ANMELDELSE
Rolf Gjedsted:
Digterliv – veje og vildveje
Erindringer, refleksioner og digte
205 sider
Kr. 239,-
Det Schønbergske Forlag
Udkommet september 2002

Dette er ikke en anmeldelse, men en advarsel. Digterliv burde anmeldes om ikke til politiet så til forbrugerstyrelsen for falsk varebetegnelse. Det er nemlig slet ikke en bog, Gjedsted har skrevet med Digterliv. Det er en 205 sider lang reklame for digteren Rolf Gjedsted.

Jeg vil på den baggrund gerne advare mod, at man køber eller læser den, da den sandsynligvis kan være skadelig for helbredet selv hos helt raske mennesker. Man risikerer enten at dø af skam over den ublu selvpromovering, som Gjedsted leverer, eller dø af grin over al den ufrivillige komik, der opstår i mødet mellem den ældre Gjedsted og hans yngre jeg.

Helt i tråd med tidens trend vil jeg foreslå forfatteren, at han brander navnet Gjedsted og opretter en kursusvirksomhed, hvor han underviser talentløse skribenter i, hvordan man får udgivet sine tekster på et forlag. Det vil blive en succes, og han vil samtidig få rettet op på den dårlige økonomi, som han øjensynligt altid har lidt under, fordi han nu var udvalgt (mindre kan ikke gøre det i Gjedsteds pseudoromantiske, halvfordøjede religiøse udlægning af sit kald) til at blive digter.

Čn stor rodebutik
Digterliv handler angiveligt om, hvorfor og hvordan Rolf Gjedsted blev digter. Bogen er čn stor rodebutik, der blander forskellige genrer uskønt: Den vil være erindringer, en monografi over Gjedsteds forfatterskab (Når nu ingen af de ulidelige akademikere gider beskæftige sig med forfatterskabet, må han jo selv gøre det) og en mere privat historie om sønnens skizofreni. Det efterlader læseren i en totalt forvirret tilstand og Gjedsteds bog i den nådige glemsel, medmindre man vælger at sætte den på en meget prominent plads i stuen til skræk og advarsel.

Til sidst tænker man, at der da må komme en eller anden "verfremdung", en slags comic relief, der gør, at man pludselig forstår, hvad det hele drejer sig om, og det viser sig, at det var en stor spøg. Den kommer ikke, og man gribes af stille fortvivlelse.

Mangler afstand til stoffet
Der mangler fuldstændigt afstand til stoffet, og når Gjedsted forsøger at redegøre for, hvad det vil sige at være digter, og hvad digtning er for noget, fremfører han en gang luftigt, lommefilosofisk sludder og ender som regel med at sige, at det ikke kan forklares: "Poesien var som regel tættere på kinesernes tao end på vesterlændingenes videnskab".

Gjedsted leverer en omfangsrig gennemgang af sine digtes receptionshistorie, og der citeres flittigt fra de positive anmeldelser og kommentarer, som Gjedsted har fået gennem årene. De anmeldere, der har været knapt så glade for Gjedsteds digtning, bliver svinet til. Det går blandt andet ud over Torben Brostrøm og Niels Lyngsø.

Redaktionelle fejl
Samtidig er bogen dårligt skrevet. Gjedsted har ikke styr på almindelig dansk sætningskonstruktion, grammatik, kommatering og retskrivning. Som prikken over i'et skæmmes Digterliv af så mange redaktionelle fejl, at man kommer i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er andre end Gjedsted, der har læst bogen (undskyld), før den blev trykt. Det skal være dem lovligt undskyldt, da det, som det fremgår, er forbundet med stor lidelse at læse den.

At en redaktør og efterfølgende et forlag lader et fuldstændigt makværk som dette passere uden om den kritiske sans og ud til det undrende publikum, burde være af årets største forlagsmysterier.