Her scannes udsigten med uklare øjne.
Mine store lunger drænes af dybe grin.
Det er så skønt!
Solen skinner, selvom den ikke gør.
Denne dejlige løgn i det grønne!

I min ene hånd fastsidder stadig kastet
med den sten ulykke senere tog ind gennem ruden
hvor noget af dig, trods besværet, endnu kunne spejles
let blank mellem hullerne i gardinet.

Jeg vasker skamløst hånden som en længere dåb
for hilsnernes gestus, og rider i trav hele farvellet
langt ud på håndfladerne, hvor små nerver svedte
da du i al denne afsked rev skyggerne op
som kjolen forsigtig over knæene

         *

Glenn siger buh og bæh
oven i den ellers så rene tale
som her og der træder frem,
ud af de små huller på stemmen.
Glenn kigger i spejlet.
Jo, en nøjagtig kopi af sig selv
står og visner tydeligt mellem striber
af hvid forkalkning.
Magert glider Glenn håndleddet
frem af ærmet,
mens hovedet tungt hviler
grublende mod hånden.
Han tænker.
Glenns tanker, dem med stemmerne
lige bag panden, lokker ham
frem og tilbage mellem ting,
små gøremål, han – Glenn skal
udrette i løbet af dagen – hele den
lange vej af dyb alvor.
En tyk sovs af underlig stemning
genner Glenn i skjul – ned i dynen
hvor en finger i hvert øre
holder støjen tilbage,
så Glenn kun har lyden af hjertet
dunkende forpint bag ribbenet

         *

Mor siger, rask dreng græder ikke.
Noget om snakken, tænker far
og lyder forkert som stemmen om morgenen
limet tæt sammen af snot.
Jeg ved det.
Denne hændelse kommer senere præcis som et mareridt.
Jeg må videre.
Billetten hjem ligger i hånden, lille og hvid og venter på at
knuges mellem sved, nerver og afsked.
Jeg må gå.
Hvor jorden ligner blød uspiselig chokolade
skyllet plaskvåd af regn som morgenen travlt lagde ud.
Straks kom far til vinduet, bare få skridt i sandkassen
gik forkert i en vandpyt.
Jeg husker vejen op ad trappen.
Syv lange etager, som at gå til løverne indsmurt i fedt
hvor far stod ventende med noget tungt i hånden
blodplettet fra tidligere uheld