Det Andet og en hvid hund

ANMELDELSE: Hybrid. Kan man tillade sig at kalde Hans Schmidt Petersens Den gode amerikaner for en hybrid? I så fald bør man vel kunne komme op med et bud på, hvad det er, bogen blander. Og det i sig selv er vanskeligt. I det hele taget er det en vanskelig bog.

Den frådende hvide hund
Det er ikke let at referere handlingen i Den gode amerikaner, fordi den konsekvent opløser sig selv for sin læsers øjne. Men jeg skal gøre et ærligt ment forsøg: Tre drenge, to brødre og en kammerat, som hver især har oplevet deres former for svigt, leger på plænerne omkring Landbohøjskolen en sen, alt for sen for børn at lege alene ude, aften. En af dem forsvinder sporløst. De to andre ser ikke rigtig andet end en kæmpemæssig stor, hvid hund – og er begge skræmt fra vid og sans.

Politiet sættes naturligvis på sagen, men har mere end svært ved at finde spor. De to resterende drenge vælger at tage sagen i egen hånd og begiver sig igen ud i natten, hvor de igen møder den hvide hund – og endnu en dreng forsvinder…

Sideløbende følger vi en række andre eksistenser fra samme kvarter. Oppe under taget sidder en kolossalt fed mand, misbrugt og svigtet af sin mor, men måske – og måske uden helt at vide og ville det – den centrale figur i noget, der er på vej til at blive en ny religiøs bevægelse.

I en etageejendom bor en ung og ensom kvinde. Hver morgen og hver aften klæder hun sig af foran sit vindue – uden at bemærke den gennemalkoholiserede genbo, som i sin papvinsrus desperat forsøger at holde sin potens ved lige, mens han belurer den unge kvinde. Hun forelsker sig til gengæld i den amerikanske skindhandler, som er flyttet til Danmark af den ældste af alle verdens årsager: Kærligheden.

Den forsvandt dog efterhånden – men nu er den tilbage, for han elsker skam også den unge kvinde. I kælderen holder en tyrkisk købmand til, og ind fra højre kommer også den unge, kvindelige universitetsstuderende, som identificerer sig med Jeanne D'Arc, næsten helt er holdt op med at spise, og har en glødende ambition om at gøre verden bedre. Og der er den unge fuldmægtige i ministeriet. Og – ikke mindst – sidemanden: Ham, der støtter anorexipigen og håber på at lukrere på hendes mission. Og forældrene til børnene. Og hunden – den store hvide hund – bliver ved med at dukke op… Og der er også – der er mange figurer i bogen. Rigtig mange.

Virkeligheden smuldrer
Den gode amerikaner bliver præsenteret som en krimi. Det er den ikke. Ikke rigtigt i hvert fald. Den har nok træk fra krimien i sig med et plot, et par forsvindinger, mulige forbrydelser og en efterforskning, som langsomt løber – jah, enten løbsk eller bare ud.

Det er som om, at krimidelen af romanen aldrig træder i karakter: Den forbliver en form for staffage – eller bare et tilløb, som bliver til et afsæt for en beskrivelse af virkeligheden, og munder ud i en fornemmelse af smuldrende kagedej mellem fingrene. For det er et andet centralt element i romanen: Den springer hele tiden mellem de forskellige synsvinkler – for mange til, at man helt kan holde styr på hvor mange, og hvordan de indbyrdes er forbundet – og de mange synsvinkler eller fragmenter i den tegner tilsammen et sært, uvirkeligt eller flimrende virkelighedsportræt.

Det slås meget tidligt meget fast, at vi befinder os på kanten af Vesterbro og Frederiksberg (alene på den første (halve) side nævnes Rosenørns Allé tre-fire gange) – altså en absolut genkendelig scene. Tilsvarende gør Schmidt Petersen et stort nummer ud af at præsentere sine karakterer omhyggeligt og med mange biografiske detaljer, så man ikke kan betvivle, at det, man sidder med mellem hænderne, skal spejle virkeligheden.

Men sideløbende med dette spejlingsprojekt – midt mellem alle detaljerne fra den absolut genkendelige verden – så lader Schmidt Petersen det hele sprække en smule. Og ud gennem sprækkerne titter noget helt andet, som absolut ikke er genkendeligt. Noget overnaturligt og helt igennem uvirkeligt. Noget, der i hvert fald låner fjer fra horrorgenren.

Ambitiøs roman
Naturligvis er det ikke de mange og udførlige detaljer, der er afgørende. Det afgørende er vel, at handlingen ikke lader sig referere, fordi den ikke rigtigt er der. Den forsvinder sammen med læserens indledende fornemmelse af genkendelig virkelighed.

Jeg tror, at Hans Schmidt Petersen har villet fortælle om angst. Om storbymenneskets grundlæggende følelse af ensomhed. Om svigt, der lagrer sig i personligheden og vokser. Om vores trang til sandhed – og ønsker om at følge de store læremestre. Og om det Andet: En ekstra dimension ved virkeligheden, som vi kun kan se, hvis vi ikke kigger efter den. Og derfor kan man som læser heller ikke rigtig sætte finger på den – men bare fornemme den.

Hvis min formodning er korrekt, så er det et både ambitiøst og beundringsværdigt projekt, Schmidt Petersen har haft med Den gode amerikaner. Jeg er bare overhovedet ikke sikker på, at det er lykkedes.

Hybrid eller bastard?
Og hermed nærmer vi os substansen i indledningens hybridsnak: Den gode amerikaner indeholder noget krimi, noget horror, noget samtidsroman eller -fortælling – og det hele er krydret med noget religiøst-filosofisk krymmel af temmelig ubestemmelig art. Det er mikset grundigt og bundet ind i stift pap med et overbelyst foto af en af Københavns søbredder på bagsiden.

Problemet er bare, at selvom bogen måske kan lyde både ambitiøs og interessant, så er det faktiske resultat ikke særligt vellykket. Denne læsers interesse for bogen smuldrede i hvert fald i takt med virkeligheden i romanens univers.

Slår man ordet "hybrid" op i ordbogen, præsenteres man (uanset om man frekventerer Nudansk eller Synonymordbogen) for ordet "bastard". Og måske er det snarere dér, vi ender… Eller burde have begyndt:

Bastard. Kan man tillade sig at kalde Hans Schmidt Petersens Den gode amerikaner for en bastard?