En stribe af oaser

ANMELDELSE: Kære læser… Kan vi indgå en kontrakt? Hvis du vil agere min skriftefader og tage imod min tilståelse af fortidens synder, så skal jeg anbefale dig en overraskende god bog… Aftale?

Tilståelsen lyder: Jeg har indtil for et par uger siden aldrig læst så meget som en enkelt linje af Hanne Vibeke Holst. En af landets bedst sælgende forfattere. Og jeg som ellers gør indtryk af at følge en smule med på bogfronten… Men det slutter ikke her – slet ikke.

Undskyld!
Jeg havde stemplet hende, Hanne Vibeke Holst. Som en rent ud sagt elendig skribent. En snasket og helt igennem uinteressant klichérytter af værste, romanbladsagtige skuffe. Og det uden at have læst én linje af hende! Det er ikke bare pinligt. Det er simpelthen for ringe. Og jeg vil gerne bruge spaltepladsen hér til ikke bare at bekende min synd – men også sige undskyld. Og ikke kun til Hanne Vibeke Holst (selvom hun vel fortjener den største undskyldning) – men også til dig, kære læser. Det er useriøst at bortdømme forfattere – dermed bortdømmer man i en vis forstand også sine egne læsere. Så undskyld.

Men nu skulle hun ha' en chance. Jah – chance og chance. Som man kan forstå, åbnede jeg Kongemordet med en aldeles fordærvet og helt igennem usund skepsis. Kongemordet… Alene titlen. Og så plottet: En pseudofiktion over et af de utallige socialdemokratiske formandsopgør. Med forsmåede kvinder i baggrunden. Om magt og begær… Omslaget er rosafarvet! For himlens skyld! Der skulle virkelig ikke de store anstrengelser til at blive bekræftet i sine fordomme.

Lykketoft som analelskende satyr?
Men så skete der noget forunderligt: Den ene side tog den næste. For dette mærkværdige pseudofiktive univers virker! Dér dukker Poul Nyrup Rasmussen op. Ja, han hedder godt nok Per Vittrup i romanen – men de scener han medvirker i er nøjagtigt skåret over virkeligheden (enkelte er helt præcist gengivet – med replikskifter og blikretninger, bevægelser og beklædning – som de tog sig ud i virkeligheden).

Og Nyrups helt specielle kejtede sprog er så præcist ramt, at det brude være løgn. Men Nyrup er jo ikke skilt. Det er Vittrup. Og Lykketoft er vistnok ikke gift – i hvert fald ikke i sølvbryllupsalderen – men det er romanens Lykketoft, Gert Jakobsen. Og helt ærligt så har jeg svært ved at se Lykketoft som en satyrisk kvindemishandler med hang til analsex efter lige rigeligt med cognac (skønt – hvem ved?).

Dette sære mix mellem fiktion og genkendelig, fælles historie virker. Det er pointen. Personerne lever. De er troværdige. Har skygge- og solsider. Sadisten er også genial og generøs. Offeret også et svin. Det gør dem interessante og spændende – og det gør igen plottet levende og opslugende.

Det er overvældende
For går det nu, som det gik i virkeligheden? Taber Vittrup/Nyrup magten til den manipulerende, pulende og tævende Jakobsen/Lykketoft? Eller finter Hanne Vibeke Holst? Og hvad med Jakobsens kone – slipper hun fri af sadistens klør? Og kærlighedshistorien mellem indvandrerpigen Yasemin og danske Rasmus… Hvordan går den?

Den ene side æder den næste i jagten på en afslutning. Figurerne er helstøbte og interessante. Plottet medrivende. Studiet af magten og magtens væsen er relevant og vellykket. Bogen fungerer! Det er ikke bare overraskende – det er nærmest overvældende.

Jeg tog fejl. Indrømmet – det er ikke første gang, det sker, men det er dog sjældent så grundlæggende som hér. Hurra for det (min fejltagelse, altså). Hanne Vibeke Holst mestrer teknikken. Hun kan skrue en i dén grad læseværdig historie sammen, at jeg ikke tøver med at anbefale Kongemordet. Så får det være, at bogen sprogligt set er noget af en tør vandring i klichéørknen. Lige på dét punkt kunne der mildest talt godt være strammet op, men resten fungerer som en perlerække af oaser i det døde sprog, at den er slugt, fortæret – men langt fra glemt – på overraskende kort tid.

Hermed anbefalet, kære læser. Varmt, endda. Glohedt. Som i en sproglig ørken…