Der er vel ingen tvivl om, at Prins Henrik kunne have lært dansk, hvis han virkelig ville. Godt nok er det ikke et af de nemmeste sprog i verden, det er vi klar over, hvis ikke man er opvokset med det som modersmål. Der er nogle ting, man skal sætte sig ind i. Det særlige danske stød, stavemåden. Den der staver d i gjort. Udtalen af ordene, det skulle efter sigende være ret kompliceret. Rødgrød med fløde. Omvendt, helt umuligt skulle det heller ikke være, og det var vel det, de fleste tænkte, da han kom hertil, trods alt ikke en hr. hvem som helst, og så alle de sprog han kunne i forvejen. Hans baggrund inden for diplomatiet taget i betragtning, gjorde han så en oprigtig indsats. Når han efter alle de år stadig har den accent, røvejagt, ordstillingen, der aldrig rigtig er kommet på plads. Den slags kommer man ikke sovende til, særligt ikke, når man som han var lidt oppe i årene, og hvis vi for eksempel sammenligner med Alexandra. Det skal ikke undervurderes, med hensyn til sproget, for hvordan man falder til, hvad det har af betydning. Det er vel også et spørgsmål om kultur, hvad man er opdraget til, indstillingen, hvor åben man er. Det ry har de jo, franskmændene, at de tit har nok i deres eget. Solkongen, Napoleon. Der er nok nogle historiske ting, der gør sig gældende. Man ser det sågar inden for EU, som et af de store lande, der er de ikke altid særlig villige til at afgive magten til de mindre. Igen, det er noget med, hvilke signaler man sender, hvordan man gerne vil opfattes, der er vi nok kommet lidt skævt ind på hinanden. Helt pænt blev der heller ikke taget imod ham, dengang han kom hertil, det skal siges til hans forsvar, og om det så er udtryk for noget generelt, noget, der ligger til os, at vi lige ser folk an, at vi har den skepsis. Han var selv inde på det i anledning af brylluppet med Mary, og det kan nok ikke udelukkes, at man i den situation kommer lettere ind i varmen som kvinde. Helt let må det heller ikke være at falde til i et nyt land, man kommer naturligvis ikke udenom, at der er en vis tilvænningsperiode. Man kan bare diskutere, om 35 år ikke er i overkanten. Om det igen er det sydlandske, der gør sig gældende, sans for drama har han i hvert fald, de var åbenbart dråben, da kronprinsen måtte tage over til nytårskuren. Stå i skyggen af sin egen kone, halse efter som en anden skødehund. Hvad der så egentlig lå bag, hvem kritikken var rettet imod, det var ikke til at blive klog på, og hvad der er foregået på Amalienborg, inden for hjemmets fire vægge om man så må sige, det kan vi kun gisne om. Depression, hvis det var det, der var tale om. Herregud, de er også mennesker. Der er ikke noget at sige til, hvis man går hen og bliver træt af den rolle, kransekagefigur om man vil. Men var det alligevel ikke noget vovet, de udtalelser han kom med, lige at overdrive lidt, sit livs krise. Når det oven i købet var ham selv, der gik til pressen. Men så fik han det åbenbart, som han ville have det, var i rampelyset for en kort bemærkning. Prinsgemal, den titel har han aldrig brudt sig om, og det tror vi gerne, når man pludselig giver afkald på navn og karriere, at der så kan følge en vis resignation i kølvandet. Det skulle bare nødigt gå hen og blive til bitterhed. Men der har de vel et andet syn på det i de lande, når det kommer til det med kønsrollemønstret. Ligestilling er sikkert noget, man skal vænne sig til. For ikke at tale om opdragelse, kadaverdisciplin, kæft, trit og retning. Om der så ligefrem har været tale om fysisk afstraffelse. Vi husker Frederiks tale til sølvbrylluppet, den man elsker, tugter man. Den fangede vi godt, selvom det så blev sagt med et smil på læben. I bund og grund er han alligevel et følsomt gemyt, lidt af en kunstnersjæl faktisk, musik, poesi, den franske arv fornægter sig ikke. Interessen far det kulinariske ikke mindst. Sådan er det ofte, at der gemmer sig noget andet under den hårde overflade. Mon ikke det er noget, der kommer mere frem med alderen, at de skarpe kanter bliver slebet lidt af. Alt det vrøvl, han har haft med ryggen, diskusprolaps, podagra, det tærer velsagtens på kræfterne. At han har vundet vores hjerter er vel så meget sagt, men sådan går det gerne, på godt og ondt, at man med tiden vænner sig til hinanden. Og i og for sig virker han da som en hyggelig fyr, når han sidder der i sin lænestol foran pejsen med gravhunden på skødet, eller i marken med kalotten på sned, når han giver den som vinbonde.

NB! Portrættet stammer fra s. 26-28 i bogen.