Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 27.5.2005
[Opdateret d. 27.5.2005]

UDDRAG
Hanne Marie Svendsen:
Skysamleren
Noveller
224 sider
Kr. 225,-
Gyldendal
Udkommet 20. april 2005

[Uddraget bringes med venlig tilladelse fra forfatteren og forlaget]

 

Af
Hanne Marie Svendsen



 
Omslag til bogen

Hanne Marie Svendsen (f. 1933) er vokset op i Skagen. I 1958 blev hun cand.mag. i dansk og tysk ved Københavns Universitet – og herefter arbejdede hun på skift ved Danmarks Radio som litteraturformidler og på universitetet frem til 1980.

Hun udgav sin første bog i 1962 med På rejse ind i romanen [Munksgaard] – en undervisningsbog i serien fra DR's Søndagsuniversitetet. Herefter fulgte flere faglitterære bøger, bl.a. Romanens veje: værkstedssamtaler med danske forfattere [Rasmus Fischer]. Sin skønlitterære debut havde hun dog tilbage i barneårene – pudsigt nok også i tilknytning til radioen, da hun fik en stribe digte antaget til højtlæsning i datidens børneradio. Den skønlitterære debut i bogform kom dog først i 1977 med Mathildes drømmebog [Gyldendal], som blev udgivet med to farver papir, der hver især angav hhv. drømmene og hverdagen for bogens hovedperson.

Det store gennembrud kom i 1985 med Guldkuglen [Lindhardt og Ringhof], der også indbragte Hanne Marie Svendsen Kritikerprisen. Siden har Hanne Marie Svendsen udgivet både børnebøger, digte, essays, faglitterære bøger, romaner, noveller, skuespil samt radio- og tv-spil. I 1993 fik hun Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Hendes seneste udgivelse var den kritikerroste roman Unn fra Stjernestene [Gyldendal], der udkom i 2003.

"Alle forfattere, jeg kender, er grådige og gode læsere," har Hanne Marie Svendsen sagt til Forfatternet – og fremhæver en stribe af verdenslitteraturens største navne som sine egne inspirationskilder: Laxness, Mann, Asturia, Marques og Joseph Conrad. Men også Raymond Chandler, John le Carré, Seamus Heaney og Derek Wallcot falder i smag hos forfatteren, som bestræber sig på at læse ét digt om dagen: "Når jeg arbejder med en roman, prøver jeg selv at skrive digte, ikke for at ville udgive dem, men for at tætne mit sprog…".

Hanne Maries tredje novellesamling
Skysamleren er Hanne Marie Svendsens tredje novellesamling. Tidligere kom Samtale med Gud og med Fandens oldemor [Lindhardt og Ringhof, 1982] og Kirstines ting og andre historier om genfærd [Gyldendal, 1992].

Hvem var Bindesbøll?
Thorvald Bindesbøll (1846-1908) var en dansk arkitekt og kunsthåndværker, især kendt for sine æstetiske keramikdekorationer. Han var desuden med til at opføre fiskepakhuse i Skagen.
Skulpturen, der nævnes i Hanne Marie Svendsens novelle, står den dag i dag ude foran Skagens Museum. Den er skabt af kunstneren Kai Nielsen (1882-1924), som mange måske kender som ham, der har udsmykket Blågårds Plads i København med 16 skulpturer.
Skulpturen af Bindesbøll findes i nogle forskellige variationer, bl.a. har Statens Museum for Kunst et eksemplar, man kan bese på den såkaldte "skulpturgang".
Læs mere om Thorvald Bindesbøll
Læs mere om Kai Nielsen

"Og alle mågerne ser ud, som om de hedder Emma"
Christian Morgenstern (1871-1914) skrev følsomme digte og oversatte bl.a. Hamsun, Strindberg og Ibsen til tysk. Han regnes som en klassiker i hjemlandet, men nok især for sine nonsensdigte i Galgenlieder [da.: Galgensange], der oprindeligt udkom i 1905. Mange kender måske Fisches Nachtgesang [da.: Fiskens nattesang] herfra – et sjovt eksempel på meget tidlig konkretisme – og som består af kun streger og liggende parenteser...
Digtet som novellen refererer til hedder Möwenlied [da.: Mågesang]. Første strofe lyder på originalsproget: "Die Möwen sehen alle aus,/als ob sie Emma hießen./Sie tragen einen weißen Flaus/und sind mit Schrot zu schießen.
Læs mere om Morgenstern og hele mågedigtet hos kalliope

Anbefaler Blicher
I Sentura #10, der havde et novelletema, spurgte vi Hanne Marie Svendsen, om hun kunne anbefale en novelle. Hendes svar lød: "Mesteren inden for dansk novellekunst er efter min mening Steen Steensen Blicher. Han bruger novelleformen til at gå på opdagelse i sproget og virkeligheden, eksperimenterer vildt med formen: dagbogen, den utroværdige fortæller, ironiske læserhenvendelser, filmklip, før filmen blev opfundet. Han har sin forankring i den europæiske tradition, men er samtidig radikal og raffineret fornyer. Og så har han noget at fortælle om: Mennesker og landskaber, liv og forgængelighed."
Læs mere om Sentura #10

Foto og ©: Philipe Dufour.
Portræt af Hanne Marie Svendsen fra bogens omslagsflap. Foto og copyright: Philipe Dufour.
Portræt af Hanne Marie Svendsen fra bogens omslagsflap.





*

RELEVANTE LINKS:

Besøg Hanne Marie Svendsens side på Forfatternet – bl.a. god bibliografi...

Hanne Marie Svendsen er optaget i Dansk Kvindebiografisk Leksikon – læs præsentationen...

Læs Karen Sybergs anmeldelse af Hanne Marie Svendsens novellesamling Skysamleren i Information – "Hanne Marie Svendsen skriver enkelt om det enkle liv, der er så let at gøre indviklet."...

I Sentura #17/18 skrev Hanne Marie Svendsen om Støvring bl.a. "Stednavn på kommune, angivet på vejskilte i Nordjylland. Det vides ikke, hvor mange, der har fulgt pilene [...]" – læs mere om Senturas kommunal-encyklopædi...

Politiken har en linkside med henvisninger til artikler og andet om Hanne Marie Svendsen...


 

Uddrag fra novellesamlingen Skysamleren [Gyldendal, 2005]:

MÅGER

Der sad en måge på toppen af Thorvald Bindesbøll. Jeg var ikke særlig stor, men det var mågen, stor, hvid og farlig. Den gloede lige ud i luften. Fødderne med den hæslige grårøde svømmehud mellem tæerne var plantet på Bindesbølls sten-isse, og det flade gule næb vajede over hans skaldepande.
    Når jeg som barn stod der på passende afstand og betragtede busten uden for Skagens Museum, syntes jeg, at Thorvald Bindesbøll måtte være en trold. Han lignede en trold. Hans fade og krukker og smykker med sære slyngornamenter var på samme tid uhyggelige og skønne. Og kun en trold ville have fundet på at lægge de rødhvide fiskehuse som en vældig bort om havnen.
    På fiskehusene sad der også måger. Set fra altanen på vores hus lignede de fornemme hvide tegn mod den blå himmel, men i samme øjeblik en kutter sejlede ind i havnen, bredte de vingerne ud, kastede sig skrigende ned mod kølvandet og fulgte kutteren til anløbspieren. Næbbene åbnede sig, og i glimt forsvandt blanke sild ind i dem. Mågerne hakkede efter hinanden, rodede i fiskeaffald, brystfjer blev plettet af blod og indvolde, og der var en stank af rådden fisk omkring dem. Jeg forstod ikke, hvordan de på én gang kunne være så grimme og grådige og så smukke og majestætiske.
    Om aftenen sang min mor godnatsange. "Mågerne og ternerne har intet sted at bo. Og hør – nu synger stjernerne. De synger dig til ro."
    Jeg mente, det måtte være slemt ikke at have et sted at bo, ikke at have en base af tryghed i det uendelige himmelrum. Jeg ville gerne synes, at det var synd for mågerne, men jeg kunne ikke fastholde følelsen. Mågerne var fulde af kraft og tilsyneladende ligeglade. De appellerede ikke til sentimentalitet. De slog sig ned, hvor de havde lyst, på fiskehusene, på toppen af Bindesbøll. Når vi gik tur ved stranden om aftenen, lå de og gyngede på bølgerne langt ude i månestriben.
    Om natten drømte jeg, at jeg fløj ud over verden, ikke som Niels Holgersen på ryggen af en tamgås, men på en stor havmåge. Jeg klamrede mig til dens hals, de vældige vinger slog op og ned. Den vendte hovedet, åbnede næbbet og hvæsede noget til mig. "Nu sætter jeg dig ned på en sten midt i havet," sagde den. "Så må du lære at klare dig selv."
    Jeg skrev et digt, der handlede om en måge. Det blev et klichédigt og en klichémåge, det kunne jeg godt fornemme, selv om jeg var meget stolt over at have fanget mågen i mit net af ord. Senere læste jeg andre og bedre digte om måger. „Og alle mågerne ser ud, som om de hedder Emma," skriver Christian Morgenstern. Det var jo morsomt og svarede til de måger, jeg prøvede at tegne i min skitseblok. Men alligevel: En måge kunne aldrig hedde Emma. Navnet var en besværgelse. Det tog farligheden ud af mågerne, gjorde dem trygge og provinsielle.

Senere boede jeg et sted, hvor det næsten altid blæser. Grårisene bølger, solen flimrer i den forpiskede marehalm, små hvide klitroser vipper frem og tilbage, mens blæsten tager til, rejser sig i et sug og blander sin lyd med den fjerne drønen fra havet. Det er, som om vinden kom alle vegne fra; buske og planter dukker sig, gør intet for at fremhæve sig selv. I det brune og grågrønne lyser små rosa, blålilla og hvidgule pletter frem. Dagligbrød, blåklokker, Jomfru Marias sengehalm, ydmyge navne. Og fuglene passer til vegetationen. De gemmer sig i landskabet og bliver ét med det.
    Men højt oppe på himlen, hvor skyer jager forbi, gynger mågerne. De kommer ind fra havet, slår en bue om huset, sejler ud mod havet igen. De er smukke og hovmodige, de er griske og grimme, trygge og velkendte, farlige og gådefulde. Når jeg ser dem, kommer jeg til at tænke på Thorvald Bindesbølls slyngornamenter og pa alle de modsætninger og kontraster, der spænder sig mod hinanden i livet og kunsten. Man bliver aldrig færdig med at prøve at tyde deres tegn.



NB! Novellen Måger står på side 20-22 i Skysamleren

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

[ t o p ]       [ h j e m ]