En stemmes indre mission

Vor anmelder læser især Hans Otto Jørgensen for at mærke og sanse hans særlige stemme.

ANMELDELSE: Hestenes øjne, som er den seneste bog af den produktive forfatter, Hans Otto Jørgensen, er på en måde kulminationen på et langt forfatterskab.

I flere af de forrige bøger, hvor Hans Otto Jørgensen ofte benytter en 3. personsfortæller, men hvor man alligevel tillægger fortællerens stemme en helt bestemt subjektivitet, der skyldes den markante stil, nemlig Jørgensens, så er der i Hestenes øjne "endelig" tale om en jeg-fortæller.

Og til forskel fra mange af de selvbiografiske romaner, der ellers strømmer ud i en lind strøm i dag, der er Jørgensens mere beskeden og ydmyg, når det gælder det selvbiografiske stof og ikke mindst den litterære stemme, som skal lyde i en genre som denne. Det gør han med sin suveræne og trodsige prosa.

Man har næsten på fornemmelsen, at Jørgensen ligesom har taget tilløb til denne roman, ikke mindst med den forrige bog Med plads til hundrede køer, hvor man langt hen ad vejen, havde en mistanke om, at meget af bogen faktisk byggede på selvbiografisk stof.

Det betyder ikke, at alt er forløst med denne nyeste bog. Der er stadigvæk knaster i forfatterskabet, men dem vil jeg glæde mig til.

Lyrisk prosa
Imidlertid så lad os tage et dyk ned i Jørgensens stil for at se det lyriske i dennes prosa:

Læg mærke til, hvordan passagen begyndes med et kort og prægnant udsagn, der så langsomt fyldes op, især via gentagelsen "de har".

Det lyriske er ikke så meget indholdet, som det er formen. Formen er suveræn i sin diktion, i sin elegante og timede stemmeføring, og man bør læse romanen højt, hvis man har mulighed for det. Men det er den stemme, som Jørgensen har skrevet sig frem til, den stemme som igennem tiden langsomt er blevet hans, som man fornemmer så tydeligt, hver gang man har med et værk fra hans hånd at gøre.

Derfor vil jeg gerne afsløre, at jeg jo læser Jørgensens bøger mere for at mærke og sanse denne stemme, end for at hengive mig til handlingen, selvom jeg, indrømmet, blev revet med og fik rusket mit eget bondesind op med de sidste kapitler af denne roman, hvor Jørgensen skriver dels om sin fader, dels om sin søsters død. For helvede hvor gjorde de ondt.

Det gør ondt
Sidste år var et bemærkelsesværdigt Jørgensen-år, fordi man ved siden af romanen Med plads til hundrede køer også kunne læse Fluebogen fra Jørgensens side. Fluebogen bestod af tekster, som efter sigende var skrevet, før forfatterskabet rigtig tog sin begyndelse.

Teksterne heri var meget mere eksperimenterende og avantgardistiske, de var kort sagt på tværs, men det, som er det autentiske og suveræne ved Jørgensens prosa i dag, er, at man kan se, hvordan Jørgensen får skrevet sig igennem skriftens vrangvillighed. Den stemme, som Jørgensen har i sine bøger i dag, er altså ikke kommet ud af den blå luft, den er kommet på trods.

Skal man finde et lignende eksempel på en udvikling som Jørgensens, kunne man fx pege på Nick Cave. Både Jørgensen og Cave er fantastiske eksempler på, hvordan man finder sin stemme på trods, og hvordan denne trodsighed vendes til en styrke. Denne styrke udfoldes især i de allerede omtalte sidste kapitler i Hestenes øjne, som bl.a. handler om, hvordan faderen ofrer al sin omsorg og kærlighed på køerne, men overlader den tilsyneladende robuste knægt, romanens hovedperson, til sig selv.

Lektie til andre forfattere
De forfattere, der udbasunerer deres privatliv uden omtanke og debuterer med halvdårlige, selvbiografiske bøger, skulle tage at læse hele Hans Otto Jørgensens forfatterskab. Det kan faktisk gøres anderledes.

Man kan godt være lidt mere ydmyg overfor stoffet, eller som Jørgensen skriver, tage den udfordring alvorlig, som der ligger i at gå fra at være et jysk a til at være et jeg. Man får ikke nødvendigvis en litterær kvalificeret stemme ved at skrive om sit privatliv, nogle gange må man kæmpe sig frem til denne, finde en passende stemme, ja overhovedet finde en stemme. Lad os med disse ord overlade det sidste til Hans Otto: