Hvad har en latinsk encyklopædi med den moderne litteratur at gøre? Meget, hvis det står til Harald Voetmann.

ANMELDELSE: Det ville være fristende at bruge klichéen ”mosaik” om Voetmanns roman Vågen. Men en mosaik er den ikke. Nærmere er der tale om en form for dialogisk tekst.

Udgangspunktet er klip fra Voetmanns egen oversættelse af encyklopædien Naturalis Historia. Et værk overlevet i fragmenter og oprindeligt forfattet af den romerske naturhistoriker, embedsmand og admiral Plinius den Ældre.

Dramatisering af citaterne
Citaterne fra Plinius dækker såvel overvejelser om verdens beskaffenhed som regibemærkninger til projektet med at beskrive verden: ”Jeg vil blot bede læserne huske på, at jeg skynder mig for at kunne beskrive hele verden i detaljer.” Og endelig en række mere eller mindre filosofiske overvejelser: ”Lysten begyndte at leve, livet er ophørt.”

Voetmann tilfører så selv en form for dramatisering af citaterne, som tager forskellig form. Enten små sceniske beskrivelser af tilblivelsen eller erindringsbilleder fra Plinius den Ældres opvækst og liv, som ofte tjener som en slags forklaring af eller kontrast til citaterne.

Endelig blandes to andre stemmer ind. Den ene er Plinius’ nevø Plinius den Yngre, der forklarer, udlægger og ofte bagatelliserer onklens værk og liv. Den anden er slaven Diokles, der fungerer som skrivemaskine for Plinius den ældre.

Fra Plinius den Yngre får vi også en masse vidnesbyrd i form af breve. Enkelte af dem er vist autentiske breve fra den historiske Plinius den Yngre. Men selvom forlaget kalder Vågen for en historisk roman, så er det næppe den vinkel, der er i centrum for stoffet.

Det brutale menneske
Plinius den Ældre har en almenmenneskelig ambition. Han vil beskrive verden og dermed implicit beherske den. Plinius lever i verden, hvor magtstrukturerne er givet. Fx udfolder han den brutalt, da Diokles undervejs flygter for at få lidt sex. Den stakkels slave er ved at sprænges af sexlyst. Men samtidigt magter han ikke ret meget selv. I bogens hovedhandling følger man ham, som han ligger på ryggen i dagevis med næseblod og dikterer sine værker til Diokles. Hvis han da ikke bare får læst højt af andres værker.

Undervejs får vi så udfoldet en masse scener fra Plinius’ barndom og opvækst. Bl.a. en sekvens, hvor han som 14-årig skal indvies i sexlivet. En kvindelig slave hentes ind, og Plinius' far viser sønnen helt bogstaveligt, hvordan hun skal ordnes. Og så bliver det Plinius’ tur. Senere håner Plinius en slavedreng, som er søn af kvinden, ved at fortælle om, at han har været på moderen. En provokation, der under normale omstændigheder burde udløse en blodtud. Men der er ikke normale omstændigheder i romerriget. Til gengæld har livet så givet ham den senere hen.

Ganske morsomt bliver det også undervejs. Fx i beskrivelsen af et årligt ritual, hvor en slavekvinde forestillende en søgudinde voldtages af en ung mand til en hel bys jubel. Alt sammen for at holde søgudindens ondskab på afstand. Det eventuelle afkom holdes for helligt. Men da to drenge, der var resultatet af sådanne ceremonier, bliver for besværlige, vælger byen at ofre dem til søgudinden og i øvrigt skifte slavekvinden ud med en slavedreng i voldtægtsceremonien. Problemet løst.

Pudseløjerlig sprogleg
Der er ingen tvivl om, at Voetmann skriver fornemt. Sproget er en fornøjelse i sig selv. Og der er tale om en fortættet prosa, hvor billeder og spejlinger i såvel sprog som handling spiller en hovedrolle.

Men det at kommunikere er også at sige noget. Det er ikke kun måden, man siger det på. Og her bliver Voetmanns bog mere til en sådan lidt pudseløjerlig sprogleg, frem for en relevant og sigende fortælling.

Som filosoffen Kant beskrev det, skal den skønne kunst ikke alene vække følelser, men også sætte vores erkendekræfter i frit spil. Og der er altså ikke megen erkendelse at hente i Vågen. Hovedlinjen er at mennesket bliver reduceret til sine drifter efter sex og magt. Mens vores drift efter erkendelse bliver sat i skyggen.

Plinius vil beskrive verden, men i Voetmanns fortælling bliver det hans undergang. Ret bogstaveligt endda. Plinius vil se nærmere på det vulkanudbrud fra Vesuv, der kom til at begrave Pompeji og Herculanum, men går i land til den visse død. For nok kan han beskrive verden, men han kan ikke bemægtige sig den og herske over den.

Der kunne så være en pointe i, at Voetmanns reduktion af mennesket til sex og magt skulle ryste læseren og vække omtanke. Men det, der ryster mig mest, er, at det ikke ryster mig. Det er i stedet ren æstetik. Formen har fortrængt indholdet. Men det er det selvfølgelig også mange, der synes godt om.