ANMELDELSE
Tomas Tranströmer:
Haiku 1959 -2001
Oversat af Peter Nielsen.
Digte, tosproget udgave
61 sider
Kr. 110,-

Tranströmer overholder selv i alle sine digte den stramme regel om de sytten stavelser, som var haikudigtets oprindelige form. Peter Nielsens – glimrende – oversættelser må dog af og til snyde lidt på vægtskålen, fordi en del ord på svensk har flere stavelser end de tilsvarende danske.

De fleste af Tranströmers haiku har været udgivet før, men der er også kommet nye til. I forbindelse med udgivelsen har forfatteren omarrangeret den sidste lange digtsuite, så den fremstår som en samlet tematisk enhed. I alt rummer bogen 60 haiku.

To nye bøger med haikudigtning

Haiku 1959 - 2001 byder for første gang velkommen til Tomas Tranströmers samlede produktion af haikudigte.

Haiku er en traditionel, japansk form, der i stor stil er blevet taget op af modernistiske lyrikere. På det formelle plan består et klassisk haiku af tre linier med henholdsvis 5, 7 og 5 stavelser. Oprindeligt var selve indholdet en registrering eller sansning af et naturfænomen med en to-leddet struktur, hvor første del var et spørgsmål og anden del et – ofte kryptisk – filosofisk svar.

Generelt må man advare mod at fortolke de små vers symbolsk, for haikuet er som skabt til den konkrete sansning af omverdenen. Dog er det vanskeligt – i al fald for mig – ikke at læse følgende Tranströmer-haiku metaforisk:

Solen står lavt nu.
Vore skygger er kæmper.
Snart er alt skygge.

At jeg læser ovenstående digt som en dødsmetafor, har måske rod i den måde, jeg har lært at læse litterære tekster – tillige med min tillærte vestlige, kulturelle bagage.

Former haikudigtet
Men det er også karakteristisk, at en moderne digter som Tomas Tranströmer former haiku-digtet i sit eget billede: Hans haiku er ikke kun nøgternt registrerende i det konkrete, men også omverdens- og livsfortolkninger. Der optræder både kompliceret billedsprog og personificeringer (døden). Og han indarbejder modernistiske stiltræk og indholdselementer i sine haiku.

Fængselsdigtene kunne dog være en unddtagelse herfra. De er alle forankret i de konkrete forhold, der gør sig gældende for fangerne:

Drengen drikker mælk
og sover trygt i sin celle,
En moder af sten

Her er haikuets konkrete udgangspunkt bevaret samt dens to-ledede og indholdsmæssige struktur, som betegner en modsætning mellem det umenneskelige samfund ("en moder af sten") overfor det naturlige og oprindelige ("drengen drikker mælk").

I den sidste lange suite kredser Tranströmer om øjeblikke i natur og omverden, samtidig tematiseres det problematiske forhold mellem det splittede individ og samfundet, mellem liv og død på god modernistisk vis. Digtene flyder nærmest over af skygger, dødens skygger, der vokser og vokser.

Let og klar i sproget
Samtidig med Tranströmers samlede haiku udgiver Arena en afhandling om Tranströmers poesi, Den grå stemme – stemmen i Tomas Tranströmers poesi af Birgitte Steffen Nielsen.

At bogen er akademisk i hele sit anlæg, kommer man sig hurtigt over. Den er nemlig ikke svær at læse, men derimod beundringsværdig klar og godt skrevet indenfor sin genre. Birgitte Steffen Nielsen forsøger – lidt enkelt sagt – at læse digtene på deres egne præmisser, fri for tyngende universitær jargon.

Den grå stemme er nemlig grundlæggende et opgør med den ensidige fokusering fra kritikere og anmelderes side på Tranströmers lovpriste billedsprog. Selvom lovprisningen er berettiget, mener Birgitte Steffen Nielsen, at man må inddrage begrebet "stemmen" i Tranströmers poesi.

Stemmen er det personlige, dét der blander sig i og distraherer billed-yngleriet og gør Tranströmers poesi mindre afrundet og fuldendt end litteraturkritikerne hidtil har hævdet. Det er i henvendelsen, stemmen – og derved bruddet på de finslebne metaforer – at Tranströmers digte opnår sin særlige dynamik.

Poesi kan studeres
En lidt for stor del af bogen går dog med at rydde en del af skoven. Inden hun kan komme med sin egen læsning, må forfatterinden beskrive og tilbagevise – helt eller delvist – de måder man hidtil har læst Tranströmer på. Det hører selvfølgelig med til genren, men jeg kunne forestille mig, at bogen ville stå endnu stærkere ved en mere håndfast redigering.

Der er dog meget stof til eftertanke i denne lærde og gennemarbejdede bog og særlig glædeligt for undertegnede er det, at poesien atter ser ud til at kunne studeres som noget i sig selv. Eller for at lade Tranströmer sige det samme - bare med sine egne ord:

Menneskefugle.
Æbletræerne blomstrede.
Den store gåde.