Det er knivskarpe og troværdige snapshots af nedslidt kærlighed, der dukker frem, når man vender siderne i Hans Otto Jørgensens stilfærdige kortroman Den fotograferede dreng. For en stund har forfatteren forladt de mere sprælske formeksperimenter til fordel for en neddæmpet prosa, der synes at få det bedste frem i ham. Han er vendt tilbage til landet for at tage tråden op fra den prisbelønnede roman Helt og Heltinde, der kom sidste år.

Det evindelige knokleri
I Den fotograferede dreng er Ida og Ejnar – som vi fulgte i Helt og Heltinde – blevet gift og faren er gået på aftægt. Udadtil er livet på gården ikke præget af den store dramatik. Det har sine øjeblikke, hvor kærligheden blomstrer – men det er mest i begyndelsen. Senere går tiden mere og mere med at arbejde.

Det evindelige knokleri tærer på forholdet og sætter sig på legeme og sjæl. Årerne slår knuder, kroppen krummes og på et tidspunkt må Ejnars ryg give op. Invalideret af en uhelbredelig diskusprolaps mister den før så driftige landmand gnisten. Ejnar bliver "valen", som det kaldes, og trækker sig ind i sig selv. Ida må arbejde for to og erfarer, at gentagelsen er et helvede for den, der ikke længere finder mening i den.

Billeder fra familiealbum
Formelt består Den fotograferede dreng af erindringsbilleder fra et familiealbum som et ubestemt "vi" bladrer i. Et enkelt sted bliver "vi" til "jeg", uden at læseren af den grund bliver ret meget klogere på hvem, det egentlig er.

Album-idéen fungerer mest af alt som et fortælleteknisk fif, der gør det muligt at springe i tiden: i løbet af kun 140 sider når vi således igennem mere end to årtier.

Hastigheden gør dog ikke Hans Otto Jørgensens roman overfladisk eller stakåndet. Tværtimod sætter det koncentrerede tidsforløb fortællingens stramme økonomi i relief. Hans Otto Jørgensen bruger ganske enkelt ikke sit krudt unødigt, hverken når han angiver tid eller miljø – det gøres med ét enkelt strøg – eller i skildringen af personernes indre liv.

Kun når det handler om det, Ida og Ejnar ikke kan få sagt, bliver ordene mange, og de uafsluttede sætninger hober sig op.

Absolut gehør
Hans Otto Jørgensen synes at have noget nær absolut gehør for de blandede og uudtalte følelser, der ulmer under overfladen som en roekule i frostvejr.

I det indre-missionske klima på Skivekanten er succes og overmod, begejstring og skyld sider af samme sag. Man skal gøre det gode, men aldrig glæde sig for tidligt og kun få øjeblikke af lykke klinger rent igennem.

Skønt Ida falder godt ind i rollen som landbokone, er hun og Axel fremmede på egnen. Men hvor Ida selv har truffet et valg, så er outsiderrollen Axels skæbne. Han er selv Den fotograferede dreng, dvs. den der altid ser sig selv udefra og derfor aldrig er helt sig selv. Et sådant "dobbeltblik" er ofte kunstnerens, og man aner i Axel konturerne af en kommende kunstner, som bare venter på at blive foldet ud i en senere fortsættelse.

Hvis Hans Otto Jørgensen kan holde niveauet, er fortsættelsen absolut værd at se frem til.