Stjernereporter, redaktionsmødernes midtpunkt – det gik godt for den amerikanske journalist Stephen Glass. Lige til den dag da glashuset brast...

Engang gik det rigtigt godt for Stephen Glass (:Hayden Christensen). Ansat ved det prominente tidsskrift New Republic, stjernereporter, redaktionsmødernes midtpunkt, beundret for sin specielle evne til at kunne servere saftige nyheder og de bedste scoops, som altid overgår kollegernes bidrag: Som nu fx den om en ung mand, der under en hacker-sammenkomst, bryder ind i et stor firmas computernetværk og afpresser ledelsen.

I 1998 gravede netavisen Forbes videre i denne historie, men kunne ikke finde nogle af artiklens kilder og opdagede massive uoverensstemmelser. De kontaktede undrende bladets chefredaktør, Chuck Lane (:Peter Saarsgaard), som i første omgang mente, der forelå en fejl. Glass var nemlig en af redaktionens mest betroede medarbejdere – altid med masser af noter, der underbyggede artiklen.

Redaktøren begyndte dog at fatte mistanke. Og historien viste sig at være fabrikeret. Og hvad værre var: Glass viser sig at have løjet om alt. I mange år. På trods af, at bladet ellers gennemførte en grundig procedure med faktatjek og lign. Glass' sans for den lille detaljer havde ført hele avisen bag lyset.

Velkonstrueret historie
Manuskriptforfatteren Billy Ray debuterer som instruktør med Shattered Glass, og hans største bedrift må siges at være den velkonstruerede drejebog. Hovedpersonens gengivelse blandes med hvad der faktisk sker. Dette smarte træk gør publikum til en medspiller, der undervejs forsøger at placere begivenhedernes rækkefølge – alt imens den sande sammenhæng materialiserer sig som troværdighed langsomt krakelerer. Lidt flere eksempler på Glass' kreative løgne, af hvilke han alene for New Republic skrev mindst 27, ville dog have pyntet.

"Vi trykte løgn efter løgn bare, fordi vi syntes, han var underholdende", siger chefredaktør Lane rasende. Af samme grund sidder man selv det første stykke tid og hepper på Glass, for at se hvor meget længere endnu, han narrer de overordnede. Lige indtil hans bortforklaringer bliver for patetiske og desperationen stadig større.

Hayden Christensen spiller Glass som en lidt nørdet dreng, der angler efter optagelse i kollegernes kreds. Han vil så gerne ind i varmen, at han til sidst farer vild i sin egen labyrint af løgne. De andre skuespillere fungerer, men det ærgrer, at kompetente navne som Steve Zahn og Rosaria Dawson, ikke får udnyttet deres talenter i så små roller.

Sandhedens riddere
Filmhistorien har haft tendens til at glorificere journalister. De er ofte blevet brugt som helteskikkelser, Sandhedens riddere, uanset hvilke personlige omkostninger den måtte have for dem selv.

Dette billede vises, befriende nok, ikke i Shattered Glass. Okay, teknisk set er Glass selvfølgelig skurken, men næsten ingen af bipersonerne omkring ham, forekommer meget mere tiltalende. Efter gængs Hollywood-dramaturgi kunne man så forvente, at Chuck Lane var bedragerens modstykke, altså filmens moralske helt. Men han fremstilles tværtimod som karriereliderlig og opportunistisk.

Shattered Glass er en påmindelse om, at forfalskninger langt fra kun hører den underlødige tabloidpresse til. Vigtig viden, især når det for tiden også i seriøse medier, kan være svært at skelne mellem fiktion og virkelighed.