For et års tid siden, da Jørgen Gustava Brandt udgav sin sidste digtsamling, "Veje til Infantilia", tillod jeg mig at udtrykke min uforbeholdne beundring for Brandts produktivitet. Det kan jeg så passende gøre igen.

Brandt er nu oppe på mere end 70 udgivne bøger fordelt over cirka 50 år. Og det er vel at mærke ikke små, gennemsigtige bøger med drypvise ord spredt over siderne, der kendetegner Jørgen Gustava Brandts forfatterskab – tværtimod. Hans digtsamlinger rummer oftest mindst hundrede sider med lange, ord- og billedrige digte. Ordene formeligt strømmer ud af den mand. Imponerende.

Den lyriske kramkasse
Og dog: Brandts seneste samling med den meget sigende titel "Ting og sager" minder ærligt talt lidt for meget om noget, vi har set før. Det virker som en gang ting og sager, som han lige har pudset af på ordstaffeliet, efter de har ligget og rodet rundt i kunstnerens kramkasse af et lyrisk hoved i de seneste årtier.

I "Ting og sager" maler Brandt som sædvanligt bogens sider til med den brede pensel dyppet i farverige ordkonstellationer. Der er både blågrønne, okkergule, umbrabrændte og cinnoberfarvede digte. Vi kommer hele paletten rundt og fornemmer endnu engang meget tydeligt digterens anden kunstneriske identitet som kunstmaler ånde os i ansigtet fra bogens sider.

Og selvom flere af digtene er både kønne og fine, og bogen som helhed mange steder er behagelig om end aldrig lydefri læsning, så bliver farverne, det altmodische ordvalg og de evigt voksende billeder også næsten udmattende og i hvert fald irriterende i længden. Det kulørte og billedrige sprog ender med at blive for tungt og fremmedgørende – det skubber sin læser (i hvert fald denne) fra sig.

Fire på stribe
Jørgen Gustava Brandt har med "Denne kønne musik" (1998), "Velkendt og fremmed – suiter af digte 2000 (2000)", "Veje til Infantilia" (2001) og den aktuelle "Ting og Sager" udgivet fire næsten ens bøger – både i indhold og indpakning – på stribe, kun afbrudt af "Urolig meditation i et gammelt fæstningsanlæg" (1999).

Naturligvis er bøgerne ikke helt ens – forsiderne er alle kubistiske malerier af forfatteren selv, men skifter i farve fra overvejende grålig over overvejende mørkeblå og overvejende lyseblå til overvejende rød-orange. Og nok så interessant og alarmerende er det vel, at der også er et kvalitetsmæssigt skred i de tre bøger. Hvor "Velkendt og fremmed" står stærkest med en række smukke sansninger, og "Veje til Infantilia" havde en klædelig barnagtig klarhed over sig, viser "Ting og sager" sig som et stort skridt ned af kvalitetsstigen i retningen af krambodens udsalg af lidt af hvert.