Samtidsportræt af en familie

En detaljeret familiehistorie med filosofiske indslag fra Katrine Marie Guldager. Fin som pædagogisk debatoplæg, kedelig at læse.

ANMELDELSE: I prologen til Katrine Marie Guldagers nye roman, En plads i historien, introduceres vi for Peter Fischer, en aldrende herre, som stadig lider af skyldfølelse ovenpå det stikkerdrab, han begik under 2. Verdenskrig.

Og af bagsideteksten har vi allerede forstået, at stikkerens barnebarn også forsøger at finde en måde, hvorpå han kan få det gamle regnskab gjort op.

Der er således lagt op til en spændende og dramatisk fortælling. Det bliver dog aldrig indfriet.

Tanter, mødre, teenagere...
I stedet får vi serveret en ret kedsommelig beretning om en vidtforgrenet københavnerfamilie, hvis indbyrdes relationer hænger i laser bag den høflighed, som flere af familiemedlemmerne hykler overfor hinanden. Hele forløbet er præget af en dyb tristesse, som er mere hverdagsgrå, end den er melankoliblå.

Familiepatriarken Peter Fischer og det stikkerdrab, som indledningsvis giver sig ud for at være værkets omdrejningspunkt, drukner meget hurtigt i den øvrige familiefortælling – her er således intrigante tanter, forfjamskede mødre, fraværende fædre, oprørske teenagere og sorte får, så det forslår. Stikkerhistorien forsvinder i lange sekvenser helt ud af bogen.

Fokus glider i stedet over på Henny, der hverken har styr på sit kærlighedsliv eller på teenagebørnene Emma og Sebastian, på Fischers alkoholiserede datter, på ministeren Jørgen og hans skrantende ægteskab og på Jørgens bror, tabertypen Benny, som ikke bliver taget alvorligt af familien.

Skabelonagtige personer
Som læser opnår man dog aldrig noget tilhørsforhold til personerne. De føles udvendigt og skabelonagtigt skildret.

Det skorter godt nok ikke på modernistisk realistisk detaljerigdom, fx når det gælder det kropslige, men denne støvets tyngde, denne insisterende fokusering på uskønne legemlige detaljer, som bringer associationer til lugten af sur karklud, overtrumfer her den ånd, som forfatteren ellers lægger ind i romanen gennem de småfilosofiske og næsten lyriske indslag, der indleder de syv afsnit i bogen. Formentlig for at hæve historien op på et mere overordnet plan.

I det store hele tegner romanen et ligegyldigt billede af en ligegyldig familie, hvor samtlige individer lider under det moderne storbymenneskes grundvilkår: fremmedgørelsen, isolationen og den udsigtsløse higen efter nære relationer. Og dén historie føles i denne forbindelse fortalt så mange gange før, bl.a. af Guldager selv, at det ikke kan få nogen til at løfte et øjenbryn.

Egnet som debatoplæg
Bogen er heldigvis forsynet med en liste over romanens persongalleri, men måske skulle man være gået hele vejen og have lavet et stamtræ. Det er svært at overskue de mange relationer på kryds og tværs med både fællesbørn, delebørn og slægtninge til afdøde fædre, mødre og bedsteforældre.

For nu at spille lidt på titlen, så synes jeg ikke, at En plads i historien burde levnes mere end en fodnote i (litteratur)historien. Men den vil måske egne sig fint som debatoplæg i danskundervisningen, fordi den egentlig er let læst, og fordi man på en pædagogisk måde får smidt lidt lommepsykologi og samfundsdebat med ind i diskussionen.