sig selv. Hun er depressiv, blander rundt på begivenheder fra fortid og nutid og efter et selvmordsforsøg, indlægges hun på et sindssygehospital, af sine mildest talt ikke særligt forstående forældre.

Her skræmmes hun først af de andre indsatte, men lærer snart, at der indeni hver af 'kuglerne' befinder sig en skæbnehistorie, der kan lære hende noget, og føre hende nærmere det jeg, hun ikke kan finde blandt alle sine forvirrede tanker. Susanna er Dorothy, der i starten bare vil hjem til Kansas, men lærer at holde af Oz for dens skøre indbyggeres skyld.

Ethvert anstrøg af trivialitet, der kunne frygtes i sådan en historie, fjernes af den menneskelige vinkel, der lægges på sindslidelser: filmen sætter store spørgsmålstegn ved, hvad der er normalt og mere end antyder, at vi alle har en rem af huden. Nogen kan bare klare mere end andre.

Girl interrupted er en barsk og fascinerende film, med nogle meget fine skuespillerpræstationer. Især Winona Ryder, som den skrøbelige Susanna, og Angelina Jolie, som er den farlige og charmerende sociopat Lisa, spiller sig helt ind under huden på een.

 

[ t o p ]       [ h j e m ]