Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k

 

OMTALE/ANMELDELSE
Hans Otto Jørgensen:
Hjort eller hare
Kortprosa
Lindhardt og Ringhof
68 sider
Kr. 179,–
Udkommet marts 2002


Af
Ulf Joel Jensen

 


Omslag til Hjort eller hare

Baggrund:
Hans Otto Jørgensens nyeste bog, Hjort eller hare, har fået en temmelig ublid medfart i dags-pressen.

I Information kaldes prosastykkerne for "sovepilledigtning", og hans forfatterskab spås både i Information og Politiken en snarlig død. I Berlingske Tidende anklages stykkerne for at gå i tomgang, mens Ekstra Bladet ser en smule lysere på bogen – omend anmelderen stadig har den overordentligt kritiske brille på.

Hans Otto Jørgensen har taget til genmæle, og har i Information anklaget kritikerstanden for at mangle horisont – for at mangle blik for den sproglige mangfoldighed.

Men kritikerbank eller ej:
Den 1. august i år sætter Jørgensen – som den tredje mand i rækken – sig til rette i rektorstolen på Forfatterskolen.




"Jeg vedkender mig den litterære tradition og betragter den som en slags værktøjskasse, ligesom jeg opfatter sproget som et værktøj: Ønsker man at lave ét greb i verden, er det måske klogt at bruge en skruetrækker; og ønsker man at bruge et andet, er det klogt at bruge rørtangen. Hvis min forrige bog var en skruetrækker, er den her måske en rørtang. Hvis dén var en roman, er den her måske snarere prosalyrik – selv om der ganske vist er tale om en temmelig hårdkogt prosalyrik…
Bogen skal være som en virus, der bliver plantet i læserens sprog for at skabe ravage. For mig er det en slags tempeluddrivelse af alt det selvsmagende og selvhøjtidelige…"

Citat: Hans Otto Jørgensen (om bogen Hjort eller hare, Information 2002)

"Kortprosa har eksisteret som en bastard-genre siden romantikken. Men der er også en tendens til, at kan man ikke andet, så kan man altid skrive noget kortprosa. Og så tager man ikke sig selv alvorligt nok som forfatter. Jeg synes nok den yngste generation har meget svært ved at få en fortælling op at stå. Bare en novelle på 5-10 sider kræver meget af de unge, fordi der pludselig er noget der hedder psykologi – og plot. Hvis man skal trænge ind i en anden persons psyke, er det ikke nok at man tager én indånding og så står teksten der…"

Citat: Hans Otto Jørgensen (Politiken 2000)

 

Hvorfor Hans Otto?

Her følger en historie om Hans Otto Jørgensen, som udgiver ny bog, får anmelderbøllebank og ender som rektor for landets kommende litterære hoveder. Oplevet fra sidelinjen bevæbnet med bog og avis.

Der har i mere end et år verseret rygter om, at Hans Otto Jørgensen, noget så sjældent som forfatter i landmandsrøjsere, skulle overtage det ærefulde og temmeligt indflydelsesrige hverv som rektor for Forfatterskolen i København efter Niels Frank. Og nu er det ganske vist: Jørgensen bliver skolens tredje rektor; den første var stifteren Poul Borum.

Umiddelbart kunne den romanforfattende Hans Otto Jørgensen med sine kreaturer og belortede gummistøvler synes som en revolutionerende fornyelse i forhold til sine to forgængere; de superlitterære og minimalistisk-poetiske Borum og Frank. Men så igen: Jørgensens tekster er mindst lige så tilknappede og højpandede som de andres, og med sine kortprosastykker, som den aktuelle Hjort eller hare, så virker han næsten endnu mere radikal udi det minimales mikroskopiske kunst.

Én meter. To. – Mængerøv.
Det her med kortprosa er en besværlig genre. Selvom den har hærget landet i mere end ti år, har de færreste endnu helt fået greb om den. Hvordan skal den egentlig læses? Hvad er det i det hele taget for noget noget? I Hjort eller hare finder vi 60 korte sproglige sansninger. 60 skarpe og uskarpe glimt af virkeligheden og uvirkeligheden. 60 underlige tekstbidder – tilsyneladende uden hoved eller hale. Uden hjort eller hare.

Denne samling har – som så ofte før – delt anmelderne i to lejre. Denne gang er der blot voldsom stor størrelsesforskel; på den ene side finder man de, som mener, at det her er for lidt. Og på den anden side står Lars Bukdahl fra Weekendavisen, som mener, at det her er lidt for genialt. Hvor den ublide medfart i næsten alle aviser er lidt overraskende og uvant for Hans Otto Jørgensen, så er Bukdahls falden i svime ganske forudsigelig.

Jeg ville næsten føle mig som lidt af en mængerøv, hvis jeg skulle stille mig over på Bukdahls side og skamrose Jørgensens kortprosa. Så jeg forholder mig overvejende neutral – og nøjes med at konstatere, at Jørgensens sprog er en litterær drøm. Han skriver simpelthen så pissegodt, at man i hvert fald næsten kan tilgive, at ovenstående underoverskrift findes på side 55 i bogen – og at det er det eneste, som findes på denne side.

Og mens vi er ved citaterne, så vil jeg gerne fortsætte med at gengive hele prosastykket fra side 56:

Du dør sgu da ikke.

Sådan! Det var faktisk det. Jo, jo: Ikke så meget pis. Ikke så mange ord.

En sidste genoplivning
Hvor de to citerede stykker efter min og så utroligt mange andres mening er for lidt og for dumt at give plads til, så er flere af de andre stykker så sprogligt funklende, at de trækker det ligegyldige, det navlebeskuende eksperimenterende, det komplet overflødige junk op til i hvert fald et neutralt leje – og ganske givet også en del mere.

Hele bogen starter paradoksalt nok med et sidste genoplivningsforsøg:

Blodet pumper ud af halsen på hende. Det står i stråler fra såret, de har lige smidt hende. På p-pladsen, på trapperne foran hovedindgangen, skadestuen, for en halv time siden. Her vajer sivene, på trapperne dunhamre. Håret vådt, valne næser. Så de har taget støvlerne på, læger i vaders. Helt ude ved molen, hvor den sidste ambulance holder ind. Det sidste genoplivningsforsøg.

Det starter højdramatisk, sammenhængende og vældig logisk, men der hvor sivene og dunhamrene dukker op, begynder det normale at opløses i overraskende billeder, og erfarne Jørgensen-læsere kan måske genkende hans særlige form for opløst, smuldrende, uheldssvanger virkelighed. Hvad sker der egentlig her, tænker man uvilkårligt, gyser og læser videre, mens man forsøger at lægge billedet bag sig – at glemme.

Men det er forgæves. For det er dét Jørgensen kan, mere end noget andet; vække bekymring – måske ubehag. Og bide sig fast i sin læser. Holde os i en tilstand af sproglig begejstring og konstant tvivl. Han kan ryste os. Og lad ham endelig give det videre på skolen. Superlitterat og minimalist eller ej – han er velkommen og forhåbentlig også fornyende.

 

[ t o p ]       [ h j e m ]