Samtidsrapport, underholdning, stor litteratur

Kristina Nya Glaffeys første bog er rigtig god læsning – hendes omgang med trivialiteter rammer plet i en eksplosiv prosastil.

ANMELDELSE: Den afdøde amerikanske forfatter Raymond Carver har engang sagt, at det, han som læser og forfatter søgte, var "the good read" – den gode læseoplevelse. Det var netop den betegnelse, der dukkede op, da jeg tænkte på, hvad det er Kristina Nya Glaffey kan. Hun skriver med så stor sproglig tæft og tightness, at hendes behandling af ganske trivielle emner gør hendes første bog Lykkejægere til ualmindeligt god læsning.

Bogen består af en række små beretninger og overvejelser inddelt i to hovedkapitler. I det første får Anja Andersen, Lars Larsen, Prins Henrik og Søren Ryge Petersen hver deres lille afsnit. Ind imellem de fire personer, som alle har en plads i vores kollektive bevidsthed, finder vi yderligere fem afsnit, som beretter om, hvad der sker i en række personers liv ude blandt masserne. I bogens andet hovedkapitel møder vi Jørgen, en dansk mand som er havnet i Brasilien.

En let fornemmelse af noller
Der er en let noller fornemmelse i Glaffeys måde at fortælle på, og hendes prosastil ligger ganske tæt på Lone Hørslevs, som den kom til udtryk i Fjerne galakser er kedelige. Kristina Nya Glaffey har dog en anelse mere fart på, og hendes undersøgelse af sproglige klichéer og populære fraser og vendinger ligger som en indbygget del af hendes fortælling – i modsætning til kollegaen som netop hele tiden stoppede op og markerede sin ironi kraftigere, endda til tider ved at anvende versaler og kursiv.

Det, hun har tilfælles med Hørslev, er, at der ikke vrænges af trivialiteterne. Tingene udstilles. Sproget udstilles som rækker af objekter. Tænk, at vi har denne fælles idé om noget, vi kalder "Søren Ryge". Der er ikke tale om en analyse af "kendthedsfaktoren". Der tages ikke stilling på den måde. Der er nærmere tale om forundring og om stor opmærksomhed. Og det er det, der gør det interessant – at selvom der skrives om trivielle emner, så gøres det ikke sprogligt bevidstløst. Det gøres netop med opmærksomhed – med en bevidsthed om hvad det er, vi har med at gøre.

Unik prosarytme
Forsidens popkunst-inspirerede illustration antyder netop denne kølige tilgang til objekterne. Der er ingen egentlig undersøgelse af de moralske problemer i danskernes selvoptagethed og kendthedsdyrkelse. Forfatteren har ingen idealisme med. Hun observerer og gengiver i sin egen prosas unikke rytme.

Jeg har svært ved at sige præcis, hvad det er, hun kan. Jeg kan i øvrigt heller ikke sige, hvad det er, Raymond Carver kan. Det er bare fremragende prosa, og jeg glæder mig allerede til hendes næste bog. Vi har her at gøre med en forfatter, hvis fremstilling af tiden og sproget virker hamrende relevant. Tag bogen som en samtidsrapport, som lynende underholdning eller bare stor litteratur