Eventyrlighederne tager overhånd og skubber handlingen væk i Gunnar Hoydals kollektivroman.

ANMELDELSE: Der er lagt op til det helt store socialrealistiske drama i Gunnar Hoydals Dalen.

Handlingen er henlagt til et færøsk tuberkulosesanatorium i 20'erne, så man forventer barske lidelseshistorier og en stemning i udelukkende grå nuancer. Men Hoydal vil noget andet.

Brun sovs og kærlighed
Historiens tredjepersonsfortæller er drengen Páll. Han er 12 år og søn af sanatoriets opsynsmand.

Til tider er det ret morsomt. Især kultursammenstødet mellem lægen, der tror på, at de tuberkuløse færinger bedst kureres med fed dansk mad i en syndflod af brun sovs, mens hans patienter i smug gemmer klipfisk og brændevin rundt omkring på sanatoriet. Et dramatisk højdepunkt kommer da også, da patienterne gør oprør mod lægens kost og ødelægger en middag. Doktoren får det endelige knæk, da han opdager, der ikke er kulør i sovsen.

Drengens verden kommer også til at omfatte den syge pige Sigrid, som han forelsker sig i, trods forbuddet mod at omgås patienterne.

Eventyrlig kollektivroman
Kort sagt er det historien om nød og lidelse fortalt med barnlig begejstring. Vi mødes af det ene eventyrlige og drømmeagtige scenario efter det andet. Det er på en gang fortællingens største styrke og dens største svaghed. Især fordi Hoydal sætter en dyd i at fortælle næsten alle karakterernes historie, så den samlende handling hele tiden forsvinder mellem hænderne på læseren.

Hoydal siger selv om sin roman, at den burde have været skrevet af hans fader. Hoydals far, digteren Karsten Hoydal, voksede nemlig ligesom Páll op på et tuberkulosesanatorium.

Og naturligvis er virkeligheden jo heller ikke velordnet efter dramatiske forløb og modeller, men en gang i mellem er det rart med fiktion, der blot vil være fiktiv. Og den socialrealistiske kollektivroman burde vel have udspillet sin rolle en gang tilbage i mellemkrigstiden.

Poetiske sekvenser
Skulle man pege på et samlende forløb, så er det nok drengens udvikling gennem romanen. Men faktisk er det ikke et særligt interessant forløb. Især ikke når Hoydal har udstyret drengen med en fantasiverden, som ingen normal 12-årig ville have.

Det er en fortælling med mange poetiske og eventyrlige sekvenser, og kan man lide den slags, så kan Hoydal godt være et bekendtskab værd. Men hvis man er lidt mere handlingsfundamentalistisk, så er der ikke meget at komme efter i fortællingen.