Dystre familiehemmeligheder i dekorativ indpakning

Fortielser i familien og af seksuel karakter er omdrejningspunktet i Anna Grues nye krimi Det taler vi ikke om. Egentlig en ganske eksplosiv cocktail, men tændsatsen fuser bare stille ud i denne damekrimi.

ANMELDELSE: Damekrimien udmærker sig ved et slentrende tempo, hvor intrigen kun langsomt – for ikke at sige uendeligt langsomt og ufatteligt ordrigt – bliver afdækket, fordi det egentlige fokus er beskrivelsen af miljø og relationer mellem personerne.

I Det taler vi ikke om gælder det den højere middelklasse og dens problemer med kærlighed i alle afskygninger. Marie er opvokset hos sine morforældre og opdager efter mormorens død, at hun har levet på en løgn. Hendes forældre og storebror døde ikke i en bilulykke. Næh nej, der gemmer sig selvfølgelig en langt mere subtil og grusom familietragedie bag mormorens dækhistorie.

Handlekraftige kvinder
Anna Grue nævnte engang Agatha Christie som en af sine yndlingsforfattere, så det er såmænd ikke overraskende, at gådens løsning skal findes i en tuttenuttet engelsk landsby fuldt udstyret med kulørte personligheder. Miss Marple glimrer ved sit fravær, men så har vi da heldigvis Maries kække slyngveninde, Stine, der nok kan sætte fart i opklaringen. Altså, når hun lige er færdig med at fønne håret og skændes med Marie. Kærlighed er en svær ting, og sindrige, lesbiske forbindelser viser sig at spille en afgørende rolle i såvel fortid som nutid, hvor fortielsernes slør hurtigt sænker sig igen.

Plottet er ok, hvis man som antydet sværger til Christie. Beskrivelsen af moderne handlekraftige og overreflekterende kvinder på jagt efter kærlighed rammer sådan set også meget godt. Fortielsestemaet følges ligeledes godt til dørs. Sproget flyder fint. Så kære damer – og mænd med forkærlighed for Alt for damerne – nap da bare Grue med under vinterdynen til et par timers damehyggenygge.

Jeg må vist bare se i øjnene, at jeg ikke er en rigtig dame.