Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

ANMELDELSE
Jørgen Gustava Brandt:
Ting og sager
Digte
96 sider
Kr. 175,-
Gyldendal
Udkom september 2002

 

 

Af
Ulf Joel Jensen

 

Omslag til Jørgen Gustava Brandts bog. Klik for at se i stort format
Klik på billedet for at se Jørgen Gustava Brandts kubistiske omslag i stort format

 

 

*

RELEVANTE LINKS:

Se en bibliografi over Jørgen Gustava Brandts udgivelser

Du kan hyre Jørgen Gustava Brandt til et foredrag

 

 

Lidt af hvert – stadigvæk i farver

 

For et års tid siden, da Jørgen Gustava Brandt udgav sin sidste digtsamling, "Veje til Infantilia", tillod jeg mig at udtrykke min uforbeholdne beundring for Brandts produktivitet. Det kan jeg så passende gøre igen.

Brandt er nu oppe på mere end 70 udgivne bøger fordelt over cirka 50 år. Og det er vel at mærke ikke små, gennemsigtige bøger med drypvise ord spredt over siderne, der kendetegner Jørgen Gustava Brandts forfatterskab – tværtimod. Hans digtsamlinger rummer oftest mindst hundrede sider med lange, ord- og billedrige digte. Ordene formeligt strømmer ud af den mand. Imponerende.

Den lyriske kramkasse
Og dog: Brandts seneste samling med den meget sigende titel "Ting og sager" minder ærligt talt lidt for meget om noget, vi har set før. Det virker som en gang ting og sager, som han lige har pudset af på ordstaffeliet, efter de har ligget og rodet rundt i kunstnerens kramkasse af et lyrisk hoved i de seneste årtier.

I "Ting og sager" maler Brandt som sædvanligt bogens sider til med den brede pensel dyppet i farverige ordkonstellationer. Der er både blågrønne, okkergule, umbrabrændte og cinnoberfarvede digte. Vi kommer hele paletten rundt og fornemmer endnu engang meget tydeligt digterens anden kunstneriske identitet som kunstmaler ånde os i ansigtet fra bogens sider.

Og selvom flere af digtene er både kønne og fine, og bogen som helhed mange steder er behagelig om end aldrig lydefri læsning, så bliver farverne, det altmodische ordvalg og de evigt voksende billeder også næsten udmattende og i hvert fald irriterende i længden. Det kulørte og billedrige sprog ender med at blive for tungt og fremmedgørende – det skubber sin læser (i hvert fald denne) fra sig.

Fire på stribe
Jørgen Gustava Brandt har med "Denne kønne musik" (1998), "Velkendt og fremmed – suiter af digte 2000 (2000)", "Veje til Infantilia" (2001) og den aktuelle "Ting og Sager" udgivet fire næsten ens bøger – både i indhold og indpakning – på stribe, kun afbrudt af "Urolig meditation i et gammelt fæstningsanlæg" (1999).

Naturligvis er bøgerne ikke helt ens – forsiderne er alle kubistiske malerier af forfatteren selv, men skifter i farve fra overvejende grålig over overvejende mørkeblå og overvejende lyseblå til overvejende rød-orange. Og nok så interessant og alarmerende er det vel, at der også er et kvalitetsmæssigt skred i de tre bøger. Hvor "Velkendt og fremmed" står stærkest med en række smukke sansninger, og "Veje til Infantilia" havde en klædelig barnagtig klarhed over sig, viser "Ting og sager" sig som et stort skridt ned af kvalitetsstigen i retningen af krambodens udsalg af lidt af hvert.

 

TO TEKSTEKSEMPLER:

Mertz' sidste palet

Rød himmel og
blå mark
skilt af den violette stribe
der nemt opstår
hvor de mødes

 

I sårranden

Dagen lider efter en gul betændelse
dagen der rummer en humpen
i strejfende kuling
ubeslutsomme optræk pisker i bambus
huset løftet som et skib
forventer inventarets vælten glasknusende splintren
og vil svimmel gribe
trappegelænderet fartøjet tørner
for en forkert sø og truende
stangvending man klamrer sig
til det frit hamrende rum
og slynges over i bønnekrogen – er
der et ork? Lokker et vigende mantra
af bævende helligt kød over støttestrømpen
med lån mig dit hilsende lem
for denne mandags hang-over

Kom nu
jazz
all that jazz
flow saml
swing it
én på hornet
kom

Stadig står den fordringsfulde vase
med blomstrende pensler
Den tøvende pause udvides
i uventet vindstille
Ser udad
i himmelaflukket
forværelsets sivende lys gennem duelort
på glasset sommerens levninger og
der står en udsat kort ahornlykke i
strålende høstkobber
som fyraftensbebuder i andre epoker
mens blanke biler drejer en snurren i svinget
med lyskegler næsten i kortege på vej
til porte af tikkende tomhed
og i stadig mere påfaldende lydhør tysthed
lille knirken og lidt sen rivesnak i nabohaven
med det stedsevarende kompostsammenfald
afsides for jernlågetremmers nekromantiske knagen
i åbningen til et sagtmodigt intet

Igennemvandrer nu den udmattende inspektion
til alle sider på én gang
står som stativ dér en mast i centret
hvorom værkstedet drejer sin fragt
ophobet
herinde i centralperspektivets aflysning

Pludselig mere byzantinsk svævende
den afstandsløse svæven
alligevel kun for tilnærmelsen og muligvis
det sjældne kys
overværet af gudehovedet der letter diset
mellem medbragte skytotter
efterhånden bløder skumringen bagved
under svededugens plettede træk,
som et sting i siden associerer
med såret barnligheds stigmata
inde i stilhedens fontæne
og mørk gammel regn over jordhjertet
afsætter nu striber af tårefortyndet blod
på rudernes løvfald
over det indre museum

 

 

[ t o p ]       [ h j e m ]