UDDRAG
fra Rolf Gjedsteds Digterliv – veje og vildveje (Schønberg 2002)

Uddraget bringes med venlig tilladelse fra Schønberg

Året var blevet 1970. Jeg var treogtyve. Stedet var Nyhavn 33. København. Hippietiden kulminerede og var allerede så småt ved at være forbi. Professor Erik Jakobsen skrev om rusens drømmebilleder, der nu havde beskæftiget mange af blomsterbørnene i knap fem år og beatkulturen og beatdigtene lige siden halvtredserne.

»Drømmebillederne er særdeles vanskelige at beskrive. De opfattes nærmest som en drømmelignende tankeflugt med associationer, der uophørligt strømmer ind. I reglen er billederne, der optræder, livligt farvede, uden handlingsforløb: landskaber, byer, dansende mennesker, blomster, arkitektur, og så videre. Scener fra den tidlige barndom er også ganske almindelige. Drømmenes indhold kan ikke variere vilkårligt, men skifter med sindstilstanden og kan opfattes som (enten) behagelige, neutrale, truende (eller) uhyggelige.
     Drømmebillederne kan gå over i rene hallucinationer, det vil sige uvirkelige sanseindtryk, der opfattes som reelle… Disse ændringer i sanseopfattelsen er ledsaget af betydelige forandringer i stemningslejet og følelseslivet og spiller en betydelig rolle i stoffernes samlede virkningsbillede, men er næsten umulige at registrere objektivt…«

Digteren T.S. Eliot talte om en "opsplitning af følsomheden", som en væsentlig poetisk metode. Men han talte om de stoffer, der fandtes i menneskehjernen i forvejen:

»Når en digters bevidsthed har de perfekte forudsætninger for en digters arbejde, vil den konstant sammensmelte uforenelige oplevelser og erfaringer. Det almindelige menneskes oplevelse er kaotisk, uregelmæssig, fragmentarisk.
     Man forelsker sig måske, eller læser Spinoza, og disse to oplevelser intet har med hinanden at gøre. Man lytter til støjen fra skrivemaskinen, eller er optaget af lugten af madlavning; men i digterens bevidsthed danner disse (forskellige) oplevelser altid nye helheder.«

Et digt kunne bestå af alle mulige erindringer, sanseindtryk og tilstande, som digteren gjorde til en ellers uforenelig helhed.

Det er den unge rebelske digter, der trådte ind

»...ordene er sikkert blevet skrevet i en eller anden hashrus eller bagrus...«

på scenen. Jeg kan ikke lade være med at more mig over at genlæse det i dag femogtredive år efter, ordene er sikkert blevet skrevet i en eller anden hashrus eller bagrus – og naturligvis i den digteriske rus, som T.S. Eliot talte om.

Ovenstående er indledningen til Krigen er smuk, der var inspireret af Rimbauds En sæson i helvede, som jeg nu var i færd med at oversætte på tredje år. Men det var helt mit eget digt. Ifølge Eliot omformede enhver ny digter traditionen en smule, men havde samtidig brug for at blive oplært i traditionen.

En af mine klassekammerater i gymnasiet havde fundet en gammel oversættelse af den franske digter i en antikvarboghandler, og digtene optog nogle af os en del. Men den gamle danske oversættelse ydede ikke Rimbaud retfærdighed. Jeg påtog mig gendigtningen som et helt privat projekt, til trods for at jeg bestemt ikke var klassens bedste til fransk. Jeg fandt dog hurtigt tonen, og det var mest det, det drejede sig om, at kunne høre Rimbaud tale.

Også skrev jeg i øvrigt videre på mit eget digt Krigen er smuk på samme måde, som Michael Strunge femten år senere skulle skrive videre på Rimbaud og på mine digte, og der så efter ham kom et kuld af nye rebelske og skønhedsberusede digtere, der skrev videre på Strunge, uden at vide at de samtidig skrev videre på Rimbaud og mig:

De mange bogstavrim gjorde deres og rytmen var god. Det var ikke forgæves, at jeg havde brugt hele min grønne ungdom på at lære at synge fra bladet på Sct. Annæ Gymnasium. Et digt skulle have et musikalsk udtryk, og gerne med et overraskende element af nye lyde. Det musikalske udtryk var væsentligt for magien og formen. Og hvad angik indholdet, så eksisterede alt kun gå grund af modsætninger. Alle fejltagelser var bare en del af sandhedens skygge. "Den, der ser uendeligheden i alle ting, ser Gud. Men den, der kun ser fornuften, ser kun sig selv," skrev den engelske mystiker Blake, som jeg interesserede mig for dengang.

Skønheden og forfaldet spillede en lige stor rolle. Skønheden stillet over for hæsligheden og døden. Skrækromantikken inventar med vilde sproglige overdrivelser, og gerne med en ædel gestus eller to. Men ud af dette besynderlige rodsammen (og af kynismen og uskylden) opstod "det andet", det nye, det uforklarlige, hvor det begyndte at svinge, og man fornemmede, at det måske var sandt, hvor usandsynligt og urimeligt det end forekom. Ukendte områder af hjernen skulle sættes i gang.

Arthur Rimbaud havde

»...jeg havde fundet min egen stil, der indebar nogle halsbrækkende eksperimenter.«

vist vejen, men jeg havde fundet min egen stil, der indebar nogle halsbrækkende eksperimenter. Et digt kunne for eksempel begynde med et komma, og sære tegn og ordsammensætninger skulle forstærke effekten. Det var jo det ubeskrivelige, jeg forsøgte at beskrive:

Den flittige brug af "&" var min egen opfindelse. Tegnet skulle give læseren et fingerpeg om, at her kunne man trække vejret et kort øjeblik, inden man hæsblæsende gik videre. "/" tegnet skulle også vise, at det var ligegyldigt med ord og hele tegnsætningen og også ordenes betydning! I Englefronten havde jeg jo gjort et nummer ud af mit motto "I skrifter skal mine meninger undlades!". Selvom det jo i sig selv var en mening. Meninger kunne man jo dårligt komme uden om, hvis man bare åbnede munden.

Det var jo også udtryk for en bestemt holdning at gå klædt, som vi gjorde, med pagehår, briller med

»Jeg tog afstand fra alle slags uniformer...«

runde, grønfarvede glas, blomstret silkeskjorter og ramponerede læderjakker fra den anden verdenskrig. Jeg var også selv et billede af tiden, selv om jeg aldrig betragtede mig som hverken hippie eller et blomsterbarn. Jeg tog afstand fra alle slags uniformer, og tidens krav om kunstens nytteværdi.

"At digte er at finde vej til sig selv", sagde Edith Södergran. "Skønhed er at føre krig og søge lykken, og at tjene højere magter!" Sådan så jeg også på det. En af mine poetiske favoritlinjer stammede fraYeats: "O body swayed to music, o brightening glance, how can we know the dancer from the dance?"

I det hele taget læste jeg al den poesi, jeg kunne få fingre i, og det der ikke var tilgængeligt på dansk, oversatte jeg selv eller sammen med venner. Henrik Nordbrandt og jeg sad en aften blandt mange andre på Christianshavn og drak vin og talte om poesi og skønne kvinder, mens vi oversatte et af finnen Paavo Haavikko sammen: "Meget forsigtigt, og smagende, nyder en gammel vin for sidst gang en ung kvinde. Hvor lang en rejse har den ikke brugt for at nå hertil. Men nu er den fremme, og så nær som muligt: nu er den ét med hendes blåt skinnende blod, som nu er ét med hendes kød. Vælg selv urterne til."

Henrik Nordbrandt boede på et tidspunkt ude på Christianshavn lige som Ib Michael og jeg. Vi så hinanden, når tilfældet førte os sammen på værtshuse eller på gaden. Henrik og jeg var unge og liderlige,

»Henrik og jeg var unge og liderlige...«

sex spillede en væsentlig rolle for vor færden, og vi talte altid om piger. Men Ib Michael havde fået forbud mod at dyrke sex af sin indiske guru. Han fortalte beskæmmet, at han ikke havde fået noget i over et år, selv om han var gift.

Vi kunne også møde hinanden i Fælledparken, hvor Provo-Knud og alle de andre hippier, der mente det alvorligt, dansede deres sidste dans. Eller i Galleri 101, der på et tidspunkt var blevet overtaget af en profet Olsen, der havde lavet stedet om til en slags tempel, hvor man stadig røg chillummer og joints, så hatten passede, og talte om de gode og dårlige vibrationer, mens alle mulige dilettanter spillede og messede, tomt ud iført deres spraglede dragter, ud i lokalets røgfyldte luft.

Mange af disse frihedshelte mødte man allerede året efter ude i byen i en helt anden, mere jordnær påklædning end indianernes og sigøjnernes. Deres tøj og korthårsfrisurer mindede nu mere om de tidlige tressere end om de tidlige halvfjerdsere. Vi mødtes måske foran den amerikanske ambassade eller i Fælledparken, på Universitetet, eller på Rådhuspladsen til massedemonstrationer under DKPs faner, hvor sømandsbossen Preben Møller Hansen eller forfatterne Hans Scherfig og Dea Trier Mørk talte til de troende og vantro i deres skrattende mikrofoner.

Verdensbanken holdt møde i København, og de første voldelige demonstrationen i mange år fandt sted. Der blev kastet brosten efter politiet, og de revolutionære tog deres hætter på.

Mange nærlæste nu Kapitalen og Maos lille Røde i stedet for Herman Hesses Steppeulven og Tolkiens Ringenes Herre. Nu var budskabet ikke længere "make love not war"! Man kunne ikke sumpe og danse sig til social retfærdighed. Kapitalismen skulle bekæmpes med dens egne midler. Alle var pludselig enten blevet proletarer eller kapitalister, og man udviste samfundssind ved ikke længere at læse litteratur, heller ikke på universiteterne.

Kvindebevægelsen startede, og gruppesex var nu dømt ude. Kvinderne udskiftede deres garderobe, så det kvindelige kom i baggrunden. Kvinder ville være ligeværdige, og almindelige mænd var nogle svin, der udnyttede dem som seksualobjekter og slaver i de små hjem. Og der var god grund til at gøre oprør, og masser af uretfærdigheder at gøre oprør imod. Og der var behov for andre forandringer.

Også inden for billedkunsten, hvor Eks-skolen opstod, inspireret af fluxusbevægelsen i udlandet. Det var blandt anden den tyske, herboende maler Arthur Køpke, der stod bag. Man lavede tidsskrifterne Hætsjj og Ta'box, og der blev afholdt koncerter og happnings bl.a. i Nicolai Kirke og i Huset i Magstræde. Det var her og ved sådanne lejligheder, at jeg læse Per Kirkeby og Bjørn Nørgård at kende.

Billedkunstnerne og kvinderne var på krigsstien sidst i tresserne. Men i begyndelsen af halvfjerdserne fik Ib Michael atter lov til at dyrke sex, eller han blev ulydig mod sin guru. Henrik Nordbrandt blev gift og skilt og begyndte på sine mange rejser til Grækenland, Spanien og Tyrkiet. Jeg selv var blevet skilt fra min første kone Anni efter kun et års ægteskab.

Jeg havde mødt Anni på Pilegården, og da jeg spillede lidt i folkeklubberne. Hun var veninde med Robert fra Cy, Maia og Robert. Vi fik vores søn Daniel og boede sammen i cirka to år. Men hun blev psykisk syg og forlod os til fordel for en ung narkoman, som hun havde mødt på et hospital, hvor hun gjorde rent…

Det lyder ret kortfattet og brutalt, og det var det sådan set også. Anni var "heksen med det ravnsorte hår" fra digtet Krigen er smuk, men hun var også en sød og kærlig person, der troede hun kunne frelse hele verden, som så mange af blomsterbørnene troede de kunne.

Jeg flyttede alene med Daniel fra Brobergsgade på Christianshavn til Nyhavn lige over for H.C. Andersens hus, hvor Daniel efter megen møje og besvær kom i Universitetets nyåbnede vuggestue. Jeg fulgte meget sporadisk nogle forelæsninger i jura og litteratur, og digtede videre fra Englefronten over Krigen er smuk til Trodsige bekendelser og levede lige så fattigt fra hånden til munden som så mange digtere før mig.

Poul Borum sendte mig sin nye bog Samtale med Ole Sarvig og skrev i sin dedikation: "Til min unge ven Rolf Gjedsted med håndslag over generationskløften, Østerbro, 11. maj 1971 Poul Borum". Pouls store forbillede var Sarvig, som han mente, burde have Nobelprisen.

I bogen fortalte Sarvig blandt andet om en af sine fattigdomsperioder, hvor han måtte sælge alle sine dedikerede bøger, og blandt dem nogle bøger fra den svenske digter Gunnar Ekelöf. "Jeg skrev til ham (Ekelöf), og bad ham forstå, hvordan det var sket, og han sendte mig bøgerne igen med dedikationer, der manglede vist kun en eller to."

Jeg kendte selv den situation alt for godt, og måtte sælge bøger og plader, og hvad jeg kunne, for at overleve.